Nogle bøger har mere grund til at rette ryggen end andre, fordi de titler, der stiver dem af, i sig selv udgør et lille poetisk underværk. Et eksempel fra øverste hylde er Marianne Larsens nye sprog-, sinds- og verdensudvidende samling af natur- og erindringsdigte. ”den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september”, lyder den vidunderlige titel, der med en sprogfølsom og underspillet fabuleren (det velplacerede ”tilfældigvis ikke”) åbner vores sanser for tilværelsens uforudsigelighed.
Med sine uprætentiøse og ligefremme, men ikke desto mindre overraskende poetisk-visionære operationer fjerner Marianne Larsen igen og igen vanens grå stær, så man efter endt læsning ser på verden og sig selv med lidt andre øjne.
Måske, hvem ved, med en salamanders, som i digtet ”Vidne”, der med et lille svirp med halen forskyder perspektivet og genfortryller verden. Naturen ser tilbage på os:
”En salamander glimter ud af øjnene/ ud af hud og øglefortid/ og et tyndt lag væde på rygkammen./ Glimter mig til sig fra et vandhuls bred.// Inden jeg med et svirp i græsset/ er ude af syne igen.”
Eller måske genfinder du i en frydefuld tidslomme i digtets (og dagenes) gentagelsesmaskine barnets troskyldigt indsigtsfulde blik:
”En dag mellem alle de andre dage der findes bag ved den og foran den,/ på hver side af den og rundt omkring den og over og under den/ og alle nætterne derimellem./ Sådan en dag en søndag om formiddagen sad jeg bag ved den største/ lænestol i stuen i fred og ro, mens de andre spiste rundstykker og drak/ mælk og kaffe en søndag mellem alle de andre søndage der findes/ bag ved den og foran den, på hver side af den og rundt omkring den/ og over og under den og alle sønnætterne derimellem./ Jeg sad og så på mine storetæer og tænkte på, hvor store de ville blive/ en dag mellem alle de andre dage der findes bag ved den og foran den,/ på hver side af den og rundt omkring den og over og under den/ og alle nætterne derimellem”.
Netop naturen og barndommen udgør i denne samling – som det ofte har været tilfældet hos Larsen, siden debuten i 1971 med ”Koncentrationer” (ja, det er et jubelår for digteren, der både kan fejre 70-årsfødselsdag og 50-årsforfatterskabsjubilæum) – et modsprog eller en modmagt til præstationssamfundets golde og blodfattige trædemølle. Lyder det bastant? Ikke hos denne digter, der med overbevisende lethed aktiverer sine ”legetøjs-bevidstheder om ingen verdens ting med buler i”, så hun kan fri os fra ”givtig adfærd”, for nu at låne et par gode formuleringer fra samlingens henholdsvis første og næstsidste tekst.
Herimellem underviser digteren os i ”tulipansk”, som det lyder med endnu en for Larsen typisk nyskabende, nå ja, sprogblomst i digtet ”Lad dog være med at magte” (en befaling man gerne følger!):
”Det bedste jeg kender til/ ved arbejdsomhed/ er og bliver tulipansk.// Driven by loose vibes/ and loose ends.”
Hun tager os med til ”Desorienteringsløb”, ”de tidsfri råderum”, ”træning i konkurrencepausering” og folkeskolens ”friskeste uforklarlighedstimer”, hvor man lærer, ”at nye anemoners stilke er og er og er/ langsommere end deres egen duft og vores puls./ Resten måtte vi selv om”.
Den eneste lektie, I, kære læsere, har for resten af året er at læse Marianne Larsens betagende, skønne og livskloge digte. Det er unyttig adfærd, der belønner sig.