Jeg har behandlet frihed og ufrihed før. Men det er der ikke noget mærkeligt i, eftersom det formentlig er et af de mest slidstærke emner, der findes. Det har beskæftiget filosoffer og andre dødelige så længe, som der er overlevering i vores kultur: om det er Adam og Evas syndefald eller Prometheus’ ran af ilden fra guderne, Luthers skrift om kristenmenneskets frihed eller vor aktuelle justitsministers bizarre forestillinger om den frihed, der ligger i at blive overvåget.
Men her skal det dreje sig om en bog af maleren Nina Sten-Knudsen, som simpelthen hedder ”Et essay om frihed (og ufrihed)”. Parentesen har det i sig. For essayet handler om, hvorledes noget, som ikke alene kan opleves som frihed, men faktisk også er det, kan udvikle sig til ufrihed, når det bliver selvfølgeligt, konventionelt.
Men essayet handler også om, at frihed kan være at følge nogle mønstre, som man ikke er bevidst om, fordi disse mønstre ”passer” til os, giver os muligheder, som vi ellers ikke ville have. Sætter os i frihed.
Det var det, de gamle filosoffer kaldte frihed som indsigt i nødvendigheden. Det nødvendige var verdensordenen. Satte man sig uden for den, var man ikke fri, men blot regelløs. Frihed og tvang var modsætninger, nødvendighed og kaos var det, men ikke frihed og nødvendighed. Det var, som Grundtvig sagde om kærligheden:
”Jo stærkere den binder, des friere den gør.”
Det er det, der gør leg til leg og spil til spil. Der er kun frihed, når reglerne overholdes. Brud på dem er ikke en nyskabelse, det er snyderi. Den samme friheds-ufriheds-dialektik har mange kunstnere oplevet i inspirationen. De følte sig mest fri, når det, de skabte, skulle være sådan og ikke anderledes. Det var ikke et tilfældigt valg, men en – ja, hvorfor ikke sige skæbne. Eller en højere styrelse, som jo ordet inspiration henviser til.
Friheden kan Nina Sten-Knudsen finde i 1800-tallets landskabsbilleder:
”Det er let nok kun at se disse landskabsmalerier som kønne naturskildringer, men man kan også se dem som et tomt rum, der ikke hylder religiøse forestillinger eller magtens personer. Og ved at vise dette tomme rum er malerierne med til at underbygge 1800-tallets revolutionære bevægelser.”
Men bevægelser er ikke uden omkostninger. Hvis man tidligere måtte orientere sig vertikalt, i forhold til magthavere, orienterer man sig nu horisontalt, i forhold til publikum, men også til kolleger, og straks kan friheden være blevet en ny afhængighed:
”Hvor der tidligere var en bestiller, der kunne forlange ændringer i værket, er der nu sociale strukturer og kontrol. Kunstneren giver afkald på den frihed, der lige er opnået, i en byttehandel der i stedet giver et socialt fællesskab. At være medlem af en avantgarde-bevægelse bliver den måde, man identificerer sig selv som kunstner i 1900-tallet på, den bliver den nye sti.”
Den kan til sidst blive så nedtrampet, at der må banes en anden.
Og kommercialiseringen overtager alt: Kunstens værdi bliver dens pengeværdi, den bedste kunst er den, der opnår den højeste auktionspris. Og der dannes opkøberkredse, som kan promovere en kunstner ved at byde vedkommendes værker op på auktionerne. Ligesom når man tidligere kunne bestille klakører til at råbe bifald på teatret.
Hvad kan vi så lære af det? At de virkelige nybrud ofte begynder på de ydmyge steder, måske så skjult, at der går lang tid, inden vi opdager dem. For i mellemtiden har vi ladet os segmentere, inddele, af de forhold, vi lever under.
”I did it my way,” synger vi – i kor.
Læg øret til jorden. Prøv at høre græsset gro – og lad være med at tro, at det er lært på en formiddag. Deres ærbødige tør ikke påstå, at han har lært det. Han sætter sin lid til dem, der er bedre til det – som for eksempel Nina Sten-Knudsen.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.