Jeg var ikke mere end 11-12 år, før jeg erfarede, at læsning udvider verden og fodrer fantasien. Dengang læste jeg forfattere som Jack London og Aksel Sandemose, og Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier” var også en af mine tidlige store læseoplevelser, inden jeg som teenager begyndte at læse Camus og Nietzsche. Og det kan undre mig meget, at mange børn og unge mennesker slet ikke læser på samme måde i dag. Jeg er meget kritisk over for filmens negative virkning på unge i dag, hvor Netflix og Youtube har taget bogens plads, og det kan de slet ikke. For når man ser film og serier, går man jo først og fremmest glip af sin egen billeddannelse i kraft af alle de billeder, man skaber i sit indre, når man læser.
Jeg tror, at læsning udfordrer og udvider fantasien på en helt anden måde, ligesom læsning også er et godt erkendelsesværktøj. Jeg har selv haft den store lykke at få lov at blive teolog, og teologien refererer i sagens natur helt tilbage til antikken. Og det har givet mig en lyst til at læse værker fra hele kulturhistorien, så jeg i virkeligheden læser alt fra Homer til den nutidige krimiforfatter Lars Kepler, som ægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril gemmer sig bag, ligesom jeg næsten altid er i gang med at læse en digtsamling og en moderne roman.
Lige for tiden læser jeg de islandske sagaer, og efter tilløb i mange år er jeg nu ved at læse ”Njals Saga”, der er en helt fantastisk samling af spændende fortællinger.
I mit eget tilfælde tror jeg også, at læsningen var med til at forme mig som forfatter. Jeg gik allerede i gang med at skrive digte som 12-årig, og jeg er aldrig stoppet med at læse og skrive digte og bøger. En af mine hovedinteresser som læser og digter er symbol- og ordbilleder. Og jeg har skrevet nu tre bøger om de store rockdigtere – U2, Bob Dylan og senest David Bowie. Det er spændende at læse David Bowies tekster, fordi det er tydeligt, at han selv var meget optaget af at læse bøger, og hans ordbilleder hviler meget ofte på en lang litterær tradition. Og til trods for at han også var optaget af for eksempel okkultisme, tænkte han egentlig i et klassisk vestligt religiøst skema med temaer som frelse og fortabelse, opstandelse og skabelse. Han havde hele tiden en frelseragtig skikkelse, der kom ind i verden. Den kristne kulturs grundfortælling lå konstant i hans motorrum, selvom han gik i mange retninger.