Land og rige rundt: Her er fem gode museumsoplevelser i efterårsferien

Kristeligt Dagblad guider til gode oplevelser i hele landet

Arbejdermuseets festsal.
Arbejdermuseets festsal. Foto: Arbejdermuseet.

1. Helsingør: Fællesskab og vildskab i polarhavet

På M/S Museet for Søfart i Helsingør kan man for øjeblikket opleve en usædvanlig historie om dansk søfart fortalt af de søfarende selv.

Udstillingen ”I love Nella Dan” handler om fællesskabet på et af de røde skibe i rederiet J. Lauritzens polarflåde. Hvad sker der med en flok mennesker, når de er sammen på meget få kvadratmeter meget længe, mens elementerne raser udenfor? Ja, så opstår fænomener som ”voldsludo”.

De små røde polarskibe sejlede forsyninger, post og mandskab til Østgrønland og polarforskernes stationer på Antarktis. ”Nella Dan” sejlede fra 1961-1987, og for besætningen blev det særlige fællesskab under pressede forhold, voldsomt vejr og isoleret fra omverden til en skelsættende oplevelse. Historien om det gode skib ”Nella Dan”, der endte med at gå på grund og blive sænket, er ifølge én af de medvirkende, dæksdrengen Rasmus Nygaard, ”en skøn cocktail af ’Rasmus Klump på eventyr i Pingonesien’, det gode humør i folkekomedien ’Martha’ fra 1967 og det ubrydelige kammeratskab i filmen ’Blinkende Lygter’”.

Udstillingen kan ses frem til april 2022.

Polarskibet Nella Dan fastfrosset i isen.
Polarskibet Nella Dan fastfrosset i isen. Foto: Kevin Mumbler, M/S Musset for Søfart

2. Faaborg: Ind i malernes maskinrum

Blyanttegninger og kulskitser betragtes ofte som stedbørn i forhold til oliemalerier og akvareller i en billedkunstners oeuvre, men en ny udstilling på Faaborg Museum tager ”originalerne” alvorligt.

I udstillingen ”Tæt på – værker på papir fra Faaborg Museums samling” kan man komme helt ind i maskinrummet hos billedkunstnere som Fritz Syberg, Anna Syberg og Johannes Larsen, hvis værk ”Flyvende gæs” ses på billedet her på siden. En kunstner som Anna Syberg (1870-1914) er kendt for sin særlige lag-på-lag-maleteknik, som hun udviklede i sin tid som porcelænsmaler. Men ser man hendes livsværk samlet, arbejdede hun næsten udelukkende på papir.

På samme måde består Faaborg Museums samling i dag af to tredjedele papirværker. Værkerne kan opdeles i to hovedgrupper – de indrammede og de uindrammede.

De indrammede værker er af kunstnerne selv blevet betragtet som kunstnerisk ligeværdige med malerierne, mens de uindrammede er skitser og forarbejder.

De mange små påskrifter vidner desuden om, at disse – ofte mere uformelle kunstudtryk – er blevet benyttet som gaver eller hilsner og afspejler herigennem også de tætte både kunstneriske og familiære forbindelser mellem kunstnerne. I udstillingen er der også værker af mindre kendte fynbomalere som Søren Lund, Peter Tom-Petersen og Poul S. Christiansen.

Udstillingen kan ses til den 9. januar 2022.

Fynbomaleren Johannes Larsens ”Flyvende gæs” fra 1920.
Fynbomaleren Johannes Larsens ”Flyvende gæs” fra 1920. Foto: Faaborg Museum

3. Gram: Fossiljagt med kendere

Gram Lergrav er en lidt overset attraktion i det sønderjyske. Det, der også er døbt ”lerhavet”, ligner da også et kæmpestort mudderhul udefra, men for kendere gemmer hullet både på geologisk viden og store skatte.

Her er der nemlig fundet fossile hvalknogler, hajtænder og meget andet godt fra havets bund. Bogstaveligt talt, for for 10 millioner år siden var Danmark dækket af hav, og det er lige præcis dén verden, man træder ind i, når man besøger lergraven. Man går på havbunden, men med tørre fødder, og lirker man i leret med en skruetrækker eller en ske, dukker små, fossile havdyr fra fortiden frem.

I efterårsferien arrangerer Museum Sønderjylland, som Gram Lergrav er en del af, nu fossiljagt med kendere. Hver dag i ugen vil der være ”fossil hunter guides” til stede i graven. De kan hjælpe med gode steder at grave og analyser af det fundne. Er man rigtig heldig, kan det være, at de ”konfiskerer” éns fund, for så har man nemlig fundet noget, som museet skal undersøge nærmere og eventuelt beholde til samlingen. Men ellers skulle der være rig mulighed for at få havfossiler af forskellig slags med sig hjem og frem for alt blive klogere.

”Fossil hunter guides” er til stede i Gram Lergrav fra den 16. til den 24. oktober klokken 11-16.

4. København: Arbejderfestsal i fineste stand

Når efterårsferien for mange går i gang i dag er der også Kulturnat i København. I den anledning – og i anledning af arbejderbevægelsens 150-års jubilæum – åbner Arbejdermuseets nyrenoverede festsal for publikum.

Huset i Rømersgade i København, hvor Arbejdermuseet holder til, er bygget i 1879, og festsalen har gennem årene fungeret som arbejderbevægelsens forsamlingssted i København. Hundredevis af faglige og politiske møder er blevet holdt hér. Men de mange års brug har tæret på lokalerne, og selvom salen blev restaureret i 1983, var der behov for at give salen en større og mere gennemgribende tur.

Restaureringen fører salen tilbage til dens udtryk anno 1913 og indebærer blandt andet konservering af maleriet på salens endevæg, rensning af trærelieffer, omfattende malerarbejde, restaurering af gulvarealer og sidelokaler med mere. Der er desuden tilføjet nye lydinstallationer, en ny lyssætning, der understreger salens helt særlige stemning og arkitektoniske detaljer, samt udstillinger, der formidler salens historie og atmosfære.

Arbejdermuseets festsal.
Arbejdermuseets festsal. Foto: Arbejdermuseet

Det er Augustinus Fonden, AKF-fonden og Slots- og Kulturstyrelsen, der har bidraget med midler til restaureringen.

Der er gratis adgang til Arbejdermuseet på Kulturnatten i dag, den 15. oktober, og resten af efterårsferien holder museet åbent mod entré.

5. Hvide Sande: Løs gåder om Besættelsen

Ringkøbing-Skjern Museum lancerer denne efterårsferie en helt ny ”gådejagt”. Her kan man som hold eller familie komme på en livagtig rejse tilbage til 1940’ernes danske krigsvirkelighed i en lille fiskerby og undervejs gætte gåder og knække koder. Allerede inden Anden Verdenskrig officielt kom til Danmark den 9. april 1940, havde krigen vist sig i Hvide Sande. Et engelsk bombefly kastede i marts 1940 en bombe ned over byen og ødelagde flere huse, og herefter ændredes dagligdagen i byen på Vestkysten.

For fiskerne i byen betød krigen, at man måtte finde nye steder at fiske, for byens borgere betød det bunkere – og modstand. Blandt andet begyndte man, gennem forskellige signaler og koder at sende hinanden hemmelige meddelelser, og det er dette element, museets gådejagt tager udgangspunkt i.

Udstyret med et kort fra 1940’erne og en avis med historiske fakta bliver man sendt rundt i Hvide Sande til steder, hvor krigens spor stadig kan ses i bybilledet. Gådejagten tager cirka halvanden time, så man skal afsætte god tid, men det er også tilladt at holde pauser undervejs.

Gådejagten ”Knæk krigens koder” er et samarbejde mellem Fiskeriets Hus og Ringkøbing-Skjern Museum. En gådejagt for to-seks personer koster 250 kroner og kan bestilles på krigenskoder.dk.