Titlen på Marianne Hesselholts roman ”Dronning Elisabeth af Kandestederne” er et citat af skuespilleren Poul Reumert, en af de mange celebre, der hørte til blandt fortidens feriegæster på Kokholms Hotel i Kandestederne. Medlemmer af kongehuset kom der også.
Mange har tidligere skrevet om hotellet. Og Hesselholt har derfor valgt at berette om Kandestederne, før stedet blev mondænt. Hovedpersonerne er ægteparret Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, der i 1907 grundlagde Kokholms Hotel. En afgørende kilde for forfatteren har været et righoldigt kildemateriale stillet til rådighed af et oldebarn til ægteparret, Lise Troldborg.
Romanen er skrevet med både indsigt og indlevelse. Men replikkerne mangler ofte en tydeligere tone af det vestjyske. Rammen om handlingen er, at ”dronningen af Kandestederne” ligger på sit dødsleje. Med dette som udgangspunkt – året er 1958 – vender det svundne for en stund tilbage.
I forlagets pressemeddelelse hedder det træffende, at historien, der fortælles, er ”fuldstændig usandsynlig”. Og dog – som tilføjelsen lyder – ”er den i alle enkeltheder sand”.
Begge hovedpersoner er så langt fra det mondæne, som tænkes kan. Elisabeths far var hedebonde i Kandestederne, mens Christens var daglejer i Harboøre. Mændenes mørke sind lå tungt over hverdagene.
Elisabeth har en længsel efter noget, som hun ikke ved, hvad er. Og hun ville heller ikke vide af det, ”for det var dog så barnligt”. Hun går til konfirmationsforberedelse, men hvorfor skal hun lære Vorherres bud og regler, når han tilsyneladende har glemt alt om hende og hendes familie i deres ørken af et liv?
Med Christen er vi på havet den katastrofenat mellem 20. og 21. november 1893, da 26 fiskere druknede ved Harboøre. Efter en usædvanlig stilhed brød stormen løs uden varsel. En tordnende stemme i ragnarokket opfordrede til omvendelse. Christen tøver, men så skriger han gennem brændingens brus:
”Frels os fra den her forbandede storm, Gud, så lover jeg dig og hele verden og især mig selv, at jeg ikke vil tøve et øjeblik, men skynde mig til Kandestederne og fri til Lise.”
Måske er hans bøn forklaringen på den udholdenhed, han trods megen modstand involverer sig med for at få hende, der bliver kvinden i hans liv. Parret står sammen om drømmen om at gøre Kandestederne til et nyt Skagen – et forehavende, som kræver styrke, stædighed og afsavn.
Man kunne have ønsket flere konkrete detaljer i skildringen af, hvordan deres livsværk opfyldes. Men Marianne Hesselholt har åbenbart ment, at den side af sagen ligger uden for romanens ramme.
Læseværdig og engagerende er den under alle omstændigheder.