Rosenvænget er navnet på et charmerende kvarter på Østerbro i København. Det er karaktereret ved adskillige gamle villaer og store træer, der giver stedet et grønt og indbydende præg. Det er et dejligt sted at gå tur – og kvarteret har nu fået sin egen bog skrevet af kunsthistorikeren Gitte Ladegaard.
Ligesom kvarteret rummer også bogen adskillige charmerende kvaliteter. Bogen vil meget og kommer vidt omkring. Den har nærmest encyklopædisk karakter, fordi den udover det forventelige, som kvarterets oprindelse og udvikling samt stedets arkitektoniske karakteristika, også gennemgår nogle af de sager, grundejerkomiteen har måttet tage sig af, og tillige rummer fortællinger om nogle af de kendte kunstnerpersonligheder, der har boet i kvarteret. Det er for eksempel ”skuespillerinden og salondamen fru Heiberg”, som litteraten Valdemar Vedel (1865-1942) omtaler Johanne Louise i en erindringsskitse om barndomshjemmet i Rosenvænget. Her er også H.C. Andersen kommet på visitter, og her har boet malere som for eksempel P.C. Skovgaard. Det landsted, hvorfra Rosenvænget blev udstykket, hed i øvrigt Rosendal, og det indtager en motivisk central placering i et elsket maleri af Christen Købke, ”Parti af Østerbro i morgenbelysning”, fra 1836.
I øvrigt er det pudsigt at læse, at allerede i 1890’erne var der røster, der var bekymrede over afstanden mellem de københavnske saloner og det såkaldte Udkantsdanmark. Hovedstadens vækst måtte allerede dengang tøjles, ”så det Danmark, der ligger uden for Hovedstaden, ikke skal blive et stort Amager for København”.
Uden for hovedstadens befæstning
Henimod midten af 1800-tallet er København en by på omkring 120.000 indbyggere spærret inde mellem de volde, der udgjorde hovedstadens befæstning.
Det betød stadig mindre plads til mand og mus – og til de husdyr, der levede side om side med vores forfædre. Så voldene måtte væk – og militærteknologisk udvikling havde også gjort dem overflødige. Hvad nyttede de, når den engelske flåde kunne ligge uden for byen og skyde til måls efter Københavns kirketårne?
Med voldenes fald blev det muligt at bo og bygge uden for det, vi i dag mere eller mindre opfatter som den indre by i København. Blandt nybyggerierne var Rosenvængets kvarter. Bogens for- og bagsats gengiver et stiliseret bykort: Rosenvænget er afgrænset af Strandboulevarden i den ene ende og Rosenvængets Sideallé i den anden samt af Nordre Frihavnsgade og Næstvedgade.
Rosenvænget bliver opført fra slutningen af 1850’erne til begyndelsen af 1870’erne som en by med hegn og aflåselige låger. Initiativtager var vinhandleren Mozart Waagepetersen (1813-85), der erhvervede området og udstykkede det i et halvt hundrede parceller. Han byggede selv en villa i området, der trods dens kulturhistoriske værdi blev nedrevet i 2006. Det er Mozart Waagepetersens familie, som er gengivet i det berømte maleri af Marstrand, ”Det Waagepetersenske familiebillede”, der tilhører Statens Museum for Kunst.
En kulturhistorisk mosaik
Rosenvænget er et eksempel på, hvordan kunstnere og borgerskab trives så udmærket i hinandens selskab, fordi begge parter besidder noget, den anden vil have.
En del af de nye beboere var malere, og til dem vier Gitte Ladegaard et afsnit i bogen – og ikke det mindst interessante – om Rosenvænget. Maleren P.C. Skovgaard (1817-75), der fik tegnet en villa af den historicistisk sindede arkitekt J.D. Herholdt (1818-1902) er allerede nævnt. Andre med tilknytning til kvarteret er for eksempel Janus la Cour (1837-1909) og Elisabeth Jerichau Baumann (1818-81), og Gitte Lidegaard tegner et fint billede af dengang, salonkulturen havde et højdepunkt.
I det hele taget er det en charmerende kvalitet ved bogen, at den er en kulturhistorisk mosaik – forfatteren anvender selv ordet collage – om en tid, der nok er væk, men udgør nogle forudsætninger for vores tid og nationale selvforståelse. Bogen er således rig på citater fra tiden, rimbreve og den slags, der udgør en fin ciselering af fremstillingen.
Også selve bogens tilblivelseshistorie er en bemærkelsesværdig affære:
Initiativet blev taget i efteråret 1960 af ingen ringere end arkitekten Kaj Gottlob (1887-1976), der tegnede et par fine skoler men måske er mest kendt for det københavnske vartegn, den nuværende Langebro, med dens karakteristiske udsigtstårn.
Opgaven blev forsøgt overleveret som en stafet fra den ene skribent til den anden, som alle afslog, og det er noget af en fondsstøttet bedrift, at bogen nu foreligger. Letlæselig trods den store mængde af detaljer. Overskueligt tilrettelagt af Carl-H.K. Zakrisson trods de mange delelementer og et potpourri af historiske billeder og nyoptagelser.
Modsvar til beton og brede boulevarder
Afslutningsvis skal citeres nogle relevante betragtninger om byudvikling på bekostning af den arkitektoniske og kulturhistoriske kulturarv.
Det er langtfra alt nybyggeri, der er dårlig arkitektur, men for meget er, og hvad værre er, fortrænger kold og fremmedgørende arkitektur ofte interessante bymiljøer præget af historie, varme og en vis forsonlighed. Her kan være rart at være. Mennesker trives sjældent ved at mødes i vindforblæste havneområder eller mellem solitære boligblokke. Der skal træer til, og Gitte Ladegaard citerer først i bogen den canadiske sanger Joni Mitchells ”Big yellow taxi” for billedet af, at man putter træerne på museum og kræver entré for at se dem:
”They paved paradise/ And they put up a parking lot!" (De asfalterede paradis/Og opførte i stedet en parkeringsplads).
Og det er jo rigtig nok. Det er den fornemmelse, man ofte kan få ved de nye kvarterer, der breder sig i de fleste af landets byer. Beton og brede boulevarder og så nogle træer, der ligner kosteskafter og tager år om at blive store og prægtige, for naturen kan man jo altid spare på.
Det er imidlertid ikke i den bittersøde poetiske optakt, men i forordet, Gitte Ladegaard får præciseret en af tidens store udfordringer indenfor planlægning og udvikling. Ikke blot i København, men også i andre af landets byer, hvor ”den manglende faglige indsigt og viden rammer bevaringsværdige kvarterer (…) hårdt og tilfældigt. (…) Bevaring af helheder, bygninger i sammenhæng med de historiske omgivelser, de er en identitetsskabende del af, burde ikke være en underskudsforretning. De fleste af os vil hellere mødes af grønne alleer og huse i menneskelig skala end at blive blæst omkuld af vinden omkring et højhus, hvor det eneste identitetsskabende er et kendt butiksskilt for en ejendomsmægler. Vores kulturarv skaber os som mennesker.”
Mere sande ord er sjældent sat sammen i den forbindelse. Også af den grund er en bog som denne en vigtig udgivelse.
Gitte Ladegaard: Rosenvænget – Danmarks ældste villakvarter. 280 sider. 309,95 kroner. Forlaget Frydenlund.