Prøv avisen
Liv&litteratur

Lad os prise novellen og ”de små” i bøgernes verden

Det er vigtigt, at både forfattere og mindre synlige aktører såsom oversætteren og boghandleren kommer frem i rampelyset

Forleden var der fest på Folketeatret på Nørregade i København, det var en af de efterhånden mange lune aftener, og det gallaklædte publikum stod i lang tid bagefter og summede og drak drinks på Nørregade, så biler og cykler måtte køre i store buer udenom. Det var Blixenprisen, der løb af stablen for fjerde gang. Blixenprisen er en ny dansk litteraturprisfest i form af et stort galla- arrangement, som de to forfatterforeninger; den ”gamle” DFF (Dansk Forfatterforening) og den ”nye” DSF (Danske Skønlitterære Forfattere) er gået sammen om.

Idéen har været at samle i forvejen eksisterende litterære priser, der ofte uddeles med meget lille bevågenhed, og tilføje nye priser, sådan at aftenen kan tage form af et sandt festfyrværkeri af hyldester. Man spænder fra mere beskedne anerkendelser til store priser og fra forfatterne i maskinrummet og helt ud til boghandlerne, hvis litterære formidling er helt afgørende. Det hele bindes sammen af en veloplagt konferencier.

Prisfesten er en gammel branche- drøm, der har været på tegnebrættet ad flere omgange, og som det er forfatterforeningernes ære, at de sammen har fået realiseret.

Med Blixenpris-festen er tanken, at gøre op med forestillingen om bogbranchens folk som tørre, introverte og kedeligt klædte.

Litteraturen kan også gå i galla, ligesom man gør det, når der er prisuddelinger i filmens verden.

Der blev uddelt børnebogspris, oversætterpris, pris til en boghandel, der gjorde det særligt godt, og mange flere forleden aften. Og der var flere rørende øjeblikke, for eksempel da salens gæster klappede og piftede af seniorredaktør Louise Kønigsfeldt, der – på baggrund af indstillinger fra forfatterne – fik prisen som bedste redaktør.

En af de helt store priser er Zinklar-prisen, som er den eneste, der også kan gå til ikke-danske forfattere. Prisen, der er på 100.000 kroner, og som administreres af Dansk Forfatterforening, går til novelleforfattere. Den blev uddelt første gang i 2013, hvor den gik til Klaus Rifbjerg. Siden er den tilfaldet store stjerner som Lydia Davis og Julian Barnes. Prisen kan vi takke Finn Sinklar Zinklar (1923-2010) for. Finn S. Zinklar var uddannet korrespondent og arbejdede i regnskabsafdelingen på Toms fabrikker, men han havde også et parallelliv som forfatter af ugebladsnoveller, som overvejende kom på tryk i ugebladet Hjemmet. Finn Zinklars egne noveller vil aldrig gå over i litteraturhistorien, men den testamentariske uegennyttige gave giver ham et fornemt eftermæle, som et menneske, der forstod, at novellen er en egenartet kunstform, som fortjener særlig opmærksomhed.

I år gik Zinklar prisen til den tyske forfatter Judith Hermann, født 1970 og opvokset i Vestberlin. Hermann var selv mødt op for at modtage prisen og for at samtale med Steen Bille på scenen. Hun var tydeligvis bevæget over sit store danske publikum, som er et meget trofast publikum. Det mærkede man også i 2017, hvor hun var årets gæst ved arrangementet Verdenslitteratur på Møn.

Det er den norskfødte forlægger Arild Batzer, der har udgivet Judith Hermann og sørget for at alle hendes fem værker, bestående af fire novellesamlinger og en roman, er oversat til dansk, de første to af Niels Brunse, de sidste tre af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Judith Hermann har selv udtalt, at grunden til, at hun elsker novellen, er, at den har en åben slutning. Den ender uden facit. Hendes noveller er netop ikke-pointerede fortællinger, som er optaget af at undersøge relationer mellem mennesker og de indre bevægelser, sådanne møder afsætter hos den enkelte. Som en slags dønninger, bølger, de kunne have besluttet sig for at ride med på, men som de overvejende ikke handler på. Øjeblikke, hvor de mærker stærke tilskyndelser, for eksempel i form af en forelskelse.

I disse år boomer litteraturfestivalerne. Vi vil gerne høre de gode historier, vi vil gerne møde dem, der vier deres liv til at fortælle dem. Der er ikke nogen grund til at litteraturen lever alt for stille et liv. Og der er ikke nogen grund til, at novellen lever i det bagerste af den stilhed.

Herhjemme er nogle af vores allerbedste forfattere mestre i novellen – tænk på Karen Blixen, Peter Seeberg eller mere nutidigt Naja Marie Aidt, Pia Juul eller Peter Adolphsen. Ja, prisfester og galla er skin og flygtighed, og litteraturen skal gerne (også) være indhold og tid. Men litteraturens tyngde forsvinder ikke, fordi man taler om den med et glas champagne i hånden. Ligesom det er vigtigt, at de mindre synlige aktører såsom oversætteren og boghandleren kommer frem i rampelyset.

I klummen Liv skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.