Landet, som ikke er

Det er nødvendigt at drømme, men det er også farligt. Utopierne er livsfarlige fatamorganaer, men også korrektiver til en selvtilfreds, vestlig verdensorden

Martin Luther King (billedet) havde en drøm. Det havde Eik Skaløe og Michael Strunge også - lige indtil drømmene bristede.
Martin Luther King (billedet) havde en drøm. Det havde Eik Skaløe og Michael Strunge også - lige indtil drømmene bristede. Foto: Donald M. Schwarz.

”I have a dream”, sagde Martin Luther King. Han drømte om frihed for de sorte, om lighed for loven og om et broderskab på tværs af racer. Den slags er det farligt at drømme om. Martin Luther King døde af det.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Jens Christian Grøndahls essay ”Hjemme i Europa”. Heri skriver han om utopier. Det er et ord, som ikke har haft nogen god klang i de seneste årtier. Grøndahl skriver: ”Efter Stalin og De Røde Khmerer har utopien fået et dårligt ry, men kan man leve uden?”.

Det er klart, at de store utopier har været yderst farlige og stadigvæk er det. Islamisk Stats vision om et globalt kalifat og indførelsen af den strengeste islamiske lov viser med al ønskelig tydelighed, hvordan vejen til utopia går gennem død og ødelæggelse. Men det er også klart, at IS' radikale vision kan have en vældig fascinationskraft for især unge mennesker, der ikke kan holde ud at se verden forandre sig i snegletempo.

IS tilbyder en drøm og handling nu og her. Hvad tilbyder de vestlige samfund - bortset fra arbejdsløshed til millioner af unge sydeuropæere? En drøm om en kommende forbrugsfest, hvis vi allerede nu begynder at forbruge noget mere, så vi kan få hjulene til at køre endnu hurtigere.

Vi kender godt de økologiske konsekvenser af sådan en opførsel, men gør ikke noget fundamentalt ved det, selvom alle advarselslamper blinker, og de er ved at blive kvalt i skorstensrøg i Kina. Det er ikke så underligt, at yngre digtere udtrykker en desperat bekymring for fremtiden, som for eksempel Theis Ørntoft gør det i den apokalyptiske ”Digte 2014”.

Forestillingen om, at det kunne være anderledes, og at vi næppe lever i den bedste af alle verdener, er blevet borte, mens vi har passet vores have. Men hvor blev den af?

Drømmen brast igen og igen. Eik Skaløe fandt ud af, at vejen til drømmenes Nepal ikke var lavet af rågummisåler. Michael Strunge ville som en anden Ikaros højere og højere - og faldt. Men drømme kunne de da. Skaløe i ”Itsi-Bitsi” og Strunge i ”Drømmens faner”, hvor han fabler om ”det bløde liv”. For få år siden sang Natasja, at hun ville have Danmark tilbage ligesom i de gode gamle dage. Det var godt nok en utopi bagud, men det er ofte i fortiden, vi finder stof til vores forestillinger om fremtiden. Det ligger dybt i os som drømmen om det tabte paradis, vi engang skal få adgang til igen.

Drømmene går og kommer. Drømmene bliver til mareridt og utopierne til helvede på jord. Men uden drømmene om en anden orden går vi også i stå i selvtilfredshed eller resignation. Uden en utopisk forestilling kan vi bare læne os fatalistisk tilbage og lade stå til og håbe på, at syndfloden kommer efter os. Og så tror pokker, at de unge ikke gider være med.

Lyrikerne har aldrig været særlig specifikke i deres drømme. Det har til gengæld store utopister som Platon, Thomas More, Saint-Simon og Charles Fourier, der har udtænkt hele samfundsindretninger. Villy Sørensen, Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen gjorde det i ”Oprør fra midten”.

Den slags kan hæve den politiske debat bare en anelse over dagen og vejen og kampen om taburetterne ved næste valg.

”MIN KROP ER SÅ TUNG AF DRØM/ AT JEG LØFTES OP I LUFTEN”, skrev Strunge i ”Ud af natten”. Man har brug for at komme derop en gang imellem for at kunne orientere sig hernede. For at få retning og håb og for bare i beskeden grad at kunne gøre Martin Luther Kings højtravende ord til ens egne:

Jeg har en drøm“