Prøv avisen

Landskabet må fortælles

Constantin Hansen: Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837, Statens Museum for Kunst

Bøger: Der er ufordøjede rejseindtryk og almindelig italiensbegejstring i smukt udstyret billedbog om de nordiske kunstneres indtryk af det romerske landskab

I en stor og statelig bog fremlægger arkæologen Ida Haugsted en landskabshistorie om det, kunsthistorikeren Christian Elling kaldte »Kransen om Rom«. Det er den romerske Campagna, Albaner- og Sabinerbjergene, der først blev til et landskab, da de nordlige kunstnere i 1800-tallet genhistoriserede det.

At det så også er et kulturlandskab, der fremdrages, svarer ganske til bestræbelsen hos den såkaldte københavnerskole, der har C.W. Eckersberg som læremester. Landskabet må fortælles. Det må tolkes og ses i en historisk optik, indsættes i en fortælling, for at kunne ses. Så vidt eleverne; ikke lærefaderen, professoren på Kongens Nytorv, der var skarp, klassicistisk teoretiker, der netop i sine breve hjem fra Rom afskriver »landskabsmaleri«.

Værket er som sagt smukt produceret. Den er fuld af tegninger og malerier. De fleste af dem er kunstnerisk ikke særligt fremragende, skønt det er sjovt nok at se dem på parade, metervarene. Nu er de tilgængelige, og de kunne lægge op til engang at få en kortfattet kunsthistorisk behandling i sammenhæng med det, man benævner guldalderkunst. Som sagt er bogen nærmest det, man kan kalde et kulturbillede. Der er langt fra begyndelsen til enden - og det, der er mellem de to punkter, er uden megen orientering og perspektiv. Men den er rigtig flot. I udstyret.

Bogens problem i forhold til Ida Haugsted er, at denne ikke har noget klart formuleret landskabsteoretisk eller oplevelsesæstetisk standpunkt. Det må således være helt op til læseren at uddrage en lære af, hvad der sker, når skarevis af kunstnere begiver sig ud på landet og i skrift og farve skaber en virkelighed af noget, der hidtil blot har henligget der. Spørgsmålet kunne have været, hvorfor det føltes så vigtigt at male Roms blå bjerge, den flade slette og dens indvånere. Her kunne Haugsted nok have hentet en del hjælp i kunsthistorien, der har arbejdet med sådanne temaer i årevis. Nok angiver hun megen kunsthistorisk litteratur i bogens bibliografi, men sjovt nok synes den kun i yderst sparsomt omfang at være benyttet.

Bogen kan også læses som en historie om de nordboer, der på dannelsesrejse - eller fast bosiddende i Rom - tog på udflugter i byens omegn. Desværre fremlægges teksterne som ukommenterede, hvorved vi som læsere er efterladt med ufordøjede rejseindtryk og almindelig Italiensbegejstring. Personkarakteristik på et nogenlunde tilfredsstillende niveau opnås intetsteds. Hvis bogens hensigt i virkeligheden er, at skrive det romerske landskabs historie i 1800-tallet, så er det et lidt sært og smalt bidrag kun at tage de nordiske kunstneres indtryk.

Er det overhovedet muligt at foretage direkte slutninger fra billedkunst og digtning til fysisk virkelighed. Fra kunstnerisk tolkning til historisk geo-grafi? Det forekommer mig, at der mangler nogle teoretiske mellemregninger. De er antydet i Jan Zahles indledning, der er inde på det geografiske og geologiske, men udfoldes ikke.

Det er synd at Haugsted ikke på noget tidspunkt afslører, hvad hun vil med sin bog. Indledningen er nemlig som sagt slet ikke skrevet af forfatteren selv. Konklusion leder man forgæves efter. Men den må formodentlig være, at den danske guldalders digtning og malerkunst finder en tumleplads for sit program i Roms omkreds.

Andre bliver hjemme - eller sætter ligefrem deres ligegyldighed og modvilje på papiret. J.Th. Lundbye først og fremmest, der jo er ægte guldaldermenneske: depressiv, indelukket, selvoptaget, sønderrevet og fanget i sin tids uigennembrydelige fængsel af forventninger.

Ida Haugsted: Italiens smukkeste Egn. Dansk guldalder i Albano, Frascati og Nemi, 356 s. farveill., indb. 399 kr. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

C.W. Eckersberg: Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk, 1813-1816, Statens Museum for Kunst