Kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt

SE TRAILER Yderst vedkommende svensk debutfilm af Jörgen Bergmark om kærlighedens og rationalitetens sammenstød

0Her er filmen til din lokale kirkes næste studiekreds om tro og krise, kærlighed og ægteskab, tilgivelse og parforhold, venskab og samliv. –
0Her er filmen til din lokale kirkes næste studiekreds om tro og krise, kærlighed og ægteskab, tilgivelse og parforhold, venskab og samliv. –. Foto: Sunrisefilm.

6 ud af 6 stjerner.

Når jeg har valgt Paulus-citatet fra 1. Korintherbrev kapitel 13 som overskrift for denne anmeldelse, hænger det sammen med en replik, en af de fire hovedpersoner i filmen En rationel løsning siger i slutningen af filmen. Vedkommende siger den ikke ordret, men leverer den midt i sammenbruddet. Det er en af de mest bevægende scener i filmen. Her er en film, der berører en dybt. Personerne er yderst troværdige, nærværende og menneskelige. Hvad er kærlighedens væsen? Kan man være rationel midt i passionen? Kan kærligheden holde til at blive svigtet?

LÆS OGSÅ: Lykken er ulige fordelt

Handlingen i Jörgen Bergmarks spillefilmsdebut er ganske enkel. Vi er i det nordlige Sverige. Erland, spillet af Rolf Lassgård (Beck og Wallander), er gift med May, spillet af Stina Ekblad (Krøniken). De to er aktive i den lokale kirke og leder en diskussions- og rådgivningskreds for ægtepar og mennesker i krise.

I begyndelsen af filmen siger May, at Bibelen indeholder så mange vise ord om kærligheden, men vi er her for at tale om det praktiske. Ægteparret er enigt om, at man kan komme gennem den værste krise og så finde forholdet styrket.

Erland har en arbejdskammerat, Sven-Erik, der har fået en ny kone, Karin, spillet af Pernille August (Jerusalem og Den gode vilje). Da Sven-Erik fylder 51 år, arrangerer de to kvinder festen for ham. Under festen mærker Karin og Erland en vis tiltrækning over for hinanden. Passionen lurer. Erland, der kan alle ordene om at forholde sig rationelt over for følelserne, lader sig forføre af den yppige og mørkhårede, farlige Karin. Da de er sammen i en bil, taber hun en pose æbler ud på parkeringspladsen. Syndefaldet er sket endnu en gang!

Erland og Karin fortæller deres ægtefæller om, hvad der er sket, og de fire vælger at gribe det rationelt an. De flytter sammen og formulerer regler for samlivet. Der må regler til, ligesom da Herren gav de 10 bud!

Følelserne skal tøjles, og venskab bevares, men kan man det? Man mærker hele tiden følelsernes oprør mod rationaliteten, og de slår ud i lys lue. Kan man forholde sig pænt og velovervejet i en storm?

Det handler filmen om, og de fire spiller suverænt. Det er utroligt nærværende. Her er filmen til din lokale kirkes næste studiekreds om tro og krise, kærlighed og ægteskab, tilgivelse og parforhold, venskab og samliv. Den kan endvidere bruges i den ægteskabsrådgivning, der er ved at spire frem i den kirkelige verden, inspireret af blandt andre Annette og Jørgen Due Madsen, kendt her fra avisen.

Endelig, og vigtigst, er den bedst at se med sin ægtefælle eller kæreste. Jeg tøver ikke med at give den topkarakter.

kultur@k.dk

EEn rationel løsning. Instruktion: Jörgen Bergmark. Sverige, 2011. Premierebiograf i Grand Teatret (Kbh).