Indtil for nylig var det bønder der i deres ansigts sved sikrede et økonomisk grundlag også for købstædernes liv. Det var bønder der gjorde det muligt at forsørge en embedsstand, at opretholde hær og flåde, at uddanne præster og læger, og det var bønder der skabte det overskud der skulle til for at også en national litteratur kunne blive til. Så meget desto mindre imponeret må man undre sig over at denne litteratur så sjældent har forsøgt sig med at fremstille bønder som noget der kunne minde om mennesker.
Et er at borgerskabet, bureaukratiet, militæret og den lærde republik altid har tilladt sig at foragte bønderne eller i heldigste fald måske blot fundet dem komiske; det er også begribeligt at den arbejderklasse der delvist kom til at afløse bondestanden som samfundsbærende, men som i første omgang bare blev revet væk fra markernes lys og luft og anbragt i skumle fabrikker og baggårdslejligheder, at den kunne føle trang til at kaste et mildere skær over livet på stenbroen ved at sværte den tabte fortid i det landlige. Derimod er det jo litteraturens vidtåbne mulighed og løbende forpligtelse at bekrige og at latterliggøre sociale fordomme, at udstille provinsielt hovmod og privilegeret bornerthed, at gøre op med dumheden og med selvforherligende eller blot selvbeskyttende reduktioner af noget menneske i verden, om det så kan rubriceres som ”sort”, ”transkønnet”, ”parkeringsvagt” eller altså ”bonde”. Gennem århundreder har vores danske litteratur end ikke kunnet se repræsentanter for sidstnævnte særdeles udbredte art i øjnene. Den har adspredt udpeget bonden som eksempel på almue og manglende dannelse, den har folkloristisk gjort brug af ham til borgerlige løjer og fædrelandsk pyntelighed, eller den har dæmoniseret og glorificeret ham i den ene eller den anden ideologiske hensigt.
Jakob Knudsen hævder sig som den første der både kunne og ville. Romanen ”Sind” udkom i 1903, og der var på den tid også hos andre forfattere gang i skildringen af bønder, men så alligevel ikke rigtig med henblik på at fremstille dem i menneskeskikkelse. De skulle oftest – sådan groft sagt – optræde som typer i specifikke funktioner, i en Johan Skjoldborgs romaner som heroiske husmænd, som enfoldige fortidslevn eller gavtyve eller kyniske tyendetyranner i en Jeppe Aakjærs, og som spøjse folkelivs- eller idealiserede urtyper hos en Johs. V. Jensen.
Jakob Knudsen havde ingen instrumentelle særinteresser. Han var fuldkommen fri for nostalgi, politik og sociale fremskridt ragede ham en høstblomst, og han følte ingen som helst trang til at kreere hverken pudseløjerlige eller nok så slidstærke figurer til det litterære nationalalbum. Han var blot brændende optaget af spørgsmålet om hvad et menneske er, og om hvordan et menneskeliv kan leves, og en hel del af de mennesker han i virkeligheden kendte mest til, beskæftigede sig tilfældigvis med landbrug. Men de kunne også være præster og læger og lærere, og det gjorde i det væsentlige – studiet af psykologisk kompleksitet – ingen forskel.
I de romaner hvor åndens arbejdere kom til at fylde mere end håndens, bredte snakken sig dog, undertiden umådeligt, i form af meningsudvekslinger og regulære debatter pro et contra dette og hint og til syvende og sidst ateisme og kristentro. Det kunne gøre de bøger særlig velegnede til undervisningsformål, lærere kunne med dem skematisere antagonistiske livsanskuelser, og ideindholdet og dets tendens var vel også det der gennem nogle år, op mod forfatterens død som 59-årig i 1917, etablerede ham som nobelpriskandidat.
Det satte til gengæld en stopper for hans renommé, da de kulturradikale 40-50 år senere havde overtaget al magt i Danmarks litterære rige. Jakob Knudsen var dem utålelig. Navnlig hans af en Gud Fader-kristendom prægede overbevisning om nødvendigheden af børns ubetingede lydighed over for deres Fædre, stred mod alt hvad de kunne tro på som godt og rigtigt. Det gør den nu også for mig, men deres væmmelse hindrede dem samtidig i enhver opmærksomhed på at denne lydighedsovertro hos ham selv var nært forbundet med tanken om den voksnes mulighed for frigørelse i en lige så ubetinget erotisk hengivelse.
Romanen ”Sind” står, alene af den grund at der her ikke filosoferes en tøddel – men også i kraft af sit kunstneriske niveau – for sig selv i forfatterskabet. Den er ren action, den er højspændt, rå og voldelig, og den har den vildeste kærlighedshistorie. Skulle en filmmager få lyst til at lave en western i et nordvestjysk landskab, ligger bogen bag den her klar.
Vi er i Han Herred, da hovedpersonen Anders Hjarmsted endnu er dreng og yngling, og han er i konflikt med sin far og, forekommer det ham efterhånden, også med Vor Fader i himlen. Ham her på jorden er dog allerede en hård negl. Han underkuer kone og børn, han ligger konstant i strid med naboer og øvrighed. Han anser alle mennesker for ’kjæltringer’ og viger ikke tilbage for at tage loven i egen hånd når myndighederne, atter en gang, har svigtet.
Anders er med en aften hvor hans far med en jernstang slår en mand, der har ladet sine heste græsse på hans marker, halvt i smadder. Men det er jo stadig hans far, og drengen må beundre den brutale handlekraft; den vækker alligevel også en snigende afsky i ham, en begyndende vrede. Han bliver mere og mere led ved at se sin mor og søster blive behandlet som slaver, og han fantaserer, idet han føler sig fortvivlet sikker på at Gud nu må være ude af verden, om at slå sin far ihjel. Hans eneste redning, lige foreløbig, er at komme væk. En smule at leve på får han så endda med i rygsækken inden afskeden. Faderens skånselsløse misantropi viser sig nu for det første i særlig grad at gælde hans egen person, og for det andet er det da heller ikke denne ringe skabning han så djævelsk slås for, men jo for at der endelig skal komme retfærdighed i verden.
Søndenfjords, i Himmerland er det vel, køber Anders Hjarmsted så, efter sin soldatertid og med flere penge fra sin far, en gård for med den for alvor at få taget hul på sit eget liv. Han vil først kunne føle det som sådant, før han vil lade faderen komme til sig, men den gamle er dog hele tiden med, i det indre, mærker Anders meget snart. Hadet til uretten mellem mennesker er – under hadet til faderen – groet dybt ind i ham. Og uretten er desværre mindst lige så udbredt her som den var i Han Herred, ja, den dyrkes formelig som livsstil på den store nabogård Staun, hvor der ellers bor folk som er anderledes muntre og lyse i sindet end nogen han før har mødt. Umiddelbart hersker der den dejligste stemning på Staun, alle er så afvæbnende frimodige og så hjerteligt elskværdige – og altså gennemfordærvede. De pløjer og sår som det passer dem på egnens gamle fællesjord, de lader deres kreaturer brede sig over alle græsningsarealer, og de gør det i en art troskyldig magtbrynde som de dog hele tiden søger, slet ikke moralsk, men juridisk dækning for, gennem stærke bånd til de relevante øvrighedspersoner. Dertil anvender de deres ædelmodige gæstfrihed og deres giftefærdige døtre, den første har de allerede fået afsat til en passende fornem ’kjæltring’, og den næste, Gjatrid, er på vej til den korrupte herredsfuldmægtig.
Kærligheden kan trods lægge sig imellem: Gjatrid forelsker sig i Anders, og hendes bror i hans søster da hun er kommet til som hans husholderske. Retfærdigheden kommer Anders derimod ingen vegne med. Der er ikke noget at stille op mod det netværk som ejerne på Staun har spundet omkring sig. Herredsfuldmægtigen strækker sig endog ud over sin umorals grænser i håbet om at Gjatrid til sidst vil blive tvunget til at tage ham. Anders raser og kæmper hinsides al fornuft. Han véd selv ikke rigtig hvorfor; han er ikke sådan en tænker, han kan bare ikke leve med at uretten skal sejre, det må så koste hvad det koste vil, også hans kæreste. Selv med den viden om ham går der ingen skår i hendes kærlighed, og han kan endelig beslutte sig til egenhændigt at øve retfærdighed. Og til at fri sin Gjatrid fra skurkens truende kløer.
Så snart beslutningen er truffet, falder der ro over Anders Hjarmsted. Han morer sig nu over faderens fortsatte fablen om retslige udveje. Han forbereder sig sindigt til han fornemmer i sig at dagen og timen er inde. En sen aften går han da op til herredsfuldmægtigen med en hammer i hånden. To gange hamrer han den i skallen på ham, og han henter sin kæreste, og han tvinger ved midnatstid præsten til at vie dem. De to løber derpå, under høj latter, jublende af glæde, ud over heden, fejrer deres bryllupsnat – og næste morgen er Anders tilbage med hammeren. For fuldmægtigen havde en hjælper, arrestforvalteren, som han ikke aftenen før fik det gjort af med. Det gør han så nu, på den første og den sidste dag i sit nye liv, så lykkelig og så blodigt knuser han hans hoved. Kort efter bliver han skudt ned.
Det er den jyske betydning af ”at have sind” der således har manifesteret sig: At være heftig, egenrådig og ikke til at spøge med. Jakob Knudsen blæste genialt på alle gængse degneforestillinger om danskeren som et udpræget tamdyr eller om en særlig snu sagtmodighed i det bondske gemyt. Den danske bonde Anders Hjarmsted, der flytter fra Han Herred til Himmerland, kunne lige så godt have været en kosakisk immigrant i Australien, han er simpelt hen et menneske der i krænket retsfølelse kræver rettens absolutte sejr. En idealist i selvsving, og sådan vil det altså gå én som ham i et råddent samfund der vel at mærke heller ikke råder over tilstrækkelig åndskraft til at lede hans idealitet på bedre veje. Romanens sognepræst er et gudsjammerligt skvat.
Hele splattertragedien er fuldt overbevisende udfoldet. Med en logisk konfliktopbygning, som anskueliggjort indsigt i sjælelige forløb, og med en tankemæssig og narrativ konsistens og dertil en sproglig-artistisk formåen over et stort register. Men hvad der, egentlig, løfter ”Sind” op blandt de store fortællinger i vores litteratur, er at den mere end nogen anden, jeg kender, gør dette ”sind” virkeligt i sproget, og så meget mere end sindet i nævnte jyske forstand, nemlig menneskesindet i hele dets halvbevidste, plasmaagtige almenhed. Den virkeliggør det ikke blot ved at vise det i voldsomt udbrud, men endnu stærkere – og allerede længe før det forfærdelige sker – ved igen og igen at søge en præcisering af forskelligartede sindstilstande i deres endnu svævende uafgjorthed.
Anders Hjarmsted slipper ellers ved mere end én lejlighed ind i nogle mentale rum, med en uendelig blå himmel over, hvor han måske ville have kunnet fæste bo, og hvorfra han ville have kunnet færdes blandt andre mennesker, så fri og værgeløs som dem. Men noget er jo knækket i ham engang, i den nådesløst gudfaderlige barndom. Det er derpå vokset så stift og knoklet sammen igen at han nu ikke kan tro om livet at det så generøst vil tilbyde ham noget godt. Men jo, en nat med sin elskede får han skænket og tager til sig – en flig, og for sent, af noget uendeligt skønnere end hvad han har kunnet sætte sin rasende vilje ind på at gennemtrumfe over for alt og alle.