Lad modstandskampen mod skærmen begynde

Bent Meier Sørensen er med sin rod i kristendommen og fransk filosofi et frisk og begavet pust i debatten om de nye medier. Hans bog ”Skærmens magi” er fremragende

Bent Meier Sørensen er bidragyder til klummen ”Kanten”, der bringes på Kristeligt Dagblads debatsider, og ansat som professor på CBS i København.
Bent Meier Sørensen er bidragyder til klummen ”Kanten”, der bringes på Kristeligt Dagblads debatsider, og ansat som professor på CBS i København. . Foto: Leif Tuxen.

Denne nye bog af CBS-professor Bent Meier Sørensen udforsker og udfordrer, hvorfor vi er så ekstremt besatte af de digitale skærme. Ja, hvorfor de på få år har slugt vores liv og tid.

Bogen udspringer af professorens frustration over, at de studerende ikke længere er til stede i undervisningen. Time efter time sidder de blot og liker løs på de sociale medier. Til skade for undervisningen, dem selv og ikke mindst vores fælles samfund og samvær. Hvordan og hvorfor er den katastrofe sket, og hvordan kan vi kæmpe imod? For de studerende er ikke alene. Vi er alle blevet som dem, så hvordan finder vi tilbage til os selv og nærværet? Det er den gode bogs gode spørgsmål.

Svaret er naturligvis, at vi sætter samtalens samvær i det centrum, som nu er besat af tech-giganternes udnyttelse og tidstyveri. Her finder vi modstandskraften, og her skal modbevægelsen modnes.

Mediekritik er lige så gammel som vores civilisation. Kritikken tog sin begyndelse med Platons dialog ”Faidros”, hvor han advarer mod skriftsprogets forbandelse og stivnede udtryk. Samtalens dialogiske form var naturligvis at foretrække for den græske filosof at se. Siden er set utallige varianter af denne mediekritiske figur, fra Frankfurterskolen til mediefilosoffer som Paul Virilio og Jean Baudrillard.

Altid anklages og frygtes et nyt medie, mens et gammelt idealiseres og favoriseres. Præmissen er todelt som en medieessentialisme og mediefavorisme med en konservativ mediehierarkisering. Altså, at ethvert medie har et distinkt essentielt udtryk, og at nogle medier i deres essens er bedre end andre. Ofte jo ældre, jo bedre.

Mediealarmismens historier er ikke dens problem, men viser dens berettigelse. Her tages nogle gange fejl. Bent Meier Sørensens forgænger på CBS professor Ole Thyssen forudsagde i 1987 i sin bog ”Påfuglens øjne”, at TDC’s kabel-tv ville udslette og udsulte dansk kulturliv i en gigantisk åndelig katastrofe. Forkert, men sandt på en måde. For som fornævnte Virilio engang skrev, vil enhver ny teknologi skabe en ny katastrofe. Hvad vi ser tydeligt i mediehistorien, hvor enhver medieteknologi har haft sociale omkostninger. Skriftsproget slog dialogens dynamik og nærvær ihjel, fjernsynet betød, vi sad i årtier uden at tale sammen i stuen, mens Facebook udnytter vores behov for socialitet og anerkendelse til at stjæle al opmærksomhed.

Netop dette argument skriver Bent Meier Sørensens nye fremragende bog ”Skærmens magi” sig ind i.

Nu er det skærmen, som er problemet, og med rette. Skærmens katastrofe er, at vi er fjernværende alene sammen, fortabt i vores skærms liv. Vi lever nu som spøgelser og narkomaner på jagt efter et sted at oplade vores mobil. Professorens studerende såvel som vores ægtefæller og børn er opslugte og spiste af Facebook, Youtube og de andre reklamegiganter fra Silicon Valley. Nu bruger de fleste af os ifølge de nyeste undersøgelser derfor samlet set 10 år af livet på at kigge ned i mobiltelefonen. Vel at mærke, fordi tech-giganterne kan sælge vores opmærksomhed videre til annoncører for milliarder af kroner.

Tænk, hvis vi havde valgt at bruge de 10 år på vores familier, venner og åndelige dannelse frem for den lille skærm og tech-giganternes triste bytte. Hvordan vi endte som disse skærmnarkomaner, og hvordan vi kommer tilbage og ind i vores liv, er bogens store spørgsmål. Svaret er en digital opbyggelighed, hvor vi finder tilbage til samtalens nærvær, stærkt inspireret af Harvard-psykologen Sherry Turkles plot og præmis.

Bogen består af små essays om livet bag skærmen, fra teenagepigernes ”like life” til Elon Musks egomaniske rumrejser. Her skrives originalt og begavet om vores triste verden i skærmens blå lys. Professor Bent Meier Sørensens analyser spænder vidt, fra Søren Kierkegaard og K.E. Løgstrup til de franske poststrukturalister og Slavoj Zizek.

Når det for alvor lykkes, er de bedste essays som en klog udgave af tv-serien ”Black Mirror” skrevet med en originalitet på niveau med Mar-shall McLuhan, Zygmunt Bauman og Slavoj Zizek. Her er Bent Meier Sørensen med sin rod i kristendommen og fransk filosofi et frisk og begavet pust i debatten om de nye medier.

Hver gang er pointerne provokerende, personlige og poststrukturalistiske med et hjerte, som slår for Guds ord. Ofte er bogens sider fyldt med nye indsigter om de nye medier. For eksempel beskrives skarpt polemisk, hvordan de sociale medier ikke skaber netværk, men afbrydelser og ligegyldige forbindelser. Den slags McLuhan-agtige guldkorn dukker op igen og igen, essay efter essay. Tanken om mobilen som en ny menneskelig overflade og hud er tankevækkende. Mens påpegningen af, at de sociale medier giver en pseudo-valgfrihed, er både rigtig og rigtig godt beskrevet.

Bogens svaghed er, at den ikke forholder sig nok til de fire forskellige faser af Silicon Valleys idéhistorie, som funktionen bag teknologiudviklingen såvel som kommercialiseringen af vores alle sammens opmærksomhed. Altså bevægelsen fra de nørdede ingeniører til hippierne videre over til Bill Gates-it-bosserne til den såkaldte Paypal-mafia af ultraliberalister, som Elon Musk og Peter Thiel. Hvor det er Paypal- mafiaens neoliberalisme, som hersker nu.

Ayn Rands egoistiske menneskesyn er arkitekturen bag skærmens katastrofe såvel som dens magi. Her savner man for eksempel, at forfatteren ikke blot indirekte citerer Peter Thiels ultraliberale hovedværk, ”Zero To One”, men for alvor ideologikritisk læser den og skriver sin analyse op imod denne position. Personligt ville jeg også have ønsket en stærk ideologikritisk læsning af den californiske hippie-ideologi som beskrevet af forfattere som Richard Barbrook, Andy Cameron og naturligvis tech-hippien over dem alle: Stewart Brand.

Bogen skal dog have kæmpe cadeau for sine meget personlige læsninger af de sociale medier, hvilke giver plads og lyst til selv at tage stilling som menneske og mediebruger. Hvor mange andre sociale medier-debatbøger i vores samtid ender i intellektuelle blindgyder og banaliteter, insisterer forfatteren på en personlig, fænomenologisk og meget fransk læsning af medier og mennesker lige nu. Det bliver derfor ikke den banale ”sluk nu for din mobil”-pointe, hvor mobilmanien slet og ret ses som et alkoholmisbrug og en klinisk afhængighed. Det bliver heller ikke den frelste, demokratitro kognitivisme, som blot ser de sociale medier som en kognitiv fejl af ”fake news”, narcissisme og filterbobler.

Det er og bliver derimod Bent Meier Sørensens personlige, men aldrig private kristne kritik, som starter og slutter, hvor Platon begyndte. ”What’s not to like?”, som de unge studerende skriver på Facebook, mens professor Sørensen taler for døve øren og tomme blikke i det store auditorium. Lad modstandskampen begynde – og et godt sted at starte er med professorens bog og frustration over skærmens magiske tiltrækning.

Gæsteanmelder Timme Bisgaaard Munk er ph.d. og redaktør af Kommunikationsforum.