Den forførende femme fatale har altid eksisteret i litteraturen. Fra de syngende sirener i Odysseen til Salome i Bibelen og folkevisernes lokkende elverpiger. Litteraturhistorien vrimler med medusaer, medeaer, amazoner, demimonder og mandeødelæggere.
Men i sidste halvdel af 1800-tallet sker der alligevel en eksplosion af uterlige kvindfolk i verdenslitteraturen. Seksualmoralen er til debat, individets ret til selvrealisering er en fremherskende tanke i tiden, nye kvindeidealer skyder frem, og med ”det moderne” indvarsles frigørelsen af drifter og perversioner: altsammen afspejlet i litteraturen med lige dele fascination og afsky.
Kvinden er ikke længere den livgivende, hjemlige favn. Hun er farlig, dødbringende, ja dæmonisk – og den faldne kvinde danner nærmest en selvstændig genre i tidens litteratur. Fra Frankrig har vi Dumas den yngres tragiske ”Kameliadamen” (1848), Flauberts forfjamskede lægefrue ”Madame Bovary” (1857) og Zolas sensuelle luksusluder ”Nana” (1880). I Rusland tager Tolstoj livtag med den udenomsægteskabelige kærlighedskatastrofe med storværket ”Anna Karenina” (1873-1877), og herhjemme følger J.P. Jacobsen trop med historien om den skandaliserede adelsfrue Marie Grubbe (1876), mens tyske Theodor Fontanes ”Effi Briest” nok er mere ukendt end sine franske og russiske sjælesøstre. Desværre.
Også ”Effi Briest” handler om ægteskabsbrud og dets fatale følger, om moralsk fortabelse i de gamle aristokratier. Formlen er i det store hele som for ”Anna Karenina” og ”Madame Bovary”. Det drejer sig om sammenstødet mellem en ung piges ønsker og drømme på den ene side og tidens restriktive sociale normer på den anden. Et sammenstød som må gå galt.
Effi er bare 17 år, da vi på romanens første sider møder hende gyngende i forældrenes frodige have. Det er sådan, stadig siddende i gyngen, at hun får besked om, at den mere end dobbelt så gamle baron Geert von Innstetten har anmodet om hendes hånd. Han er højtstående regeringsembedsmand, en ærgerrig og selvbevidst dydsdragon med vidtrækkende ambitioner om at stige til vejrs i det højadelige hierarki, og som tilmed står i direkte forbindelse til kansler Bismarck. Effi er en anderledes letsindig sjæl. Som enebarn i en af de velstående familier i en lille nordtysk by lever hun en beskyttet tilværelse, hvor de verdensfjerne drømme om ægteskab og fremtid får lov at spire.
I begyndelsen griber hun da også ægteskabet an, som var det endnu en af barndommens rollelege; Innstetten ligner næsten en eventyrprins, høj, flot og adelig, og Effi nærer ligeledes forfængelige ambitioner om at avancere på den sociale rangstige. Men alt for hurtigt bryder virkeligheden ind. Effi ender i et østpommersk provinshul, Kessin, hvor Innstetten en tid er udstationeret. En kedelig, puritansk og småborgerlig soveby, som er et destillat af Bismarcks Tyskland. Mens Innstetten er på talrige tjenesterejser, er Effi overladt til sig selv i det kolde, faldefærdige og vist nok spøgelseshjemsøgte hus blandt egnens kreds af indskrænkede, fattigfine adelsfolk. Selvfølgelig går det galt, da den charmerende kvindebedårer Major Crampas med det snoede overskæg dukker op.
Theodor Fontane var en mildest talt moden mand, da han som godt 75-årig i 1890’erne skrev sin tragedie over den unge Effi Briests liv, som skulle blive et hovedværk i den europæiske realisme. Man fornemmer da også forfatterens alvidende, let ironiske, overbærenhed i skildringen af sine personer.
Romanen er båret af en følsomhed over for de magtesløse mennesker, som helt er prisgivet deres skæbne i et stramt hierarkisk system. De ved endnu ikke, at deres historie er bestemt på forhånd. At de kun er marionetter i et allerede aftalt spil.
Det underliggende theatrum mundi-tema folder sig for alvor ud, da ægteparret i et forsøg på at fordrive Effis kroniske kedsomhed tager til storbyen København, hvor folk, som det ironisk hedder, ser mere germanske ud end selv i Tyskland. Her optages Effi især af Pantomimeteatret i Tivoli med dets harlekin-farce af løgn og forvikling.
For også Effis eget liv og ægteskab er jo bygget på løgne og forstillelse. Men det er først seks år efter ægteskabsbruddet med major Crampas, da synden kommer for offentlighedens nådesløse lys, at den får konsekvenser. En aften finder Innstetten ved et tilfælde majoren og hustruens kærlighedsbreve i Effis aflåste syskrin, og katastrofen ruller. Den faldne Effi sendes på porten, ikke bare af ægtemanden, men af sin egen familie og hele det bedre borgerskab. Forældremyndigheden over datteren Annie tilfalder faderen, hun gøres arveløs og er ikke længere velkommen i det barndomshjem, hun aldrig er stoppet med at længes efter.
Særligt interessant er det, hvordan Effi affinder sig med sin skæbne som udstødt. Med bøjet hoved tager hun sin straf, som det velafrettede produkt af tidens sæder og skikke, hun er. For Fontanes heltinde er ikke nogen demimonde, ingen zolask Nana, ikke en gang en skruppelløs Emma. Effi forbliver et barn, som kvinde bliver hun aldrig myndig. Og sådan er hun på sin vis uskyldig, når hun følger sine luner og lyster, sin barnlige natur. Hun angrer da heller ikke, angrer ikke utroskaben i al fald, kun de løgne, den førte med sig og især at de blev opdaget – og mod romanens slutning konstaterer hun, syg og afkræftet på sit dødsleje: ”Jeg væmmes ved mig selv, men endnu mere væmmes jeg ved jeres dyd.”
I Fontanes psykologiske dybdegravning lader han også til sidst Innstetten træde frem som menneske og ikke bare som talerør for den borgerlige orden. Også han er nemlig offer og instrument i samme orden, der skånselsløst kræver, at han ødelægger sit liv. Ja, han ønsker ligefrem, at han aldrig havde opdaget de breve eller i hvert fald, at han ikke havde fortalt nogen om dem, så han havde undgået at skulle splitte sin familie og gøre sig selv til banemand i en duel med Crampas til døden. Straffen står ikke mål med synden – og lige her, i ruinerne af Innstettens sønderskudte liv, står det klart, at den aristokratiske verdensordens principper dybest set er meningsløse, antikverede. Som livslektie opsummerer han ”…sikkert stod det ham nu klart, at det ikke er stort bevendt med tingenes ydre glans, og at det, man kalder ’lykken’, hvis det i det hele taget eksisterer, er noget helt andet end denne glimmer”.
I dag vil man nok i høj grad læse Fontanes værk som en kritik af forne tiders rigide normer og individundertrykkende, for ikke at sige kvindeundertrykkende, ”strukturer”, som det hedder på nudansk. En sådan læsning er da heller ikke helt forfejlet, omend en kende fattig. Man kan godt gøre en fjerdebølgefeminist af Effi, hvis man vil. Man kan hævde, at hun var forud for sin tid, som en kvinde, der gav sig drifterne i vold og nægtede at visne derhjemme, ventende på sin mand, og man kan drage dygtige paralleller til den kvindekamp for fri seksualitet og uhæmmet hedonisme, som pågår i dag, og som føres an af numserystende feminister og senest af rapperen Tessa i DR 2’s ”Deadline”. Men det er ikke den hele fortælling. For Theodor Fontane advarer os også. Friheden kommer med en pris. Når Effi således synker hen i resigneret stoicisme i romanens afsluttende kapitler, er det i en tragisk erkendelse af, at det ikke kan være anderledes. Trods al fascination af sansernes æstetik lades ikke tvivl om romanens syn på syndens belastning af moralen.
Historien om Effi er ikke bare forherligelsen af den hensynsløse hedonisme og selvrealisering for enhver pris – der er ikke meget tessas’k ”you go girl”-feminist over Fontane, ligesom det på den anden side heller ikke er et forsvar for menneskefjendske konventioner og forlorne dyder. Nej, det er et rigt og gyldigt portræt af mennesket, som det var og er. Normerne har ændret sig, men menneskesjælene finder sig til stadighed udspændt mellem lyst og pligt, dyder og drifter. Sådan kan alle vi stakkels fejlbarlige blive ved med at udvinde eksistentielle indsigter af værkerne om Anna, Emma og Effi.