Allerede før den amerikanske forfatter Kristen Roupenian, født 1981, var debuteret, var hun blevet ”talk of the town”. Efter at have fået noveller publiceret lidt her og der gennem flere år, var hun så heldig, at magasinet The New Yorker i december 2017 publicerede hendes novelle ”Kattemenneske”.
Det var jo stort i sig selv, men hvad den unge forfatterinde ikke havde forestillet sig var, at novellen, som handler om to menneskers akavede affære, faldt lige ind i MeToo-bølgen, og den deraf affødte interesse for at diskutere magtforhold i forhold til intime relationer, og lynhurtigt gik den viralt på de sociale medier. Alle læste og diskuterede og forholdt sig til forholdet mellem den 20-årige studerende Margot og den lidt ældre biografgænger, Robert. Skulle og kunne Margot have sagt fra, da hun temmelig sent undervejs opdagede, at hun fandt Robert frastødende, og hvad var Roberts ansvar i miseren egentlig? Forlagene så en guldfugl forude, og således kunne 37-årige Kristen Roupenian udgive sin første novellesamling, der på amerikansk har den lidt mere kontante titel, der også lægger op til samlingens tema omkring magtudøvelse og underkastelse: ”You know you want this”, med et forskud på 8,5 millioner kroner.
I sagens natur blev novellesamlingen solgt til andre lande, heriblandt Danmark. Det, der optager Roupenian, er magt mellem mennesker, og ofte viser hun, hvor tæt magt og seksualitet er knyttet sammen. Således åbner samlingen med ”Slemme dreng”, der har den egenskab, at den er fortalt af en ”vi-fortæller”, et uddifferentieret kærestepar, hvad der allerede giver den en distanceret tone. Det ret elskovssyge par har en ven i skilsmisse, han overnatter på deres sofa, og hurtigt går et hårdt accelererende seksuelt spil i gang fra parret mod gæsten. Jo mere magt de får, jo mere vil de have, og uden at sige for meget ender det ikke godt.
I titelnovellen er det mere speget, hvem der har magten, og her handler det i virkeligheden rigtig meget om de forestillinger, vi gør om hinanden, og som vi handler ud fra. I begyndelsen er Margot optaget af Robert, hun synes ligefrem, at han er lækker. De opbygger en fortrolighed over sms’en, men i nærkontakt er det sværere at aflæse hinanden. Da Robert ser ud til at trække sig, bliver Margot mere insisterende, men da de befinder sig i den intime situation, og han bøjer sig frem og afslører en tyk behåret mave, forsvinder lysten fra hendes side. Men det kan hun ikke sige:
”Ikke at hun var bange for, at han ville prøve at tvinge hende til at gøre noget mod sin vilje, det var mere det, at hvis hun insisterede på at stoppe nu, efter at have presset så meget på, ville hun bare virke forkølet og ubeslutsom, ligesom hvis hun havde bestilt noget på en restaurant og så ombestemte sig og sendte maden tilbage, når den kom ind.”
Det er Margots blik, der ser, og Roupenian er nådesløs i sin registrering af de små indre film, der sjovt nok altid stiller en selv i helterollen, som når Margot undervejs i den akavede akt laver en total selvantænding ved forestillingen om, hvor lykkelig Robert egentlig må være nu i dette øjeblik:
”Se den smukke pige, forestillede hun sig ham tænke. Hun er så perfekt, hendes krop er perfekt, alt ved hende er perfekt, hun er kun tyve år, hendes hud er lydefri, jeg begærer hende så brændende, jeg begærer hende mere, end jeg nogensinde har begæret nogen anden, jeg begærer hende så brændende, at jeg er ved at dø”.
”Kattemenneske” er interessant i den måde, den beskriver, hvor kompliceret menneskelig kommunikation er, ikke mindst når det erotiske er inde over, og naturligvis er den allerede solgt til et serieformat på streamingtjenesten HBO.
Som nævnt gik det virkelig hurtigt for Roupenian, og efter på den måde at være blevet blæst ind i en debut, er det naturligvis interessant om resultatet, novellesamlingen ”Kattemenneske”, så også er en vellykket bog. Det synes jeg desværre ikke, den er. Min oplevelse er, at det er en bog, der er blevet arbejdet hurtigt igennem.
Hver novelle har i sig anslaget til at blive en rigtig hård lille fortælling, men det havde krævet langt mere tekstarbejde.
Rent sprogligt er der ikke meget elegance over dem, og når de så heller ikke, med ganske få undtagelser, afvikles skarpt og præcist, men derimod præsenteres med alt for mange ”støttestativer”, så bliver det ikke tekster, man har lyst til at vende tilbage til. Et af Roupenians problemer ligger i hendes manglende engagement i personerne, som hun ikke formår at løfte ud over klichéens niveau, hvorved man som læser heller ikke virkelig føler noget for dem, selv når det går dem forfærdeligt galt. Man får oplevelsen af, at flere af teksterne er skrevet med tanken om, at de skal være grænseoverskridende og opsigtsvækkende, og allerede den fornemmelse er forstemmende.
Men læs titelnovellen, som jeg forestiller mig kommer til at optræde i mange antologier, og på den måde allerede har fået karakter af et tidsbillede.