Lagerlöf viser nye sider af Jesu historie

Selma Lagerlöfs "Kristuslegender" er rørende og smukke, mener skuespiller Lotte Andersen, som nu også kan tilføje sanger til sit CV

Lotte Andersen er imponeret over den nedarvede grønlandske fortælletradition og den japanske forfatter Haruki Murakamis mystiske og underspillede skrivestil. --
Lotte Andersen er imponeret over den nedarvede grønlandske fortælletradition og den japanske forfatter Haruki Murakamis mystiske og underspillede skrivestil. --. Foto: Have Kommunikation.

Hvad er din største kultur- oplevelse?

– I april 2009 foretog jeg en rejse til Grønland. Her skulle jeg i en måned arbejde med at bygge en teaterforestilling op med 20 børn mellem 10 og 20 år fra bygden Ilulissat på baggrund af børnenes egne historier og drømme. At være vidne til de børns sprudlende fantasi og deres igennem tusinder af år nedarvede mundtlige fortælletradition undervejs i vores arbejde var en kulturoplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

– Dokumentarfilmen "Sange fra Ilulissat – teenagerdrømme i Grønland" blev til under mit ophold og kan ses på DR 2 til efteråret.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

– I forbindelse med at jeg har indlæst "Kristuslegender" af Selma Lagerlöf til lydbog, har jeg læst alle hendes fortællinger, legender og eventyr.

– De lægger på en særdeles veloplagt måde nye sider til historierne om Jesus, som vi kender dem. Legenderne forholder sig konstant til deres historiske udgangspunkt, men lader sig aldrig fastholde eller begrænse af dem. Det er simpelthen så smukt og rørende. Især den populære "Rødhalsen".

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

– Jeg kan ikke rubricere mine læseoplevelser i et pointsystem. Men én af de store læseåbenbaringer de seneste år har været Haruki Murakamis romaner. Hans mystiske og underspillede skrivestil lokker og provokerer, og du kæmper for at bringe orden og mening ind i de splintrede universer, du præsenteres for. Det er sublimt!

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

– Jeg udgiver min allerførste cd den 17. maj. Den hedder "Hjemmefra". Det er, når jeg nu selv skal sige det, virkelig dejlig, tilbagelænet musik, der både er rock-, ballade- og countryagtig sat til nogle intense tekster. Den må jeg hellere anbefale fra kulturudbuddet.

Hvad betyder kultur for dig?

– Det er svært at forklare. Jeg kan kun sige, at det er hele mit liv!

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

– Der er en virkelig stor, ulmende talentmasse i den danske undergrund inden for dokumentarfilm. De har brug for vinduer. Der mangler steder, de kan blive vist, som ikke er de hundedyre biografsæder.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

– Nej, det tror jeg faktisk ikke.