I Marguerite Duras’ lille poetik ”At skrive” forsøgte den franske forfatter at nærme sig en definition af det at skrive; af nødvendigheden, af ensomheden og ikke mindst af skriftens umedgørlighed. Den vil og skal ikke tvinges, den skal ikke diskuteres og ikke revideres, mente hun.
Selvom man kan have sine forbehold mod så stram en definition af den velfungerende tekst, så viste parolen sig at være behjælpelig under læsningen af den voldsomt førte resuméroman ”Ana elsker”. For her, hvor man allerede ved læsningen af bagsidetekstens psykoterapeutiske fortolkning af romanens hovedperson Ana, er nemlig ikke tale om en frit levende bog. Her er tale om en læsning, der allerede på forhånd synes at have bestemt sig for, hvor historien skal bevæge sig hen, og hvad læseren skal vide og lære at kende.
Vi springer ind i historien, da kommunikationskonsulenten Ana er på kursus og mere eller mindre jages af den pludseligt forelskede kursusdeltager Carl. Han har ventet på hende hele livet, bedyrer han, og mens læseren så småt kaster lidt op i munden, betages Ana alligevel af sin forfølger og stikker af med ham.
Herefter bevæger vi os til Anas barndom, hele hendes ungdomsliv – og i særdeleshed seksuallivets glæder – udpensles i detaljer, og en række forklarende ”så skete der det, så skete der det”-sætninger binder det hele sammen, så læseren for alvor forstår Carl og Anas historie.
For det er tilsyneladende ikke meget, som læseren selv kan gennemskue.
Vi skal tilsyneladende lære magtsproget at kende. Vi skal kunne gennemskue det bizarre forhold mellem den smukke Ana og den spirituelle og manipulerende Carl, inden virkeligheden for alvor går op for den smånarcissistiske og stærkt sanselige Ana.
Vi skal kende Anas barndomstraume og forstå, hvordan hun blev pålagt skyld og skam allerede fra barnsben af, og hvordan hun fik anerkendende kærlighed hos sine bedsteforældre.
Det bliver alt sammen meget kunstigt. Samtalerne bærer præg af, at forfatteren synes at vide, hvor vi skal hen, og derfor er replikkerne sorteret på en måde, så vi kommer derhen. Og handlingen kan skride videre på planlagte manér.
Her taler Carl og Ana under et af deres første møder eksempelvis sammen om Carls lillesøsters død:
”De sad tavse et øjeblik, før Ana spurgte, hvad det havde gjort ved hans forældre, og Carl gav sig til at fortælle en lang historie om en opvækst af en helt anderledes karakter end hendes egen. En sygelig, dominerende mor og en noget ældre, rar, men svag far, som brugte sit liv på at prøve at gøre sin kone tilpas. Det lykkedes ikke. ’Hun slog ham ihjel,’ sagde Carl. ’Med sin utilfredshed og glædesløshed.’ ’Er det længe siden?’ ’Sidste år. Han fik et hjerteanfald. Så var han væk.’ ’Åhr.’ Ana lagde hånden på Carls lår. ’Det var slemt for dig, var det ikke?’”
”Ana elsker” fungerer dog glimtvist. Eksempelvis skyder et tiltrængt afsnit med jegfortæller, hvor læseren kommer ind i Carls forstyrrede hoved, tiltrængt energi ind i den ellers noget springende alvidende fortælleform, og visse steder er især forholdet til Ana og Carls børn fint beskrevet.
Da jeg selv hverken beskæftiger mig med girafsprog eller psykoterapi, kan jeg ikke vurdere, om Janne Hejgaard kommer i mål med ”Ana elsker”. Det må være op til den modige læser at vurdere.