I 1938 satte den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986) sig for at lære italiensk. På den tid arbejdede han som bibliotekar og tog sporvognen til arbejde. Undervejs læste han i en engelsk/italiensk udgave af Dantes ”Den guddommelige komedie”. Først læste han versene på engelsk, siden på italiensk:
”Da jeg nåede til det øde Paradis, i det øjeblik, hvor Dante bliver forladt af Vergil og befinder sig alene og kalder på ham, i det øjeblik følte jeg, at jeg kunne læse den italienske tekst direkte og kun behøvede indimellem at se på den engelske.”
Historien fortæller Ditlev Tamm i sit veloplagte forord til Borges’ ”Ni essays om Dante”. Siden beskæftigede Borges sig indgående med Dante, hvis 700-års dødsdag vi markerer i år. Umiddelbart kan Dante og Borges virke som et umage par, men begge forfattere var levende optaget af den menneskelige natur og den afslørende detalje. Men hvis man venter at finde en guide til Dantes guddommelige komedie i disse essays, er man gået fejl. Borges henter fragmenter ud af teksten, som han underkaster en fortrinsvis æstetisk bestemt analyse. Den kristne dimension i ”Den guddommelige komedie” er sært fraværende i disse ultrakorte og meget lærde essays. Til alt held har Tamm forsynet den danske udgave med forklarende noter, men man må jo spørge sig selv, om ”Ni essays om Dante” var blevet oversat til dansk, hvis bogen ikke var skrevet af en berømthed som Borges.
I et karakteristisk essay, ”Det falske problem omkring Ugolino”, tager Borges udgangspunkt i den næstsidste sang af ”Helvede”, hvor det om Ugolino fra Pisa hedder:
”Og da gjorde sulten/ til slut hvad smerten ikke havde kunnet.”
Verset hører til et af de meste omtalte og omstridte, da det antyder, at Ugolino i sin tid fortærede sine egne børn, mens han var i husarrest.
Alligevel kan læseren netop ikke ud fra teksten konkludere, at Ugolino var kannibal. Det er forskellen på kunst og virkelighed:
”I den reelle tid, i historien, er det sådan, at hver gang et menneske står over for forskellige valgmuligheder, så vælger han en og udelukker og mister de andre; sådan er det ikke i kunstens tvetydige tid, som minder om håbets og glemslens. Hamlet er i den tid ved sin fornuft og er gal. I tusmørket i sit Hungertårn fortærer og fortærer Ugolino ikke de elskede lig, og denne bølgende usikkerhed er det sære stof, som den er lavet af. Således drømte Dante det med to mulige former for dødskamp, og sådan er det drømt af generationer.”
I selve mulighedssansen består litteraturens særlighed, mener Borges, men det er jo en lidt omstændelig vej at nå frem til den pointe. ”Ni essays om Dante” er derfor først og fremmest læsning for dem, der ønsker at fordybe sig i Borges’ egen litterære anskuelse og praksis.