Prøv avisen
Bog

Lad nu Kim Larsens dyd være i fred

3 stjerner
Kim Larsen forholdt sig begavet kritisk til teknologi, tidens brutale satire, grimme supermarkeder, kommerciel reklamevirksomhed og andet, der afslører, at han nok skulle have levet i en anden tid. – Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Journalist Erik Jensen vil med en ny bog ære den samlede sangskat fra Kim Larsen, som døde for et år siden. Men tingene blandes sammen på malplaceret vis

I går var det nøjagtigt et år siden, at Kim Larsen døde. Søndag den 30. september 2018 mistede vi manden, der i årtier har udgjort et musikalsk og poetisk omdrejningspunkt, og dødsfaldet har ført mange ord og tanker med sig.

Nu har journalist Erik Jensen skrevet sit bidrag til fortællingen om Kim Larsen med bogen ”Kim Larsen – et livs sange”, og hans ærinde præsenteres som et forsøg på at ære den enorme produktion, som Kim Larsen leverede efter de gyldne år med Gasolin’ i 1970’erne.

Erik Jensen mener, at meget er blevet glemt og overdrevent kritiseret, og at Kim Larsens til tider lidt krigslystne personlighed kom til at skygge for musikken. Den præmis er svær at forstå, og den gavner ikke bogen, som vi snart skal se. Erik Jensen griber det kronologisk an og gennemgår samtlige udgivelser fra de første udspil med Gasolin’ til forsøget på sologennembrud i USA og den lange og ekstremt produktive karriere, der fulgte helt frem til Kim Larsens død.

Undervejs analyserer Erik Jensen teksterne og musikken og også sit eget indtryk af Kim Larsen gennem sit virke som musikanmelder ved dagbladet Politiken og flere møder med manden selv.

Også den unge Erik kommer til orde gennem erindringsglimt fra opvæksten i Vestjylland, hvor en Gasolin’-koncert blev skæbnebestemmende.

Som så mange andre blev Erik Jensen ramt af gruppens naivt smukke energiudladning og ikke mindst af Kim Larsens ekstraordinært stærke stemme, som ingen nogensinde kommer til at beskrive klart nok.

Erik Jensen skriver i et rutineret journalistisk sprog, og han kan sit håndværk og musikalske stof. Det er interessant at genopleve strømmen af sange og Kim Larsens forskellige inspirationskilder, idet man mindes om, hvordan litterære henvisninger helt fra den første solo-LP, ”Værsgo”, i 1973 præger livsværket. Forfattere som Henrik Pontoppidan, Frank Jæger og F. Scott Fitzgerald nærede Kim Larsens evne til i sit sind at indsamle og bevare ord og indsigter.

Bogen illustrerer fint, hvordan Kim Larsens enestående position voksede ud af både en kolossal arbejdsomhed og en medfødt sans for sprog og kulturel forankring, samt at sangeren ønskede at forny sig og samtidig ære gentagelsen. Som han sagde i 2006: ”Der er mange, der siger, at de er bange for gentagelse. Det er jeg ikke. Hver dag er en gentagelse. Det er skønt.”

Kim Larsen forholdt sig begavet kritisk til teknologi, tidens brutale satire, grimme supermarkeder, kommerciel reklamevirksomhed og andet, der afslører – som han også selv bemærker – at han nok skulle have levet i en anden tid. Og her nærmer vi os essensen af Kim Larsens digteriske væsen, hvilket denne bog skulle have holdt sig entydigt til.

Men desværre kan Erik Jensens fokus ikke stå distancen. Han er så nært knyttet til den journalistiske andedam, at hans optagethed af Kim Larsens periodevise åbne strid med pressen – ikke mindst med Ekstra Bladet – skubber bogen i en ærgerlig retning. De gamle kampe er reelt ikke interessante for andre end journalister, og når Erik Jensen mener, at Kim Larsens musik delvist druknede i hans stædige antipatier mod rygelov og navngivne journalister, er det vist hovedsageligt en opfattelse, der trives blandt musikanmeldere.

De fleste menige danskere vil utvivlsomt undre sig over præmissen for denne bog. Det er rigtigt, at Kim Larsen i mange år – både i de kommercielt succesfulde 1980’ere med ”Midt om natten” og i de mere magre 1990’ere – modtog kritik for at have mistet sin Gasolin’-brod, men hans samlede betydning overskygger langt faserne med misstemning.

Frem for at bore ørkesløst rundt i dem burde Erik Jensen målrettet have brugt energien på at forstå Kim Larsens tekster og egentlige meddelelse, og heldigvis har han bedt andre om hjælp i nogle kapitler, hvor musiker Jens Unmack i sin analyse af Gasolin’-sangen ”Det bedste til mig og mine venner” siger, at den ”har sin dyd intakt, den har ikke givet sig selv fuldt ud, og det kendetegner en holdbar sang”. Ligesom det kendetegner en holdbar sanger, kunne man tilføje.

Kim Larsen gav aldrig sin egen dyd væk, han var en gåde, en mand placeret iblandt os med en mission, og desto mærkeligere er det, at Erik Jensen midt i sin taknemmelighed for Kim Larsens betydning i denne bog sammenblander storhed og smålighed. Det virker helt malplaceret her et år efter Kim Larsens død at beskæftige sig med ligegyldige skænderier og mindes nid og nag og øjeblikke, hvor folk er blevet afvist af den til tider utilnærmelige sanger med et vrissent grynt.

Jeg forstår godt, at det fylder i Erik Jensens bevidsthed, at han selv på et tidspunkt ved navns nævnelse for åben skærm fik en skideballe af sin barndoms helt – selv ville jeg være gået i komplet chok – men det er ikke i 2019 vigtigt for andre. ”Kim Larsen – et livs sange” skulle have været skarpere fokuseret på at udlægge Kim Larsens univers gennem den livslange produktion frem for over så mange sider at forholde sig til de primitive mekanismer fra en flygtig medieverden. Intet kunne ligge Kim Larsens tidløse ærinde fjernere end netop disse, hvilket vel også var grunden til, at han i de sidste år helt undlod at tale gennem andet end sine sange.

Erik Jensen ved meget om musik, og han har hele sit liv beundret Kim Larsen dybt. Hvorfor prøver han så nu at tage en del af dyden fra ham?