Længslen bor i øjnene

Irsk debutfilm er både ”Brokeback Mountain”-pastiche og et håb om en fremtid for små landbrugssamfund

 Lige så meget som en kærlighedsfilm er ”God’s Own Country” en ode til en tabt tid. Et testamente over slægtsgårde, betydningen af den fædrene arv og familiære forpligtelser. – Foto fra filmen.
Lige så meget som en kærlighedsfilm er ”God’s Own Country” en ode til en tabt tid. Et testamente over slægtsgårde, betydningen af den fædrene arv og familiære forpligtelser. – Foto fra filmen.

Blod, bræk, slim, sekreter, sex, fødsel og død. Det skorter ikke på fysisk metaforik i det kraftfulde irske drama ”God’s Own Country”. Det er de brutale sider af menneskelivet, der sidestilles med dyrenes livscyklus på en kvæggård i det forblæste nordlige Irland.

Johnny (ludende og poetisk portrætteret af Josh O’Connor) er blevet hjemme på den fædrene gård. Moderen stak af for at leve livet i byen og faderen er halvvejs paralyseret af et slagtilfælde. Den nogleogtyveårige Johnny drikker sig sanseløst beruset hver aften for at holde det ud og dyrker tilfældig sex med tilfældige mænd.

Han skyer enhver form for kærtegn og kysser konsekvent ikke på munden. Men da den rumænske Gheorghe drager med op på bjerget for at hjælpe med læmningen, bliver Johnnys slukne øjne gennemskinnet af længsel.

Det er oplagt at sammenligne med Ang Lees følelsesmæssigt formfuldendte ”Brokeback Mountain”. Ang Lees mesterværk er alligevel båret af en helt anden modenhed i dens sublime kærlighedsportræt.

Johnny og Gheorghes forhold er næsten lige så stridbart og sart som cowboyernes i ”Brokeback Mountain”. Men Johnnys hamskifte fra indesluttet til smilende bliver uelegant forhastet, selvom den fornemme fotografering både ømt og anmassende foreviger de to unge mænds åbne ansigter.

Ikke kun for Johnny står tiden deprimerende stille. Én enkelt mobiltelefon afslører, at vi er i 2010’erne og ikke i 1950’erne. Og så alligevel. For lige så meget som en kærlighedsfilm er ”God’s Own Country” en ode til en tabt tid. Et testamente over slægtsgårde, betydningen af den fædrene arv og familiære forpligtelser.

Rundt om Johnnys private udviklingshistorie forandrer hele verden sig. Landdistrikterne affolkes, de familieejede gårde afhændes til stordriftsproducenter, og de unge flytter til byerne. Faderens slagtilfælde er den nostalgiske landbrugskulturs sammenbrud. Men der er håb i ”God’s Own Country”. Håbet tenderer dog naivt og fladt til slut, men det kvæler ikke filmens modige hjerte, der slår for fornyelse på skuldrene af traditionerne.

På mange måder er instruktøren Francis Lees spillefilmsdebut fortællingen om, hvad der kunne være sket, hvis Daniel Skjern var blevet hjemme hos Mads i Korsbæk og havde taget kampen op mod faderens forventninger – bare uden den homofobiske slagside.

Lee dyrker nemlig på ingen måde Johnnys homoseksualitet som et kuriosum. Det er samfundets omvæltning, ikke hans sexliv, der er fjenden, og som han angriber bevæbnet med store fadøl og indesluttethed.

Alle i filmen er tavse af natur, og replikskifterne er korte. Dialogen foregår på billedsiden. Et dødt lam bliver afpelset, og skindet sættes på et lille levende lam, der overtager den dødes plads ved brystet. Fødsel og død, bræk og sperm i en stor pærevælling fortæller alt det, vi behøver at vide for at forstå Johnnys sorg og længsel. Det bliver et fint og stærkt portræt af en ung mands lidelser. Og man kan opleve hele filmen ved at kigge ham ind i øjnene. Hvilket vigende og vidunderligt blik.