Prøv avisen
Film

Bruce Springsteen blotlægger sig selv i ny dokumentar

5 stjerner
”Western Stars” er basalt en filmet koncert, hvor Bruce Springsteen fremfører de 13 numre fra sit seneste album af samme navn, udgivet i sommer. I september fyldte Springsteen 70 år. – Foto: Warner Bros. Pictures/SF Studios.

Bruce Springsteens dokumentar ”Western Stars” er på de indre linjer en moden mands illusionsløse selvopgør

Bruce Springsteen, der fyldte 70 år i september, har nået en alder, hvor der kan gøres status over det levede liv. Den chance har den amerikanske singer-songwriter ikke ladet gå fra sig. Tværtimod har han de senere år med stigende intensitet fokuseret på, hvorfor han er blevet den, han er.

Bruce Springsteen betegner selv den seneste dokumentar ”Western Stars” som slutstenen i en trilogi, der tog sin begyndelse med selvbiografien ”Born to run” fra 2016 og fortsatte med det episke show ”Springsteen on Broadway” i 2017 og 2018. I forløbet har Springsteen været tvunget ind i en både retrospektiv og introspektiv proces, der tydeligvis har haft eksistentiel betydning for ham. Han er kommet overens med sig selv i et liv og i en branche, der – ikke mindst i kraft af Springsteens egen musikalske persona – er defineret ved romantik og hedonisme i et forjættet land, hvis begreb om personlig frihed har vist sig at være en illusion.

”Western Stars” er basalt en filmet koncert, hvor Bruce Springsteen fremfører de 13 numre fra sit seneste album af samme navn, udgivet i sommer, som optakt til fødselsdagen. Springsteen og hans medinstruktør, Thorn Zimny, stod også bag dokumentaren fra kunstnerens Broadway-show. Her var forløbet ubrudt, og Springsteen fyldte selv pauserne ud mellem sangene fra den lange karriere med erindringer, kommentarer og samtidshistoriske fortællinger. I ”Western Stars” klippes mindre filmiske passager ind mellem de 13 sange. Dels som optakter, dels som brud. Det skaber nogle sigende interludier, hvor der dykkes dybt i både det ærkeamerikanske landskab og i Springsteens spaltede sind. Arkivklip fra hans ungdom skaber et dybdesnit i forhold til nu. Den unge gud over for den furede mand, der ser døden i spejlet.

Koncerten er filmet i Bruce Springsteens egen mere end 100 år gamle lade i New Jersey. Bygningen har et vidunderligt spidsbuet træloft, der får rummet til at ligne en katedrals indre. Her optræder Springsteen med sit orkester, sit kor og en hel lille filharmoni af strygere. De filmiske mellemspil er derimod optaget i ørkenen Joshua Tree i Californien, hvor kunstneren fremtræder som The Marlboro Man i western-outfit enten i en pickup eller blandt heste, hvis manker bølger i vinden. Springsteen favner Amerika fra øst til vest i den bevægelse, ligesom han favner sit eget sinds poler. Den klassiske rolle som fribytter under åben himmel og ude langs vejene, og den nye rolle som følsomt bekendende i sin egen musikalske kirke.

Selv siger Bruce Springsteen indledningsvis, at han inkarnerer to sider af den amerikanske karakter: den individuelle og suverænt selvhævdende og den, der længes efter fællesskab, familie og solidaritet. De bedste af de 13 sange skildrer denne splittelse, hvor mennesket i sin trang til at realisere sig selv også taber sig selv og sine på vejen; hånden slipper den elskede, venner slipper livet uden et farvel, og der bliver pludselig meget, meget langt hjem. I kristen forstand, og Bruce Springsteen bærer visselig sit kors, beskæftiger han sig med arvesynden, som Paulus formulerede den i Romerbrevet: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.”

Bruce Springsteen taler utilsløret om, hvordan han bevidst har skadet den og dem, han elsker, og om, hvordan kærligheden er filtret ind i hadet.

Der er tale om et selvopgør, der spidser til i sættets to skarpeste sange. I ”Stones” synger han om alle de løgne, der hober sig op som sten og grus i hans mund, så enhver udsigelse kvæles, og i ”Chasin’ Wild Horses” synger han om den illusoriske frihed og de ubændige kræfter, han har jaget. Sangen er et modbillede til Mick Jagger og Keith Richards mytologiske mesterværk ”Wild Horses”, der besværgende beskriver, hvordan de vilde heste netop ikke kan drive elskeren væk fra den elskede. Springsteen, derimod, forsøger at løbe om kap med dyrene og det animalske. Men som han siger: Man kan en tid løbe væk fra det hele, men man kan ikke løbe ud af sig selv. Han skal lære at elske på den hårde måde.

Rent musikalsk fungerer både film og sange stort set upåklageligt i ”Western Stars”. Bruce Springsteens sange er enkle. Et A- og et B-stykke og måske et C-stykke. Teksterne ligeså. En enkelt metaforisk ledelinje gentages, indtil den sidder i sindet som en rytme og et memento – som linjen om stenene i munden eller om jagen efter vind. Karakteristisk fungerer de inderliggjorte og selvransagende sange bedst, fordi de ligger til alderens sandslebne vokal. Mens de sange, hvor han besynger livsglæden og søger noter højt i registeret sine steder, er lige ved at kamme over.

Produktionen er, både hvad angår lyd og billede, mættet og umådelig professionel, næsten så perfekt, at det fjerner karakteren af en livekoncert. Men overbevisende er det. Sentimentalt, stedvis banalt, men også fremført med en strenghed i Springsteens ansigt og væsen, der ikke længere tillader svingeærinder.

Som coda og 14. og sidste sang i ”Western Stars” synger Bruce Springsteen den amerikanske klassiker ”Rhinestone Cowboy” og skriver sig hermed ind i den mere populære del af den amerikanske singer-songwriter-tradition med navne som Glen Campbell, Harry Nilsson, Jimmy Webb og Neil Diamond. Det klæder ham. Han er notorisk ikke Leonard Cohen, Johnny Cash eller Bob Dylan. Bruce Springsteen er midtersporet i amerikansk populærmusik, og han fylder det helt og fuldt ud med en ligefrem blotlæggelse i denne fokuserede dokumentar.

Han er notorisk ikke Leonard Cohen, Johnny Cash eller Bob Dylan. Bruce Springsteen er midtersporet i amerikansk populærmusik, og han fylder det helt og fuldt ud med en ligefrem blotlæggelse i denne fokuserede dokumentar

Henrik Wivel