Landskaber som følelser og nervetråde

Særdeles vellykket udstilling viser, hvordan japansk påvirkning sendte nordisk og fransk kunst i nye retninger

L.A. Ring: ”I havedøren. Kunstnerens hustru”. 1897. –
L.A. Ring: ”I havedøren. Kunstnerens hustru”. 1897. – . Foto: fra udstillingen.

Det var den vinterlige udgave af solens rige, der skinnede igennem, da nordisk kunst i brydningsårene 1875-1918 tog ved lære af inspirationen fra Japan. Det kan lige nu opleves i en fortættet og fin udstilling på Statens Museum for Kunst.

Det er maleri, keramik og papirarbejder i højeste internationale klasse, for ikke nok med, at vi ser danske, svenske, norske og finske kunstnere boltre sig i stramt suggestive kompositioner, også franske koryfæer som Monet og amerikansk-orienterede som James McNeill Whistler er medtaget for at perspektivere.

Og det er storslået ramt. For netop med kunstnere som Whistler eller for den sags skyld van Gogh forstår vi, hvordan der krydses mellem vore hjemlige navne som Hammershøi, L.A. Ring og Willumsen og til dele af alle de spændende krydderier, det japanske har affødt i Europa, efter at Japan gik ind i en handelsaftale og åbnede sine grænser mod omverdenen i midten af 1800-tallet.

Det hele forekommer vinterligt, måske fordi der i oversættelsen mellem det japanske og europæiske kommer en ukendt sarthed ind i billedfeltet. Noget drømmende og uvirkeligt, en stilhedens poesi midt i den larmende modernitet.

Claude Monet søgte den stilhed i sine enkleste kompositioner ved klipperne ved Atlanterhavskysten, men også i Norge, hvor et af hans vidunderlige bjerglandskaber af Kolsåstoppen uden for Oslo kan ses på udstillingen. Den japanske fest og forårsbebuder Sakura, der afholdes, når kirsebærblomsterne springer ud, vækker samme sarthed og skrøbelige afsked med de koldeste måneder.

L.A. Ring giver os sin version med æbletræer, og i det hele taget forstår vi ordløst, at der er meget mere på færde i de gammelkendte billeder, end man måske lige gik og troede.

Det æstetiske, raffinerede formsprog ligger tæt op ad de dengang populære japanske træsnit, der som hvermandseje kunne erhverves noget billigere end kunstens værker. Billedfortællingerne i den japanske tradition var en slags tegneserie og oplysning tillige med et udsagn om tingenes og livets cyklus, årstidernes skiften iblandet små og store poetiske mirakler. De finske kunstnere var måske dem, der havde mest gefühl for stilhedens landskab, i billeder af Gallen-Kallela og Pekka Halonen mærker man en dyb samhørighed med det underliggende melankolske univers, der ofte får det japanske til at fremstå som vågne drømmelandskaber. I Finland har man haft tilgang til det uden for atelierdøren.

Udstillingen er en lystvandring i anderledes motivvalg, fine beskæringer og nye tekniske påfund. I keramik af Bindesbøll og Ring forgroves bølger og stiliserede planter til emblemer, mens den hvide farve undersøges i maleriet. Vi mærker interessen for det sensible rumdannende og bevæger os frit mellem stilarter, som snart er symbolistiske, snart naturbundne.

Det er en rigdom i tanken og naturen, der binder værkerne sammen og gør dem sjældne og karakterfulde. Stedet, hvor perfektionen møder det håndgribelige materialemæssige, menneskets uformåenhed.

Se på et skævt billede af Hammershøis ”Søndermarken” eller tilsvarende nordiske kollegers, hvor nøgne eller snetunge træer står grafisk og lader blikket rejse op og ind i en ukendt verden. På en gang mystisk og søgende spirituelt. For hvad er landskabet andet en følelse og nervetråde? Det er den japanske påvirkning, der tydeligvis sendte både nordisk og fransk kunst i nye retninger i slutningen af 1800-tallet.

Man forstår godt, at Mumitroldene hitter abnormt i Japan i dag. Den æstetiske transformation lykkedes, og de nye kolde dybe verdensbilleder er kommet for at blive.