Landsbypræster: Fedte-Henry og Hundelortebonden er ved at forsvinde

Lokalsamfundenes farverige tradition med at give hinanden opfindsomme og drillende øgenavne er ved at forsvinde, vurderer sognepræster, der har boet i deres sogne i flere årtier

I de gamle lokalsamfund kendte man hinanden ved særlige øgenavne. Billedet er fra 1950'erne og viser graverens kone, der står foran Ols Kirke på Bornholm. Hverken hendes navn eller øgenavn er kendt af redaktionen.
I de gamle lokalsamfund kendte man hinanden ved særlige øgenavne. Billedet er fra 1950'erne og viser graverens kone, der står foran Ols Kirke på Bornholm. Hverken hendes navn eller øgenavn er kendt af redaktionen. Foto: John Hartmann Denmark.

Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, siges det. Men nogle gange er det altså den lokale sognepræst, der ved bedst.

I hvert fald når man vil finde ud af, hvordan det står til med det særprægede kulturfænomen, hvor man i de små lokalsamfund giver hinanden særlige øgenavne. Gennem tiden har lokalområder været kendetegnet ved, at byernes særlige karakterer har fået knyttet mere eller mindre rammende øgenavne til sig.

Men det danske landkort har ændret sig de seneste 50 år, hvor danskerne har søgt mod de større byer, den levende landbokultur er blevet en sjældenhed, og de tidligere så stolte landsbysamfund er blevet til Udkantsdanmark.

SKRIV: Hvad er det bedste øgenavn, du kender?

Spørgsmålet er så, om traditionen med at give hinanden øgenavne har overlevet ændringerne i lokalsamfundene? Ifølge Michael Lerche Nielsen, navneforsker ved Nordisk Institut på Københavns Universitet, er der ikke lavet undersøgelser af, hvordan kulturfænomenet har ændret de senere år.

Hvis man skal have et godt indtryk af, hvorvidt traditionen stadig lever, må man spørge nogle af de personer, der er dybt forankret i det lokale samfund. Det vil ofte være den lokale sognepræst, der har det bedste indblik, siger han.

Kristeligt Dagblad har derfor ringet til en række sognepræster rundt i landet, som alle har siddet i deres embede i over 25 år.

Og konklusionen blandt seniorpræsterne er enslydende: Det er ikke, som det har været.

LÆS OGSÅ: Vores øgenavne bryder med den glatte virkelighed

Det er på mange måder ligesom med dialekterne, der forsvinder, forklarer Werner Elof Sørensen, præst gennem 32 år i Stige og Lumby kirker på Fyn lidt nord for Odense.

Det har været meget almindeligt at kende hinanden ved øgenavne her i sognet. I Stige, der er en gammel skipperby, var det tidligere sådan, at de lokale ikke vidste, hvem man talte om, hvis man spurgte efter en bestemt person og kun kendte hans almindelige navn. Men sådan er det ikke længere, siger han og fortsætter.

Der er da stadig nogen, der går under særlige øgenavne, selvom det bliver mindre og mindre udbredt. Folk er nok klar over, at det ikke er sikkert, at man ved, hvem man taler om.

På Bornholm er det ikke meget anderledes. I Østermarie Kirke på den nordøstlige del af øen har Niels-Henrik Lyngby været præst siden 1987. Han forklarer, at der tidligere har været en meget udbredt og særpræget navnetradition på Bornholm.

Vi har blandt andet historien om gården, der blev kaldt Hundelortegården. Bonden på gården kom derfor i sagens natur til at hedde Hundelortebonden. Det var han vist ikke specielt glad for. Øgenavne har været meget almindelige på hele øen, forklarer den bornholmske pastor.

På Facebook er flere hundrede bornholmere gået sammen i gruppen Bornholmske øgenavne, hvor de mindes de kreative og ofte drillende navne, som de skæve og farverige karakterer gennem tiden har fået klistret på sig. Her kan man både læse historier om Fina Lars med de flotte sko, Fedte-Henry fra slikbutikken i Rønne og Generalinden fra Nordbornholm, der fik navnet fordi, hun havde en uvane med at råbe utrolig højt.

Men traditionen er ved at blive udvandet, mener Niels Henrik Lyngby.

Huspriserne her i Østermarie er blevet utrolig lave. Det betyder, at der er mange unge familier fra København, der flytter til området. Det typiske er, at de laver huset i stand og derefter flytter videre igen. Det betyder, at der kommer stor udskiftning af familier i området, og mange af dem, der bor her, har ikke deres rødder på Bornholm. Derfor er der heller ikke grundlag for, at en særlig tradition med øgenavne kan fungere, forklarer han.

I Skelund og Visborg sogne i Himmerland i den nordlige del af Jylland har den netop pensionerede sognepræst Finn Carpentier gået under det ligefremme navn Præsten i de 35 år, han har haft embedet. Og sådan har det været med mange andre i området; den lokale smed blev kaldt for Smeden, købmanden hed Købmanden og så videre.

De øgenavne, jeg har oplevet, man har brugt her, har ofte haft et praktisk formål. Hvis flere hed det samme, knyttede man for eksempel et stednavn på fornavnet for at kunne kende forskel, siger han.

Hans fornemmelse er, at traditionen med specielle øgenavne aldrig har været meget udbredt i hans sogne. Den er dog endnu mindre udbredt i dag, end da han begyndte som præst for 35 år siden.

LÆS OGSÅ
: Om ikke at være helt appelsinfri

Måske hænger det sammen med, at det hele er blevet sat så meget i system og blevet rubriceret. Posten har jo en detaljeret adresse at gå efter. Behovet for særlige kendenavne er nok forsvundet i takt med, at vores samfund er blevet mere og mere ordnet, siger Finn Carpentier.