Prøv avisen
Bog

Labyrintiske og eksistentielle sproglege

"Cecilie Lind har lige siden sin debut, 'Ulven åd min eyeliner' (2010), imponeret med sin store sproglige bevidsthed og legesyge tilgang - og med ”Strunk” gør hun det endnu en gang," skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Cecilie Linds tredje bog, ”Strunk”, er fyldt med smittende ordbegejstring og eksistentiel dybde

Et sted i Cecilie Linds tredje udgivelse, langdigtet ”Strunk”, der udkommer i dag, står der: ”ja, jeg ved ikke hvor jeg er, mere, labyrint, hvad jeg/ er, mere, labyrint”. Udsagnet kan selvfølgelig læses eksistentielt, men siger i høj grad også noget om den tilstand, læseren ofte befinder sig i.

At læse Linds skrift er nemlig som at bevæge sig rundt i en ejendommelig ordlabyrint: I det ene øjeblik har man gennemskuet systemet, dannet sig et overblik, i det næste er man havnet i en blindgyde. Desorientering er med andre ord en følgesvend, man må acceptere, hvis man vil begive sig ind i Linds univers. Dét gør man imidlertid gerne, for Strunk er intet mindre end 103 siders rendyrket og smittende ordbegejstring.

I en art automatskriftslignende stil, med afbrudte sætninger, associative indfald, gentagelser og en særegen kommatering samler Lind ord og vendinger op og syr dem sammen til et langt digtmønster. Ordene falder rablende, rastløse og rytmiske ned over siderne; nogle gange står de enkeltvis, andre gange i flok, men altid på vej nye steder hen. Her synes det lige så meget at være glæden ved (ord)legen som indholdet, der er tekstens motor og drivkraft.

Man fornemmer undervejs Linds kreative dyrkelse af idiomer, klichéer, ordsprog og lignende, der sammen med børnesange - for eksempel ”Jeg ved en lærkerede” (”og skarn være den der/ lurer på,// tå// bag slående/ lighed”) eller ”Bamses Billedbog” (”kildne knæhaser, ømme punkter, allerfarligste sted, ikke røre/ kan du så/ lade være at være så sød og”) - udgør det sprogmateriale som Lind, i lighed med kollegaen Ursula Andkjær Olsen, arbejder med.

Tilsvarende hører man i ”Strunk” konstant ekkoer af eventyragtige fænomener som spøgelser, alfer, trolde, slotte, monstre og prinsesser. Og netop prinsesserollen kan måske pege på nogle af de spændinger og tematikker, som digtsamlingen berører.

Vi befinder os nemlig i et, om man så må sige, piget univers med glitter, neglelak, eyeliner, dukker og så videre, men det er netop ikke et sukkersødt prinsesseunivers, der tegnes op: Vi har ikke at gøre med et medgørligt og underkuet, men et omskifteligt, uhåndterligt, selvbevidst og til tider vredt jeg, der siger fra over for omverdenens komplimenter, blikke og bemærkninger:

”at jeg skræmmer liv ud af folk der/ rækker ud og siger/ søde pige du er en sød pige, men jeg nænner nok lige at sige/ dem/ TILBAGE at NEJ/ JEG/ er en ond/ PERSONAGE”.

Hun er ”bitch på slot”, hun er en drilsk lolita, men hun er også ”martret af ært”, som der står med henvisning til H.C. Andersens eventyr - nu med eksistentiel tyngde. Hun skriger, fordi hun også er et sygt og angstplaget jeg, der kæmper med sig selv og omgivelsernes idealer. Hun forsøger at holde sig strunk, men det er en evig kamp. Sådan pendulerer Linds langdigt hele tiden mellem forskellige stemningsniveauer: vrede, humor, sorg, glæde, ømhed, intimitet, afvisning, ensomhed etcetera.

Cecilie Lind har lige siden sin debut, ”Ulven åd min eyeliner” (2010), imponeret med sin store sproglige bevidsthed og legesyge tilgang - og med ”Strunk” gør hun det endnu en gang. Hun kan gøre læseren rundtosset, men giver man sig tid til at lytte og læse, er der uendelig meget at komme efter.

kultur@k.dk