”Tag etikken tilbage” lyder titlen på en ny bog, der må være formuleret for at se, om det skulle være muligt igen at få samtlige tidehvervspræster her i landet i affekt.
Man hører for sig, at her kommer godhedsindustrien og anklager ”nogen” for at have taget, måske endda stjålet, etikken, og nu skal den så tages tilbage igen. Fnys.
På den modsatte fløj fornemmer man det store lettelsens suk. Tænk, endelig er der nogen, der tør gøre op med den selvsmagende og selvhævdende markedstænkning og vækstfilosofi.
Endelig bliver der sat ord på alle de fortrædeligheder, som skabes af New Public Management, det uhæmmede forbrug og tilbedelsen af det frie marked, grådigheden og den rå kapitalisme.
”Tag etikken tilbage” er en antologi bestående af syv foredrag, som blev holdt på en høring på Borups Højskole i november sidste år, arrangeret af Marmorkirken i København.
Denne kirkes sognepræst, Mikkel Wold, bidrager selv med et indledende afsnit, og derudover er der indlæg af økonom og professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet, dr.theol. og forfatter Ole Jensen, professor emeritus Steen Hildebrandt, cand.polit. og katolik Nik Bredholt, professor Peter Kemp fra Aarhus Universitet samt psykolog og forfatter Nadja U. Prætorius. Eller sagt lidt spidst: ”The usual suspects” (”de sædvanligt mistænkte”).
Inden alle automatreaktionerne slår til, bør man dog gøre sig selv den tjeneste at læse de blot 100 sider. For de indeholder et ramsaltet og mange steder velskrevet opgør med det moderne samfund. Som Mikkel Wold nævner i indledningen, styres det i dag af markedstænkning og et vækstdogme - ikke af værdier, etik eller visioner.
Eller som pave Frans citeres for på bogens omslag, ”er penge blevet til en kultgenstand og økonomien til et diktatur uden ansigt, som ikke har noget virkeligt menneskeligt formål.”
Jesper Jespersen gør op med den ”nødvendighedens økonomiske politik”, som har domineret den vestlige verden siden finanskrisens udbrud i 2008. Der er et ensidigt fokus på vækst i bruttonationalproduktet, på at øge privatforbruget, begrænse den offentlige sektor og skabe øget ulighed.
Jesper Jespersen mener, at den herskende nyliberale økonomiske teori om, at udbud skaber efterspørgsel, er forkert, og ifølge ham skulle man meget hellere bekende sig til økonomi med et menneskeligt ansigt. Det vil sige til den oprindelige betydning af ordet økonomi, der gik ud på at ”holde hus” med det, man havde.
Ole Jensen har i årtier revset ”det brutale natursyn”. Vi tror, at verden kun er til for os, og vi bruger hæmningsløst af dens ressourcer og står nu tæt på ragnarok, især fordi vi hænger fast i vækstfælden. Forestiller man sig, at vi skal bruge bare et par procent mere om året ud i al fremtid, bliver det til en tredobling af forbruget om 50 år og en ottedobling om 100 år. Eller ud i det ekstreme: Om 500 år skal vi forbruge 32.774 gange mere, end vi gør i dag.
Han afskriver tilmed den ide, at vores miljø- og ressourceproblemer kan løses, hvis vi bare omstiller væksten til en såkaldt bæredygtig vækst. Selvom det kan være udmærket til at udskyde apokalypsen, er det helt urealistisk at forestille sig, at vi kommer til at genbruge alle ressourcer og alle materialer og dramatisk nedsætter belastningen af naturen inden for relativt få år, som så vil være kravet.
Andre af bogens forfattere tager også fat på miljøet, ligesom der bliver skrevet kritisk om konkurrencestaten, stress, menneskeskesynet i markedsstaten og mange andre af verdens presserende udfordringer.
Denne læser tænker, at det er længe savnede opgør. Det er jo absurd, at denne og måske et par andre generationer mener sig berettiget sig til at afbrænde den jordklode, som mange generationer endnu burde og kunne få glæde af. Ligesom det er en mærkelig devaluering af menneskelivet, når alt gøres op i evnen til at tjene og forbruge penge.
På den anden side rummer bogen også svært enøjede opgør. Den mangler i den grad at formulere brugbare alternativer til den kapitalisme, som trods alt har været menneskeheden en formidabel tjener i mange år. Takket være den er milliarder af mennesker trukket ud af den yderste fattigdom og af kampen for at overleve fra dag til dag.
Alverdens livstruende sygdomme er det lykkedes menneskeheden at overkomme. Mennesker lever generelt i dag et langt tryggere liv uden at skulle frygte at blive slået ihjel af naboen, og den tryghed hænger uden tvivl sammen med den materielle vækst.
Det samme kan siges om det faktum, at demokrati og menneskerettigheder - trods dagens aktuelle udfordringer - har triumferet på verdensscenen, og der er færre krige end nogensinde før i verdenshistorien.
Bogens forfattere gør sig ikke til talsmænd for den kommunisme eller socialisme, der fejlede så massivt i sidste århundrede og blandt andet skabte groteske miljøkatastrofer. Men den ideologi er foreløbig den eneste, der for alvor har været forsøgt som et systematisk alternativ til kapitalismen.
Det gik ikke godt, og derfor er det store spørgsmål, hvad man dog skal sætte i stedet, hvis man ikke vil acceptere det nuværende system, der synes at styre verden sikkert mod afgrunden. Ifølge Mikkel Wold kunne man begynde med at ”tage den fjernede etik tilbage".
Det er bare uklart, hvem der skal gøre hvad her, men tankegangen må vel være, at hvis tilstrækkeligt mange beslutter sig for at være etiske, går det hele alligevel.
Teologisk er det vist en tvivlsom tanke, som mangler syn for arvesynden hos hver og en. Naturorganisationen WWF lavede for nogle år siden på sin hjemmeside en måler for det enkelte menneskes fodaftryk på verdens miljø og ressourcer, ”The global footprint”.
Man kunne indtaste sit eget forbrug, sin boligform, sit transportmiddel og meget andet, og så svarede computeren på, hvor mange jordkloder der skulle til, hvis alle mennesker på jorden levede som en selv. Det nedslående facit var dog, at selv hvis man kun havde cykel, holdt 11 grader i lejligheden om vinteren, udelukkende spiste grøntsager og i det hele taget levede miljørigtigt, skulle der stadig et par jordkloder til at matche ens livsstil.
Forklaringen var, at verden faktisk ikke kunne reddes, selvom alle optrådte ”etisk”. Der skulle også ske ”strukturelle” ændringer, det vil sige ændringer i samfundets infrastruktur og lignende.
Men det er og bliver en voldsomt påtrængende diskussion, så tak til forfatterne for at tage den op.