Landet, der er en idé

Bjørn Bredal har skrevet en glimrende bog om Frankrig efter attentatet på Charlie Hebdo-redaktionen

Billederne fra Place de la République og Place de la Nation i Paris er umulige at glemme: hundredtusindevis af franske mænd og kvinder gik i januar 2015 på gaden for i en sørgemarch at mindes de tegnere fra satiremagasinet Charlie Hebdo, der kort forinden var blevet dræbt af islamistiske terrorister.
Billederne fra Place de la République og Place de la Nation i Paris er umulige at glemme: hundredtusindevis af franske mænd og kvinder gik i januar 2015 på gaden for i en sørgemarch at mindes de tegnere fra satiremagasinet Charlie Hebdo, der kort forinden var blevet dræbt af islamistiske terrorister. . Foto: Ben Cawthra.

Billederne fra Place de la République og Place de la Nation i Paris er umulige at glemme: hundredtusindevis af franske mænd og kvinder gik i januar 2015 på gaden for i en sørgemarch at mindes de tegnere fra satiremagasinet Charlie Hebdo, der kort forinden var blevet dræbt af islamistiske terrorister.

Og for at markere deres støtte til de oplysningsidealer, som den franske republik er bygget op omkring. ”Je suis Charlie” lød dengang slagordet, som demonstranterne kaldte frem, og de sociale medier i store dele af verden fyldtes med i disse dage. Et stærkt udråb om solidaritet med en dybt kriseramt republik.

I sin bog ”Frankrig for alle” tager journalist og forstander for Borups Højskole Bjørn Bredal pulsen på Frankrig efter attentatet. I flere reportager og små iagttagelser stiller han især spørgsmålet om Frankrig og den franske identitet efter attentatet.

Hvad er Frankrig egentlig i dag? Hvem sætter dagsordenen i landet, intellektuelt set, og ikke mindst: Hvem er egentlig Charlie? Eller for at sige det på en anden måde: Hvem er ikke Charlie?

Bredals bog tager afsæt i den indlysende, men alligevel bemærkelsesværdige antagelse om, at Frankrig især er ”en idé”: idéen om et republikansk land med lighed, frihed og broderskab som de grundlæggende idealer, et land, der historisk set er bygget op omkring forestillingen om universelle menneskerettigheder - og som ikke mindst derfor gennem historien har været inspirationskilde for intellektuelle, politikere og almene borgere rundt omkring i verden. Idéen om Frankrig lyser ud over landets grænser.

Titlen ”Frankrig for alle” sigter derfor i to retninger: Den peger såvel på den indre frihed, hvor - ifølge idéen - alle mennesker uanset baggrund, afstamning eller religion har mulighed for at være en del af nationen, som på den internationale fascination, idéen altid har haft. Har Frankrig stadig et bud på noget, der rækker ud over Frankrig? er derfor også et af de centrale spørgsmål, Bredal rejser i sin bog.

Han illustrerer og forklarer, i en letlæselig og delvis anekdotisk stil, idéen med afsæt i historiske begivenheder og udviklinger, men bliver heldigvis ikke stående der. Han diskuterer snarere om - eller hvorvidt - de store idealer om et Frankrig for alle overhovedet er gældende. Var den ”republikanske vandring” i januar 2015 virkelig en markering af ”Frankrig for alle”?

Eller var det snarere et ”Frankrig for nogen”, der blev hyldet? Var det ikke især det ”hvide Frankrig”, der i årevis havde spyttet på religionerne - eller især: på én bestemt religion, nemlig islam - og som nu, efter attentatet, samledes for at markere deres magt? Er selve idéen om republikken samlende eller splittende? Benyttes henvisningen til republikanismen til at inkludere alle eller til, som især højrefløjen har en tendens til, at lægge distance til bestemte dele af befolkningen?

Bredals bog giver intet endegyldigt svar. Og man mærker også, at nogle af bogens kapitler er blevet skrevet før attentatet i januar 2015; især dem om Frankrigs litterære skikkelser passer kun delvist ind i de overordnende spørgsmål, bogen stiller.

Men det lykkes Bredal på fortræffeligste vis at tydeliggøre, hvor modsætningsfuld idéen om Frankrig altid har været, fra begyndelsen og til i dag. Og på denne måde rækker diskussionerne om den franske idé og dens indre selvmodsigelser også fortsat ud over landets grænser. I realiteten diskuterer vi alle sammen den franske republikanisme. En idé, som de færreste er enige om, hvordan skal tolkes. Ikke mindst i en tid hvor Tyskland måske har afløst Frankrig i at være ubetinget fortaler for en inkluderende republikanisme frem for en ekskluderende nationalisme.

Bredals bog ville have stået endnu stærkere, hvis dens forfatter i højere grad var trådt i karakterer og havde taget stilling i forhold til de interne konflikter, som han refererer. Og så savnes der et citat af sætningen, som for mig at se ramte ind til kernen af konflikten, dengang i januar. I stedet for at bekræfte, at vi alle var Charlie, sendte adskillige mennesker sms'er og opdateringer med henvisning til den muslimske politimand Ahmed Merabet, der blev dræbt i forsøget på at forsvare tegnerne fra Charlie Hebdo: ”Jeg er ikke Charlie, jeg er Ahmed, den dræbte politimand. Charlie hånede min tro og min kultur, og jeg døde mens jeg forsvarede hans ret til at gøre det.” Meget mere klart kan det vist ikke siges.

kultur@k.dk