Læs romaner og se film, hvis du vil forstå, hvad der foregår i USA lige nu

Fiktionen forudsagde både Donald Trump, stormløbet på Kongressen i onsdags og pandemien, der har lammet verden. Man bør derfor tage kunsten mere alvorligt, når den skildrer fremtidige klimakatastrofer

Fiktion med ekstreme scenarier har gang på gang været fremtidens forudsigelser. Intet forekommer at være for uvirkeligt til virkeligheden.
Fiktion med ekstreme scenarier har gang på gang været fremtidens forudsigelser. Intet forekommer at være for uvirkeligt til virkeligheden. . Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix.

For nogle dage siden blev Kongressen i Washington D.C. stormet. Mens udfaldet af præsidentvalget var ved at blive bekræftet ved en officiel ceremoni, lykkedes det tusinder af mennesker at trænge ind og afbryde den sidste del af en lang demokratisk proces.

I ”Tjenerindens fortælling”, Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985, finder der også et kup sted på Capitol Hill. Det var det første jeg tænkte, da billederne af den besatte bygning løb over skærmen. Og jeg var ikke den eneste. Forfatteren Kristina Stoltz skrev for eksempel på Facebook: ”Sådan begyndte ’The Handmaid’s Tale’ – med et kup! Folket brød ind på Capitol Hill.” Og sammenligningen var overalt på nettet i timerne efter stormløbet og kom fra alle steder på kloden.

Men hvor nyhedernes billeder af en rasende og raserende pøbel fortalte ét om et land i krise, fortalte de mange sammenligninger med Atwoods roman om, hvordan vi bruger fiktion i tider med uro, opbrud og krise.

Ja, man kan sige, at fiktionen, når virkeligheden skælver og ramler, bliver det filter, hvorigennem mange ser og forstår den.

Det har de seneste år i dén grad vist. Og opholder vi os lidt længere ved Donald Trump, der opildnede til angrebet på Capitol Hill, så er hans vej til præsidentembedet, og hans måde at bestride det på, blevet set og forstået gennem Philip Roths kontrafaktiske ”Plottet mod Amerika” fra 2004.

Romanen fortæller om, hvordan Charles Lindbergh – der blev kendt for at flyve solo over Atlanten – bliver præsident. Folk kender ham fra medierne, han latterliggøres af de intellektuelle, men vinder valget mod den anderledes konventionelle Roosevelt og fører en isolationistisk, nationalistisk og polariserende politik.

Før Trump virkede ”Plottet mod Amerika” langt ude. At en kendis skulle komme til magten og splitte landet og det internationale samfund. Men virkeligheden har på mange måder indhentet romanen. Det samme gælder mange andre værker, der præsenterer os for skræmmende scenarier og altså også dem, der beskæftiger sig med pandemier. Da coronavirussen lammede verden, blev klip fra Steven Soderberghs ”Contagion”, hvor en smitsom sygdom hærger og dræber, delt igen og igen, og blev en af de mest sete film – ni år efter premieren.

Et andet værk, der er blevet nævnt og citeret flittigt siden den første nedlukning af verden, er Albert Camus’ roman ”Pesten”, der før blev tolket som en metafor for den nazistiske besættelse, men nu, hvor vi selv er underlagt en livsfarlig smitte, bliver læst mere bogstaveligt. Og er igen blevet en bestseller, her 74 år efter udgivelsen.

Fiktion med ekstreme scenarier er almindeligvis lette at holde ud i strakt arm. I tider hvor indholdet virker fjernt. Men når kriserne rammer, bliver de en nøgle til at forstå verden. Og da fiktionen gerne sætter sagerne på spidsen, tjener de også som advarselslamper.

Men gid vi kunne lære at tage dem alvorligt i tide. Læse og se med en ny alvor, før katastroferne indfinder sig. Før stormløbet på Capitol Hill. Før covid-19. Eller før klimakatastrofen, der lurer, og som fiktionen allerede har fremskrevet. Tag bare Jeff VanderMeers roman ”Udslettelse”, hvor naturen vender sig mod mennesket. Eller Neil Blomkamps film ”Elysium”, hvor Jorden er så overbefolket og forurenet, at de rige er flyttet ud i rummet og har efterladt de fattige hernede. Det er langt ude. Lige indtil det ikke er det længere. Det er det, fiktionen fortæller os. Vi skal bare lære at tage den alvorligt. I tide.