Oldkirken er, som Anders-Christian Jacobsen bemærker i indledningen til sin bog om forståelsen af kødets opstandelse hos Irenæus og Origenes (teologer fra slutningen af 2. og begyndelsen af 3. årh.) fascinerende, fordi man i den føres tilbage til en tid, hvor kristendommen endnu ikke var blevet fastlagt som lære, men hvor alt stod åbent.
Det gælder også et emne som kødets opstandelse. Selv om kirken bekender troen på kødets opstandelse i trosbekendelsen, og de fleste sikkert vil antage, at den tro hører til det helt faste gods i den ældste kristendom, viser Anders-Christian Jacobsen her gennem sammenligningen af Irenæus og Origenes, at det aldeles ikke stod fast. Origenes ville ikke vide af kødets opstandelse eller legemets udødelighed, og det skyldtes ikke, at han var en intellektuelt distanceret kulturkristen, der kunne nøjes med den fjerne kirke. Tværtimod var han en mand, der frem for at fornægte kristendommen lod sig fængsle og torturere for sin tros skyld under kristenforfølgelserne.
Bogen er en bearbejdet udgave af en ph.d.-afhandling. For at kunne sammenligne Irenæus og Origenes har Anders-Christian Jacobsen valgt at gennemgå begges udlægninger af 1. Mosebogs tre første kapitler, hvor han kan sammenligne, hvorledes legemligheden forstås hos de to, og 1. Korinterbrevs kap. 15, hvor han sammenligner, hvad de har at sige om opstandelsen. Det er et håndfast og godt greb, hvorved han har skaffet sig et håndterligt materiale. Det kan se til, at disse ph.d.-afhandlinger, der er tænkt som en slags svendeprøver i en forskeruddannelse, tilfører den videnskabelige arbejdsform en robust enkelhed, der foruden at hjælpe forfatteren til at blive færdig, er velgørende for læseren.
Foruden det kontante spørgsmål om kødets opstandelse i oldkirken, handler bogen også om, hvorledes kristendommen blev formuleret i græsk-hellenistiske filosofiske kategorier. Der er nogle spørgsmål i den anledning, jeg nok kunne have lyst til at drøfte med Anders-Christian Jacobsen. For det første, om ikke han er lidt for robust, når han tager som udgangspunkt, »at både Irenæus og Origenes har villet fremlægge et sammenhængende teologisk system«.
Når han netop ser det som det fascinerende ved den tid, at det kristne »system« ikke var fastlagt endnu, finder jeg det mærkeligt, at han forudsætter, at Irenæus og Origenes privat har sådan et system i baglommen. Jeg tror heller ikke, det passer, men at antagelsen afspejler en moderne teologs forståelse af, hvordan man skal forstå kristendom. I forlængelse af dette undrer det mig også, at han skelner så massivt mellem, hvad han kalder en »bibelsk tradition« og en »græsk-hellenistisk«. Hører dog ikke »den bibelske tradition« også hjemme i den græsk-hellenistiske verden?
At der er forskel mellem Irenæus og Origenes er klart, men er det en forskel mellem, hvem der er mest bibelsk, og hvem der er mest græsk-hellenistisk? Er spørgsmålet ikke snarere, hvordan det bibelske budskab bedst formuleres i de græsk-hellenistiske kategorier, som var dem, både Irenæus og Origenes havde til rådighed. Eller nutidigt formuleret: Giver det mening at spørge, hvem der er mest bibelsk, og hvem der er mest moderne, Bultmann eller Moltmann?
Anders-Christian Jacobsen: Kødets opstandelse? Mennesket og målet hos Irenæus og Origenes. 320 sider. 295 kr. Anis.