Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Big

God, men alt for tung bog om Tyrkiets stærke mand

3 stjerner

I en for informationsmættet bog tegner journalist Lasse Ellegaard et dystert billede af Tyrkiet

Recep Tayyip Erdogan blev valgt som premierminister i 2002, og han har kun bestyrket sin position siden. For i 2014 lod Erdogan sig udnævne til præsident, og i foråret 2017 gennemførte han en række forfatningsændringer, der sikrede ham kontrol over både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Journalist Lasse Ellegaard godtgør imidlertid i sin nye bog, at selv modstanderne nærer modvillig respekt for Erdogan. Som en kritiker betroede forfatteren, repræsenterer Erdogan en holdning og et eksempel, som tyrkerne henter inspiration og styrke i:

”Han er ikke kun min nabo, der passer moskéens fredagsbøn og i det hele taget har gjort det godt. Han er mig, han bor inde i mig, han er inkarnation af idealet for den tyrkiske mand.”

Det fortælles, at Erdogan under sin korte karriere i erhvervslivet opgav et job, fordi chefen forlangte, at han ragede den mandfolkelige moustache af. Mange tyrkere påskønner Erdogans selvbevidste attitude, som da han i 2018 truede med en ”korsfarerhalvmånekrig” mod Østrig, der havde lukket syv moskéer. Erdogan forløser den konservativt indstillede almues følelser ved at udtrykke islamisk selvhævdelse og slå på tyrkisk nationalisme. Som han selv sagde i 2012: ”Jeg vil skabe en from generation.”

Den 65-årige politiker var som ung mand en talentfuld fodboldspiller, men siden blev det studenterpolitik, Erdogan gjorde sig gældende i. Den økonomiuddannede Erdogan besluttede sig da for at ville være fuldtidspolitiker, og det var islamisk genrejsning, der blev hans politik. Som politiker led Erdogan ikke af falsk usikkerhed eller klædelig beskedenhed, og hans nationale gennembrud kom typisk nok, da han i 1998 blev idømt fængselsstraf for ”opfordring til religiøst had” med recitation af digtet:

”Moskéerne er vore kaserner/ kuplerne vore hjelme/ Minareterne vore bajonetter/ de troende vore soldater”.

Takket være dommen fik Erdogan iscenesat sig selv som en modig islamisk politiker, der undsagde de sekulære forudsætninger fra Kemal Atatürk. Erdogan har i øvrigt aldrig lagt skjul på, at han ikke nærer inderlige følelser for demokratiet: ”Demokrati er som en sporvogn – du kan stå af, når du når dit stoppested.”

På den internationale scene er Erdogan dog pragmatisk og villig til at give indrømmelser for at fastholde Tyrkiets centrale position, skønt han fortsat er ”indædt antivestlig”.

Erdogans største krise opstod i forbindelse med det mislykkede militærkup den 15.-16. juli 2016. Herfra stammer bogens titel ”Gaven fra Gud”. For da det i de tidlige morgentimer den 16. juli stod klart, at kupforsøget var slået fejl, landede Erdogan i Istanbul, hvor han lettet betegnede kupforsøget som ”en gave fra Gud”. Et mislykket kupforsøg skaber på sin vis klarhed, og det brutale efterspil havde i alt fald en afsvalende virkning på folk, der overvejede at kritisere præsidenten.

Erdogan slog således ikke blot hårdt ned på kupmagerne, han sørgede også for, at en række oppositionelle røster blev fyret, og at liberale kritikere har fået trange kår under ”Erdogans åbenlyse eksponering af totalitære tendenser”. Ellegaard konstaterer, at kupforsøgets efterspil har forgiftet atmosfæren i Tyrkiet, som det ses i metroen:

”Ingen taler længere med hinanden – eller i mobiltelefoner – og slet ingen smiler.”

Det er en skæbnesvanger udvikling, der trækkes op i den informationsmættede ”Gaven fra Gud”. Den skildrer et Tyrkiet, hvis offentlige mening Erdogan har præget, for ikke at sige tyranniseret, og i Ellegaards bog bliver man klog på, hvordan det alligevel er lykkedes ham at forblive populær – hvis man vel at mærke når til vejs ende. Bogen er nemlig en ikke helt vellykket blanding af journalistisk reportage og minutiøs politologisk dokumentation. Ellegaard er mest spændende at læse, når han beretter om sine egne erfaringer fra Tyrkiet og samtaler med kilder.

Formidlingsmæssigt bliver bogen derimod alt for tung, når Ellegaard detaljeret lægger allehånde tal og statistikker på bordet. Et eksempel:

”I det tyrkiske indenrigsministeriums årsrapporter registreres en stigning i våbentyverier fra 14.286 i 2014 til 91.120 i 2015, 107.628 i 2016 og så et lille fald til 106.740 i 2017.”

Jeg er tilbøjelig til at tro, at læseren ville have mere udbytte af læsningen, hvis Ellegaard blot havde noteret, at der ifølge officielle rapporter skete en stigning i våbentyverier i perioden fra 2014 til 2017.