L.A. Rings dobbelte blik

Ukendte malerier af L.A. Ring udstilles nu i Roskilde som det første af en række initiativer fra den nystiftede forening L.A. Rings Venner. Kristeligt Dagblads kritiker og Ring-kender Henrik Wivel holdt talen ved åbningen

”Klar vinterdag i Sankt Jørgensbjerg”. Olie på lærred. 1925. Foto: Privateje

Det er mig en særlig stor glæde at stå her i Roskilde og åbne en udstilling med maleren L.A. Ring og fotografen Krass Clement. Det skyldes ikke mindst stedet, hvor vi er, og baggrunden for den aktuelle udstilling.

L.A. Ring (1854-1933) boede og arbejdede de sidste mange år af sit liv i Roskilde. I 1913 fik Ring arkitekten A.L. Clemmensen til at bygge et stateligt hus for sig øverst på Sankt Jørgensbjerg med udsigt ned over fjorden. I årene herefter overtog han tillige et gammelt bondehus nederst på sin grund og indrettede det som de landsbyhuse, han kendte fra sin barndom i Sydsjælland og landsbyen, han tog sit navn efter. I det gamle bondehus indrettede han tillige et atelier, hvor han malede en række af sine kendteste billeder fra den sene del af karrieren. Dette hus er nu blevet erhvervet af Foreningen L.A. Rings Venner.

Hvilket herligt initiativ! Hvem vil ikke gerne være medlem af L.A. Rings Venner og dermed holde mindet om denne dybt originale kunstner i live og sikre det for fremtidige generationer. ikke blot inden for kunsthistorien, men i den brede offentlighed.Med udgangspunkt i Rings gamle bondehus i Brøndgade 1 kan hans viden og virke brede sig i koncentriske cirkler.

Udstillingen ”Hvad øjet ser og sjælen føler” er det første resultat af venneforeningens virke, og titlen rammer præcist den dobbelthed, der er i Rings malerier.

Rings billeder er elsket af de fleste, der ser dem. Det hænger sammen med den særlige fascinationskraft, som udgår fra hans malerier. De fremtræder fuldkommen usvækkede og stråler med samme vitalitet, som dengang kunstneren satte farverne på lærredet og formede sine kompositioner. Ring er frem for alt en stor kolorist, og hans billeder udtrykker - uanset motivets beskaffenhed - den mest vidunderlige på en gang stemte skala af valører og tindrende rigdom af kontraster. Med en fosforescerende klarhed og farvestyrke åbner Ring porten til jorden og til det uendelige blå, blå rum.

Men den særegne kvalitet ved Rings malerier rækker langt videre. Når kunstnerens værker fortsat tiltrækker blikket og fastholder det, skyldes det de to afgørende forhold, som udstillingens titel henviser til: det øjensynlige og det sjælelige.

Før det første er Rings billeder realistiske. Beskueren kan altid se, hvad der er motivet i Rings malerier. Hvad enten det drejer sig om landskaber, interiørbilleder eller figurkompositioner, så fremstår kompositionerne med nærmest ciseleret tydelighed og prægnans. Genkendeligheden i Rings malerier omskaber dem til vidnesbyrd om tiden omkring år 1900, hvor de blev til, men fremkalder også stedernes væsen som et evigt virkende NU. Beskueren bringes tæt på øjeblikket, hvor Ring malede, og på, hvad han malede.

Kunstneren gør sig ekstremt umage med, at vi skal fascineres af alle dele i hans malerier. Hvert enkelt parti er gennemarbejdet ned til mindste detalje. Hvor end han malede i den sjællandske topografi, ser vi med hans blik, identificerer os med det og tager motivet ind. I den henseende virker Rings billeder nærmest som fysiske realiteter. Vi ved, hvor vi er, og vi genkender det sete med kærligt blik. Og dog kan stederne samtidig virke fremmede, uoverskuelige og skæbnesvangre.

For Rings billeder er ikke bare realistiske, de er også surrealistiske i den forstand, at de i reglen åbner for skjulte under- eller overjordiske betydninger. Det lykkes altid Ring at forlene sine motiver med en stemning, der rækker ud over, hvad han rent faktisk afbilder. Nogle gange ligefrem en modsætningsstemning, så beskueren alligevel ikke rigtig ved, hvor han har Ring og hans motivverden. I de formative år på kanten af 1890'erne, hvor den europæiske symbolisme og dekadence ramte det danske kulturliv, kan symbolerne i Rings billeder blive synlige med motiver hentet op ”de profundis”, fra dybet.

Men i langt de fleste tilfælde overskrider Ring realismens grænser uden at opløse realismen som form. Virkeligheden er til hos kunstneren og genkendelig - midt i sin sfinkskarakter. Bevægelsen fra det ydre til det indre forløber glidende hos ham og gør hans værk både inciterende og inspirerende. Ser vi med hans blik, bliver det dobbelt, og det bliver pludselig vanskeligt at tage motivet ind med selvfølgelighed. I den henseende virker Rings billeder i højere grad metafysiske, ja, transcenderende. De åbner sig op imod noget, vi ikke ved, hvad er.

Denne dobbelthed mellem realisme og surrealisme i Rings motivverden skaber et raffinement, der betyder, at vi beskuere aldrig bliver trætte af at se på hans billeder. De lader sig ikke tømme for betydning, netop fordi alt er synligt i dem og samtidig skjult. Rings tvetydige inspirationserfaring er en vigtig forudsætning for hans talent og grunden til hans originalitet som kunstner.

Det samme gælder for Krass Clements fotografier. Også de bærer denne dobbelthed i sig af noget genkendeligt, hverdagspræget og ligefremt og så noget uhyrligt, farligt og hemmelighedsfuldt. L.A. Ring betjente sig, som andre kunstnere i hans samtid, P.S. Krøyer, Vilhelm Hammershøi og J.F. Willumsen eksempelvis, af fotografiet. De fotograferede, før de malede, og de malede, som om de fotograferede. Det er dette på en gang maleriske og fotografiske blik, Krass Clement så talentfuldt arbejder videre med i traditionen fra Ring. Som andre store kunstnere har Ring formet vores måde at se og gennemskue verden på. Krass Clement kan det samme, og han har en udvidet forståelse for, hvad der er på færde i Rings billeder.

Jeg kan kun opfordre alle til at gå på opdagelse i L.A. Rings og Krass Clements billeder.