Jørgen Ljungdalh er en smule nervøs forud for premieren i aften på "De dødes rige". Godt nok blev hans forrige dramatisering af en Henrik Pontoppidan-roman på Århus Teater en stor publikumsucces. Men "Lykke-Per" lyder jo også sjovere end "De dødes rige", siger han på lunt århusiansk i telefonen.
- Min ambition er mere lavmælt denne gang. Det, der interesserer mig, er den mere stille side af Pontoppidan, kammerspillet, med udgangspunkt i skildringen af romanfigurerne Jytte og moderen, fru Bertha. Sidstnævntes næsten desperate forsøg på at få sit livs fortid og fremtid til at gå op i en højere enhed inden lukketid, blandt andet ved at forsøge at få datteren gift. Og Jyttes grublesyge, der gør hende ulykkelig og ude af stand til at handle. Med mine 59 år forstår jeg udmærket fru Bertha. I vores alder er man taknemmelig over alle de gaver, livet har skænket en, men man er også i fuld gang med at lide også uoprettelige tab. Selv om man håber på mange gode år endnu, kan man godt begynde at fornemme, hvad der er i vente. Hvad den unge, intelligente Jytte angår, minder hun mig om mange af nutidens unge kvinder, der tager tusind forbehold og ikke kan finde ud af beslutte sig, siger Jørgen Ljungdalh til Kristeligt Dagblad.
Sammen med romanerne "Det forjættede land" og "Lykke-Per" udgør "De dødes rige" højdepunktet i et forfatterskab, der 1917 førte til Nobelprisen i litteratur.
- Man kan sige, at i "De dødes rige" skærer Henrik Pontoppidan (1857-1943) ind til benet og fortæller om den eksistentielle tvivl og smerte, som vi her små 100 år senere stadig kæmper med. Vi kan både æde og slanke os til døde, vi kan gå i terapi, til cykelløb og se film med sourroundsound. Alligevel dulmer det ikke den eksistentielle smerte, der kan overfalde os, når vi mindst venter det. Vi tumler stadig rundt med vores grundlæggende tvivl. "De dødes rige" er en roman om ulykkelig kærlighed og om at finde sig selv og en vej gennem en verden i hastig forandring. Det er opbruddets Danmark - et Danmark, hvor traditionerne ikke længere slår til, og værdierne skifter. Handlingen foregår ikke i vore dage, men kunne godt have gjort det, tilføjer Ljungdalh.
Han har også mange andre af romanens personer med i teaterstykket. Blandt andre kunstmaleren Karsten From, som han synes, ligner nutidens drømmere og fantaster i medieverdenen, der skaber sig en verden, hvor de selv befinder sig i centrum. Og fra deres boble kan holde den grimme verden fra livet.
- Helt tilbage i 1979 dramatiserede jeg "De dødes rige" til et radiospil. Dengang gik jeg efter den samfundskritiske, anarkistiske side af forfatteren og mente, romanen var en spændende replik til 1970'ernes politiske kampe. I de år slog man hinanden i hovedet med logiske, rationelle argumenter fra hver sin lejr og glemte, at der er helt andre kræfter end logik, der styrer vores liv - og at vi i øvrigt skal dø! Dengang var jeg vild med romanens læge Poul Gårdbo som et interessant og alternativt bud på en type, der kunne føre verden videre. I dag interesserer det mig mere at dykke ned i det enkelte menneskes livssituation, siger Jørgen Ljungdalh.
Han begyndte at læse Pontoppidan i skolen. Og blev så optaget af hans naturbeskrivelser, at han næsten gjorde dem til sine egne.
- I dag kan jeg bruge det hele. Ikke sådan, at jeg er enig med Pontoppidan i alt, for eksempel irriterer det mig grusomt, at han lader Jytte dø, før hun endelig får mulighed for at vise, hvad hun dur til. Men der er tilpas meget arketype i hans personer til, at man kan se brudstykker af sit eget liv i dem. At læse Pontoppidan er en slags trøst. Det er som at være i selskab med en mand, der kender ens inderste tanker og følelser så godt, at man skulle tro, han havde været der før. Det er mærkeligt med forfattere. Nogle siger ikke rigtigt en noget, mens andre brænder sig ind i en, næsten som en forelskelse. Kender du ikke det, at man gruer for den dag, hvor man har læst rub og stub af en god forfatter? Sådan har jeg det lige nu med Pontoppidan. Jeg vel helst gemme lidt, siger Jørgen Ljungdalh.
"De dødes rige" er instrueret af Morten Hovman og spiller frem til den 18. september på Århus Teater Scala. I øvrigt med Jørgen Ljungdalhs egen datter, Laura Ljungdalh, på rollelisten som Jyttes livsduelige veninde Meta.
Blå bog:
Jørgen Ljungdalh. Født 1945. Dramatiker. Debuterede 1969 i radioteatret med "Karl Johans Gæstebud". Har siden skrevet en lang række historier for teater, tv og film. Bl.a. store forestillinger som Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" (1988), Alexandre Dumas "Greven af Monte Christo" (1990), William Heinesens "De fortabte spillemænd" (1992), Alexandre Dumas den yngres "Kameliadamen" (1999) og "Ivanhoe" (2003). Var første residerende dramatiker ved Århus Teater 1973-76. Spillefilmskonsulent på Det Danske Filminstitut 1991-96 og konsulent for Dansk Novellefilm 1997-2000. Efter "De dødes rige", som har premiere i aften på Århus Teater, arbejder han videre en drama-serie til norsk tv, NRK, efter Jan Kjærstads prisbelønnede romantrilogi om Jonas Wergeland.