Prøv avisen

Låg på!

Silvia Henriksdóttir skriver om sin barndom med en adoptivfar, der forgreb sig på hende, men ikke "nok" til, at de voksne eller retssystemet vil lytte. Foto: Peoples'Press.

Den værste forbrydelse kan godt være alt det, vi ikke gør. Som når et barn misbruges, og ingen griber ind. Debutanten Silvia Henriksdóttir tager fat i de hæslige minder i "Sig at du lyver"

Læg mærke til efternavnet: Henriksdóttir. I det navn ligger en frihedserklæring og et personligt opgør gemt. Det vender jeg tilbage til.

Allerførst lidt om forfatteren. Silvia Henriksdóttir, der oprindeligt hed Silvia Henrikka Hansen, siden Silvia Olsen, er født i 1978, opvokset på Færøerne, bor i dag i Norge, har tre børn og debuterer som forfatter med "Sig at du lyver". Og i en tid, hvor der diskuteres forfatteridentiteter og fortællerroller, må jeg hellere slå fast, at dette er en roman om forfatterens eget liv. Eller, som der står til sidst, en livsfortælling "sådan som hun selv har oplevet den og fået den fortalt".

LÆS OGSÅ:Det usagte og det sagte - lige uopretteligt

Romanen falder i tre dele. Og det er for langt. Der er barndommen. Der er et (lidt stillestående) mellemspil om studietid og ægteskab og til sidst et (lidt mekanisk) opgør med myndighederne.

Absolut stærkest står beskrivelsen af opvæksten i en bygd med mor og brødre og stedfar Sæbjørn. Den biologiske far døde, da Silvia var få uger gammel. I huset højest oppe møder vi en lille pige fuld af tramp og trods, skrevet frem i et sprog, der i den grad matcher temperamentet. Her er trompetfanfarer af slagfærdighed, rytme og virkningsfulde lydord. "Bruumm", siger bilen; "KLAMS", står der, når døren smækker og "vask, vask, vask", når man skal fjerne de væmmelige oplevelser.

Men trods er ikke nok. Og det er i grunden det mest tragiske ved denne fortælling. At selv Pippi kan komme ned med den røde nakke. Der skal bare en syg stedfar til, et betændt religiøst miljø og en mor og et samfund, der lukker øjnene.

Første gang Sæbjørn forgriber sig på hende, er hun højst fire år. Og alle ved det. Han har forgrebet sig på andre. Han er blevet fyret fra skolen som pedel. Men ingen siger noget. Og da pigen en dag i køkkenet betror sin mor, at han ville ryge lige i fængsel, hvis det kom frem, hvad han havde gjort, råber moren: "Altså Silvia, sig, at du lyver! Hør her! SIG, AT DU LYVER!". Og så makker barnet automatisk ret og svarer: "Jeg lyver".

Låg på. Men gudskelov ryger låget af mere end 20 år senere, da denne roman bliver skrevet. Da har Silvia søgt at retsforfølge sin stedfar, men muren er stærkere end panden. Dels er sagen forældet (hun burde have anmeldt det efter højst fem år, altså allerede som 12-årig), dels er der ikke tale om et "rigtigt" seksuelt overgreb, men kun (!) blufærdighedskrænkelse. At det er sket igen og igen betyder tilsyneladende ingenting.

Og her finder vi den egent-lige grund til, at denne bog udkom på kvindernes internationale kampdag. Ja, måske at den overhovedet er skrevet: "Jeg vil skrive en bog. Den skal hedde 'To millimeter fra retfærdighed'," siger hun til sin mand efter afslaget og fortsætter: "Tænk, at kvinders seksualitet måles ud fra mandens! Skal dét være ligestilling?".

For mænds seksualitet dikterer lovens definition af overgreb. Penetrering er afgørende. Hvad barnet har følt, kommer i anden række. Og hvis det virkelig er sandt, har man som læser lyst til at gentage titlen, slå i bordet og råbe: Sig, at du lyver!

Men kampen for at frigøre sig fra adoptivfaderen er ikke forbi. Tilbage er navnet. Det klæber til hende som de hæslige minder fra barndommen. Og kun i kraft af de yderste Pippi-kræfter får forfatteren til sidst lov til at tage sin biologiske fars navn.

Og kan på titelbladet til denne roman langt om længe skrive: Henriks datter.

kultur@k.dk

Silvia Henriksdóttir: Sig at du lyver. 316 sider. 299 kroner. People'sPress.