Prøv avisen
Mit læseliv

Ramasjang-vært: At læse Dickens er som at komme hjem

Rosa Gjerluff Nyholm, kendt fra DR’s børnekanal Ramasjang, fik en datter i sommer og læser gerne, når datteren er lagt til at sove. Men det er ikke altid lige nemt. – Foto: Leif Tuxen

Rosa Gjerluff Nyholm, vært på DR Ramasjang, holder af tykke romaner fra 1800-tallet, men læsningen er udfordret af hendes otte måneder gamle datter

Jeg har en genreforelskelse i tykke 1800-talsromaner.

Min mand, Laust, der har læst dansk og er helt med på noderne med alle de nye, unge forfattere, mobber mig med det.

Men jeg kan faktisk ikke ret godt lide korte bøger.

At læse Charles Dickens er til gengæld som at komme hjem. Når jeg går i gang med en Dickens-roman, så ved jeg, at jeg kan indlade mig på et længere forhold med nogle mennesker, måske endda følge dem et helt liv og lære hele deres omgangskreds at kende. Det er ikke en beretning om en dag i et hus eller en mor på barsel, det er et kæmpeunivers, man træder ind i, og det kan jeg lide.

”Store forventninger” er det bedste, jeg har læst. ”David Copperfield” var også god. Det er virkelig morsomt, overraskende og levende, når Dickens skriver, blandt andet fordi han nogle gange selv dukker op i teksten som fortæller.

George Eliots ”Middlemarch” og Tolstojs ”Anna Karenina” har jeg også nydt.

Jeg kan blive ret sur, hvis jeg er gået i gang med en bog, som er dårligt skrevet, så føler man sig holdt for nar. Haruki Murakamis bøger gider jeg for eksempel ikke læse, det sprog er ikke mig, og jeg synes simpelthen ikke, det er fængende.

Jeg har det sådan, at man kan kende hinanden, når man har læst de samme bøger. Jeg har en god veninde, som læser meget, og vi ringer ofte sammen, når vi har læst en bog færdig. I en lang periode havde jeg ikke lyst til at læse de sidste kapitler i bøger. Jeg har nok generelt et problem med at lukke en bog, jeg mangler for eksempel stadig at få læst det sidste kapitel i ”Forbrydelse og straf”, virkelig dumt. Men jeg er blevet bedre med tiden, og det skyldes nok, at jeg har én, jeg kan tale om bøgerne med. Så lever figurerne videre der.

Jeg har været på barsel siden i sommer og læser gerne i sengen, når min datter er lagt til at sove i sin vogn. Men min læsning har været lidt udfordret, den er virkelig i skarp konkurrence med søvnen.

Heldigvis har jeg fundet nye måder at læse på. Min mor gav mig en bog om stoikerne, fordi hun mener, jeg bekymrer mig for meget. Bliver min mand nu kørt ned på vej hjem fra arbejde og den slags. Jeg tænkte: ”Jeg er på barsel, så det kommer ikke til at ske.” Men så lagde jeg den ud på toilettet, og nu er jeg faktisk kommet ret langt. Stoikerne forholder sig på en fed måde til de ting, man alligevel ikke kan ændre. Og fordi den ligger på toilettet, er min mand også begyndt at læse den, og lige inden vi falder i søvn, kan han finde på at sige: ”Hey, jeg læste faktisk noget ret godt i den der stoikerbog.” Så fik man også diskuteret litteratur den dag.