Den amerikanske forfatter Paul Auster er, lidt ligesom Woody Allen, mere berømt i Europa end i hjemlandet. Det er derfor passende, at den første store seriøse interviewbog med forfatteren fra Brooklyn er skrevet af en europæer, nemlig danske Inge Birgitte Siegumfeldt fra Københavns Universitet.
Hun har i en årrække beskæftiget sig indgående med forfatterskabet, der nåede størst udbredelse med New York-trilogien fra 1987. De tre korte romaner udkom samtidig med, at poststrukturalistisk litteraturteori brød igennem i Frankrig, og der er foretaget utallige analyser af Austers romaner som illustration af ”det arbitrære forhold mellem tegn og betydning”, som man blandt andre åndfuldheder sagde til hinanden dengang i 1980’erne. Selv har Auster aldrig været interesseret i postmodernistisk teori, bedyrer han i ”… en verden i ord”, som Siegumfeldts bog hedder, og oplyser, at hustruen og forfatterkollegaen Siri Hustvedt ved meget mere om videnskabsteori, end han gør.
Faktisk er den ene grund til, at han har indvilliget i at lave den nye bog, at han vil komme den myte til livs, at det er ham, ”den kloge mand”, der har introduceret hende, ”den dumme kvinde”, til Lacan, Freud og psykoanalysen. Det er helt forkert. Den anden grund er, at han gennem årene er blevet mere og mere oprørt over, at læsere tror, at hans erindringsbøger er fiktion. Slet ikke, fortæller han veloplagt, de handler såmænd om ham selv og er ikke udtænkt som hverken avanceret autofiktion eller belæste kommentarer til romanerne.
Tro mod denne oplysning har Siegumfeldt, der er yderst velbevandret i hele værket, inddelt i bogen i to store portioner: selvbiografiske værker og romaner. En for en gennemgår hun med Auster som ærlig interviewpartner hver bog i forfatterskabet. Hun er klart nok den indforståede og sympatiserende interviewer, der høfligt ler, når mesteren siger noget moderat sjovt, men hun holder også Auster fast, når han undertiden viger uden om et klart svar.
Har man nu, som undertegnede, altid sat en lidt overset roman som ”I det sidstes land” (på dansk i 1990) højt i forfatterskabet, er det skønt at læse, at hovedpersonen Anna Blume er ”den person i mine romaner, jeg holder mest af. Det er derfor, hun bliver ved med at komme tilbage.” Og har man set med skepsis på den store optagethed af sprog i Austers romaner og tænkt: Jamen, kan man ikke bare nyde plottet? er det interessant, at Auster siger: Mit ideal er ”at skrive en bog, der er så transparent, at læseren ville glemme, at mediet er sprog og tage fortællingen ind som ren oplevelse.”
Sådan vil Auster-aficionados finde forskellige tegn på bekræftelse af egne oberservationer, og det er bogens store fortjeneste, at den kommer så godt rundt i hele værket, at alle Auster-læsere kan være med. Men Auster-læser skal man så nok også være.
Er man helt ny i forfatterskabet, skal man vente med ”… en verden i ord”, og forventer man en journalistisk fremstilling, bliver man skuffet.
Godt nok er Siegumfeldt en vidende interviewer, men det er ikke interview som i en søndagsavis, man skal forvente, men en mere bastant spørgsmål/svar-facon på relativt højt begrebsligt niveau.
Men hvor er det bekræftende, at der stadig udkommer bøger som denne på kommercielle forlag, der måske henvender sig til en snæver skare, men som er gedigen og værk-fokuseret kulturlitteratur om et vigtigt amerikansk forfatterskab. Bogen hører helt naturligt hjemme på reolen ved siden af ”Moon Palace”, ”Leviathan” og andre gode Auster-titler og inspirerer den interesserede læser til selv at indstille ørerne til tilfældets musik.