Mikkel: Sommetider møder jeg mennesker, der lidt nedladende siger, at det da må være dejligt at tro, som om man så er fri for problemer. Men livet bliver ikke bare sådan nemmere, hvis man tror på Gud, skulle jeg hilse og sige. Det skønne og smukke ved troen er, at den kan give os en fred i, at vi ikke er alene, men troen er ikke en krykke, som nogle tror. Troen er også en daglig udfordring, når man tror på én, der blandt andet siger, at man skal elske sine fjender. Det ville da være meget nemmere, hvis Jesus havde sagt: ”Du skal ikke finde dig i noget.” Men Jesus satte mildt sagt standarden højt. Det kan ingen af os leve op til, så jeg må gang på gang sige som Paulus, at det gode, jeg gerne vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg alt for ofte. For at være kristen indebærer også at komme til kort i forhold til Gud, men det handler så også om gang på gang at blive omfavnet af Guds nåde – så det er da dejligt, at der er en, der har sagt, at han vil kendes ved mig, selvom jeg ikke lever et perfekt liv.
Bodil: Jeg tror også, man skal erkende, at man er synder, før man kan tro.
Mikkel: Tænker du det?
Bodil: Ja, jeg tror, at vi skal mærke synden eller ondskaben i os selv, før vi kan nå derhen, hvor tilgivelsen er, eller hvor nåden findes. Det giver jo ikke mening at ønske sig en chance til, hvis man føler, at man er perfekt. Og når man mærker utilstrækkeligheden, tror jeg, at en længsel efter fylde vil vækkes.
Mikkel: Hvis man spørger, hvordan troen begynder, så er det jo meget forskelligt. Nogle vokser op med den. Andre kommer sent til den i deres liv. Det ved jeg ikke, om du gjorde? Det gjorde jeg. Eller i al fald forholdsvist sent, for jeg var 16-17 år, så jeg er bestemt ikke vokset op i troen.
Bodil: Det er jeg på den måde, at min mormor var bondekone og organist i en kirke. Så når jeg var på ferie hos hende, sad jeg bag på hendes cykel, og så cyklede vi op til Stenderup Kirke, hvor hun spillede om søndagen og til begravelser, og et enkelt bryllup blev det også til – og så var der også altid ham, som trak i klokken. Sønnichsen, en tynd mand, som virkelig kunne hive.
Mikkel: Og som hoppede med op?
Bodil: Og ned igen. Som en sprællemand. Jeg fulgtes med min mormor og sad oppe ved orglet på gulvet og kiggede på hendes fødder, de tynde, stærke ben, som trampede i pedalerne. Ud over at spille i kirken havde hun også læsekreds og sangaftener. Men på bænkene i kirken sad folk, som kom, for det havde man altid gjort. Man kom, fordi det havde mor og far gjort, og her var de ”bløven konfirmeret og givt og begrawen”. (...) Min far elskede at gå i kirke, min mor havde ikke det behov. Man behøvede ikke at komme i kirken, syntes hun. Man kunne høre andagten derhjemme, og så kunne man nå at strikke en sok imens. Så fik hun noget fra hånden. Men jeg gik med min far. Og jeg holder stadig af at komme i kirken, det ordnede, lille rum med få ritualer, iscenesat, som en gudstjeneste er, og altid går man hjemad med ordet i sin magt eller med en salmelinje på tungen, som renser sindet og baner vej for nye dage, klarere i tanken – og forundret, særligt over Jesu ord og gerninger.
Bodil: Som barn havde jeg en hule under trappen, og der havde jeg et billede af Jesus hængende. Jeg syntes virkelig, at han var helt utrolig, som når man som barn bliver optaget af noget, og man ønskede, man kunne have været der. Da jeg blev ældre, syntes jeg, at han var revolutionær, at han på eksemplarisk vis gjorde op med alt det materialistiske. At han sagde ting som: ”Lad den af jer, som ikke har syndet, kaste den første sten …” At vi skal vende blikket indad og se på os selv. Og det har vi jo stadig brug for at høre.
Fortællingerne fik jeg fortalt i skolen. Jeg havde min far til religion, og det værste for min far var, at jeg græd sådan over de historier. Både dem fra Det Gamle Testamente om Samson, hvordan styrken sidder i hans hår, og hans elskede Dalila får lokket hemmeligheden ud af ham, så de kan klippe det af ham; hvordan kærlighed gør blind. Jeg græd over den gamle Abraham, som skal ofre sin søn Isak på Morijas bjerg, og videre ind i Det Nye Testamente over påskefortællingen. Jeg blev berørt, når jeg hørte lignelsen om den fortabte søn eller andre små historier, der bliver så store for børn og sandelig også for voksne. Historien om den fortabte søn vækker mig hver gang, jeg hører den, minder mig om at blive fundet.
Den fortabte søn vender hjem, og der er ingen ende på faderens glæde, han tager sig ikke af sønnens syndsbekendelse eller hans anger; der er ingen grænser for faderens tilgivelse, han kommer sønnen i møde, omfavner ham, giver ham en ring på fingeren, rent tøj på kroppen og slagter fedekalven for ham, så man kan fejre, at han er blevet ”levende” igen. For faderen er så lykkelig for, at sønnen er vendt hjem, og den glæde jager alle de skygger, sønnen måtte bære med sig, bort, han var fortabt, men er blevet fundet. Storebroderen, der har gået derhjemme og passet gården, bliver imidlertid jaloux og føler sig trådt på og nedgjort. Han synes ikke, at lillebroderen fortjener en fest. På den måde er den ældste søn lige så fortabt, fordi han tror, at han skal gøre sig fortjent til faderens kærlighed, men allerede har den. Det er jo et tema, som går helt tilbage til Kain og Abel i Bibelen, som også viser, hvor små vi mennesker er. Men jeg synes, at lignelsen om den fortabte søn er så smukt et billede på Guds kærlighed og på Guds tilgivelse – og på vores smålighed, når vi ikke kan unde andre en ny mulighed. Men den guddommelige favn er så stor, og man tænker, det er alt sammen godt, og en dag skal jeg lægge mig ind i alt det. For mig er der ikke nogen tvivl, når en historie om en far og to sønner kan ende sådan der. Den fortælling er så menneskelig. Man forstår den ene søn. Man forstår den anden søn, og man forstår faderen.
Mikkel: Lignelsen vil jo sige, at Gud tager imod med sin barmhjertighed. Det er den, vi får vores styrke fra, det er der, vi har vores rod, det er der, vi har vores livsgrundlag.
Det med kirke og kristendom har ikke altid været levende for mig. Jeg er vokset op i en familie, hvor vi konsekvent smed kirkebladet ud, når det kom ind ad brevsprækken. Det så uendelig kedeligt ud, så det indbød heller ikke til at blive læst. Det religiøse spillede nok en vis rolle i mit barndomshjem, men ikke kristendom og da slet ikke kirken. Men senere begyndte min mor at gå i kirke, i Helligåndskirken inde på Strøget, hvor der var en præst, der hed Gurli Vibe Jensen. Gurli var en af de få præster, der kunne få folk til at gå i kirke i stort tal i en tid, hvor danskere ellers ikke var til at banke i kirke. Jeg begyndte også at komme derinde. Jeg var barn af min tid og vidste absolut intet om kristendommen.
Men jeg tog fat på at læse Det Nye Testamente, hvis indhold jeg stort set ikke kendte i forvejen. Noget af tiden var for mig en rystende oplevelse, fordi Bibelen ikke altid er lige nem. For eksempel det med synden. Hvad betyder det? Det tog mange år for mig at bokse med det. Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med det udtryk.
Bodil: Sådan havde min far det også. Han var på en måde en vildtvoksende troende. Kernen i hans tro var kristendommen, men han havde det svært med det der med synden. Det med, at det udspringer af ens eget liv, kan være svært at have med at gøre. I skabelsesberetningen er det slangen, der frister Adam og Eva. Og min far fortalte mig, at han ofte drømte om slanger, da han var barn, og det havde han rigtig svært ved at forstå. Måske havde det også noget med seksualitet at gøre.
Mikkel: Det kunne det meget vel have. Slangen symboliserede måske også det onde for ham på en måde?
Bodil: Det kan også være. At erkende, at vi er syndere, er at erkende, at vi er mennesker, og indimellem er vi styret af alt muligt, som bor i os. Men jeg tror aldrig, at det er for sent for et menneske. Det er aldrig for sent at erkende og få de øjne, der kan se (...).