En gammel idé og et gennemgående, kendt motiv for alle mennesker.
Sådan karakteriserer kunstneren Søren Martinsen landskabet, og sådan belyser han det i en stor udstilling, der lige nu kan ses på museet Trapholt i Kolding. På de hvide vægge, der skråner ud mod Kolding Fjord, åbner landskaber med store vidder, grønne træer og stærkt sollys sig for beskueren. Ved første øjekast er det realistiske billeder af genkendelige landskaber, men snart sætter billederne og de grafiske værker samt videosekvenserne spørgsmålstegn ved vores opfattelse af, hvad det danske landskab som begreb er for en størrelse.
Mest eksplicit ses dette greb i udstillingens signaturbillede, Brækket landskab, hvor 22 rektangler tilsammen udgør et sensommerlandskab med gyldne halmballer og lysende blå himmel. Sammensætningen af de små malerier i storskalaværket er skæv og forskyder alle steder perspektivet en anelse.
LÆS OGSÅ: Gensyn med en udskældt genre
Det er lidt, som når du presser en puslespilsbrik ned, der ikke passer, men alligevel får en vis visuel mening ud af det, forklarer Søren Martinsen, da Kristeligt Dagblad møder ham i hans hus nær Glumsø på Midtsjælland.
Her i det lille og kolde atelier, der hører til huset, har han malet sine malerier, og her har han fundet konkret inspiration i den omkringliggende natur.
Jeg er en kunstner, der bliver meget optaget af det, der omgiver mig, og efter at have boet herude i nogle år begyndte landskabet at rodfæste sig som noget, der var interessant at arbejde med, siger Søren Martinsen, der i 2004 rykkede fra sin fødeby København til omegnen af den lille stationsby Glumsø.
En bevægelse, der satte sig i blikket, for pludselig kunne kunstneren se marker, vejtræer og halmballer som oplagte kunstneriske motiver.
Jeg oplevede det som en visuel øjenåbner. Alle de farver og former, jeg bliver mødt med, hver gang jeg åbner en dør, siger den 47-årige kunstner, der dog har måttet konstatere, at evnen til rigtig at se også ændrer sig i tidens løb.
Nu har jeg boet her i otte år og er på en måde holdt op med at lægge mærke til landskabet, men det forunderlige er jo, at selvom du har kørt forbi et vejtræ 50 gange, kan det pludseligt virke nyt, når du ser det i et sært farvet solskin eller indhyllet i tåge, siger Søren Martinsen, der flere steder bruger et velkendt motiv til at danne en ny måde at se selvsamme landskab på.
Det er egnen omkring Næsbyholm-Bavelse Gods, som har lagt motiv til Brækket landskab, og som Søren Martinsen med inspiration fra den britiske maler David Hockneys enorme mosaik af Grand Canyon, A Closer Grand Canyon, fra 1998 har brudt op i mindre dele, der næsten, men ikke helt passer sammen og dermed peger på, at vores billede af landskabet altid er konstrueret.
I andre malerier arbejder Martinsen med den realistiske fremstilling, men indskyder en psykedelisk pink farve som i maleriet Sweet tasting sky. Men hvad er det ved landskabsmaleriet, der fanger kunstnerens interesse?
For mig udspringer det af en konkret oplevelse af at være i landskabet, men også en kunstnerisk interesse for at søge at sige noget nyt med den type maleri, der i dansk kontekst uvægerligt forbinder sig med guldalderens dramatiske billeder, siger Søren Martinsen og slår ud med hånden mod vinduet i det kombinerede køkken og entré, hvorfra lyset over marker og en bagvedliggende gård vælter ind.
Jeg er da også blevet spurgt, hvordan man kan finde på at lave landskabsmaleri i dag, siger Søren Martinsen og tilføjer:
I udlandet er det ikke odiøst, men i Danmark har vi haft en meget stærk tradition for at tegne landskabet op i nationalromantiske streger, så vi har svært ved at forestille os, at det også kunne være noget andet.
En analyse, udstillingsleder ved Rønnebæksholm og mag.art. Dina Vester Feilberg giver ham ret i. Hun har været med til at skrive kataloget til udstillingen, der også har været vist på Rønnebæksholm.
I dansk kontekst har formidlingen af landskab historisk set været farvet af ideologier og ønsket om at formulere en bestemt form for danskhed, og det er disse guldalderbilleder, vi tænker på, når vi hører ordet landskabsmaleri, siger hun og tilføjer, at kigger vi længere ud, træder den identitetsskabende kraft i landskabsmaleriet tydeligt frem.
Landskabet som motiv vinder frem, når systemer står for fald, og grænser rykkes. Vi så det for eksempel i forbindelse med Amerikas og Canadas selvstændighed og i den hollandske guldalder efter grundlæggelsen af Republikken Nederlandene i 1581, siger hun.
For Søren Martinsen er der imidlertid andet og mere på spil end det formelle arbejde med at male sig ind og ud af en kunstnerisk stærk tradition.
Mødet med landskabet er også en oplevelse af grundlæggende ensomhed for mig. En eksistentiel ensomhed, vi alle er fælles om, men som man bliver mere bevidst om på landet, hvor man ikke kan undgå at lægge mærke til årstidernes skiften og det faktum, at tiden går. På den måde bliver døden mere nærværende, siger kunstneren, der som maleren L.A. Ring i sit maleri Aften. Den gamle kone og døden fra 1887 bruger vejen som et symbol på livets gang i flere af sine forenklede fortolkninger af landskabsmaleriet.
Et andet genkendeligt maleri, som Søren Martinsen refererer til i sine værker, er J.Th. Lundbyes maleri En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord fra 1843. Her er den lettere overdrevne optegning af skrænten og den faste grænse i fokus, mens alt i Martinsens tilsvarende billede er i bevægelse.
Bølgerne spiser sultent af kyststrækningen, og titlen Dit hvilested stritter i forhold til det dynamiske indtryk, billedet giver. Havet eroderer konstant den kyststrækning, der holder sammen på Danmark og sætter dermed national grænsedragning som en naturgiven ting til debat.
Ved at trække så eksplicit på de malerier, der indgår i vores fælles kulturhistorie, fremkalder værket det spørgsmål hos beskueren, om ikoniske kunstmalerier former vores opfattelse af det faktiske landskab eller omvendt. Måske forholder det sig således, synes Søren Martinsens radikale omgang med landskabsmaleriet at sige, at mennesket skaber landskabet, bygger veje, slynger åer og sætter elmaster, men at landskabet og landskabsmaleriet samtidig præger os og vores selvforståelse.
Søren Martinsen er ikke den eneste, der igen sætter landskabet som motiv på lærred. Både i udlandet og herhjemme arbejder en række kunstnere igen med genren.
Det er positivt, at yngre kunstnere som Søren Martinsen, men også billedkunstnere som Christina Malbæk og Christian Schmidt-Rasmussen og John Kørner tør tage livtag med og omfavne landskabsmaleriet igen, mener Dina Vester Feilberg.
Det ville da være synd, hvis landskabet som kunstnerisk motiv var lukket land, bare fordi det minder os for meget om kronhjorte ved en skovsø.
Eller som Søren Martinsen siger fra sit hjem i Glumsø:
Landskab er det, der omgiver os, uanset om det er et bylandskab i hastig forandring eller et stykke gennemreguleret natur på Midtsjælland, og det ville da være dumt at erklære noget for dødt, som er et grundvilkår for alle mennesker.