For lang og tro tjeneste

Afvikling: Det kvindelige velgørende Selskab, som i 200 år har belønnet trofaste husassistenter, lukker og slukker

Stuepige, bevæbnet til kamp mod herskabshjemmets støv og snavs! (Foto: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck/Kvinfo)
Stuepige, bevæbnet til kamp mod herskabshjemmets støv og snavs! (Foto: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck/Kvinfo).

I 1920 var der omkring 19.000 kvinder i huset hos københavnske herskabsfamilier. Herefter begyndte tallet af falde, fordi de unge piger i stedet fik job i industrien og forretningslivet. I dag har så få danske familier fast hushjælp, at bestyrelsen for det velgørenhedsselskab, som siden 1815 har uddelt medaljer til "Matador"s "Laura" og hendes kolleger "for lang og tro tjeneste hos samme familie" har besluttet at nedlægge selskabet. I går fandt den allersidste præmieuddeling sted ved en højtidelighed i Garnisons Kirke i København.

I gamle dage kom de fleste af hovedstadens tjenestepiger fra provinsen. Mange forlod deres oprindelige, sociale miljø lige efter konfirmationen for at rejse over over til den ukendte storby. Her blev de afhængige af herskabet, der ikke bare bestemte over deres arbejdsliv, men også sparsomme fritid. Pigerne var sammen med herskabsfamilien døgnet rundt, uanset om de ønskede det eller ej.

Herskaberne ville helst hente arbejdskraften hos landbobefolkningen. Man mente, at gårdmands- og husmandsdøtre var flittigere og mere stabile end piger fra byen. Kunne man ikke skaffe tjenestepiger fra danske købstæder og landområder, hentede man dem gerne fra Sverige. Også her var tjenestepigefaget et af de få erhvervsmuligheder for ugifte piger fra mindrebemidlede hjem. Samtidig med at de unge piger forberedte sig til et voksenliv som gift husmor, kunne de forsørge sig selv og ikke ligge forældrene til last. Når tjenestepigerne blev 25-30 år blev de fleste af dem gift og forlod faget for at stifte eget hjem. Mange fortsatte som deltidsansatte kogekoger, rengøringshjælp, strygerske osv.

For et lille fåtal blev arbejdet som tjenestepige en livsstilling. Det var disse ugifte kvinder, Det kvindelige velgørende Selskabs årlige præmieuddelinger ønskede at hædre. De knyttede sig sig nært til den familie, de tjente, og i mange tilfælde blev de et både elsket og højt respekteret faktotum (latinsk betegnelse for en, der klarer alt).

Tyendeloven fra 1854 påbød tjenestepigen ubetinget lydighed over for husstandens medlemmer og gav husbonden ret til at straffe hende korporligt for ulydighed. I 1921 blev den afløst af medhjælperloven, som forbedrede tjenestepigens forhold og retsstilling betydeligt. Med den nye lov forsvandt også den såkaldte skudsmålsbog, der fungerede som karakterbog og folkeregistrering på én gang. Også den gamle betegnelse, tyende, forsvandt med årene. I sidste halvdel af 1800-tallet talte man om tjenestepiger. Men tjenestepigerne var ikke tilfredse med titlen og ved hjælp af deres nye fagforening lykkedes det fra begyndelsen af 1900-tallet at blive tituleret husassistenter. I de senere mange år har man brugt benævelsen hushjælp.

Dét med fagforeningen udsprang ikke mindst fra tjenestepigen Marie Christensen, der i 1899 dannede en interesseforening i København. Hun var 28 år og havde været i faget siden hun var 16 år. Af egen erfaring vidste hun, hvor hårdt jobbet kunne være med lange arbejdsdage til lav løn, ringe kost og usselt værelse. Hun bekostede personligt trykning af 200 pjecer, der opfodrede tjenestepiger over hele byen til at møde op 15. november 1899 kl. 20 i Gothersgade 49, 1. sal th. for at være til at "forbedre de Forhold den tjenende Kvinde er undergiven". Hendes forening blev en forløber til Husligt Arbejder Forbund.

Der var stor forskel på tjenestepigernes job. Nogle steder var de én blandt flere i store husholdninger, andre steder enepiger hos en familie. Generelt var arbejdet en kombination af manuelle pligter og serviceydelser. Typiske morgenrutiner var pudsning af herskabets fodtøj, frembæring af kander med varmt vand til herskabets soveværelse, sengeredning og rengøring af servanter og natpotter. Om vinteren desuden rensning og optænding i husets kakkelovne. Tjenestepigen var den første på benene om morgenen og sidste, der gik til ro om aftenen.

Selv om husmødrene i desperation forsøgte at lokke med højere løn, mere frihed, ekstern hjælp til det grove, hyggelige værelser osv. blev der færre og færre husassistenter fra og med "Maud" og "Lauras" tid i første halvdel af 1900-tallet. Tilbagegangen hang sammen med, at unge piger fik andre jobmuligheder, at færre familier efterhånden havde råd til at lønne en hushjælp på heltid og at tekniske hjælpemidler og industrielt udførte varer var med til at gøre tjenestepigernes arbejde overflødigt.

Det kvindelige velgørende Selskab blev stiftet i 1815 af Frederik VI, der under en rejse til Wien havde oplevet lignende selskaber, baseret på kvindelig virkelyst og offervilje. Frem til begyndelsen af 1900-tallet drev selskabet en tjenestespigeskole og et småbørns-asyl, men koncentrerede sig herefter om belønningen af husassistenterne. I de første år kun tjenestepiger fra København, men siden fra hele landet. Gennem alle årene har Selskabet haft tæt kontakt til kongehuset. Selskabets første protektrice var dronning Marie, Frederik VI's hustru. Den sidste kongelige i rækken har været prinsesse Elisabeth. Årsfesten med præmieuddelingerne foregik i mange år i Indre Missions bygning, Betesda, i København. Men flyttede 1923 til Garnisons Kirke og menighedshus, da den aldrende enkedronning Lovisa havde lettere ved at klare trapperne her end i Betesda. Pengene til præmieuddelingerne er primært kommet fra donationer og legater. I sin bog "For lang og tro tjeneste" som informationschef og såkaldt kassedirektør i Selskabet, Niels Gustav Bardenfleth, har fået udgivet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck i anledning af velgørenhedsselskabets afvikling skriver han blandt andet:

"Op gennem 1900-tallet fremkom jævnligt generel kritik mod datidens "hattedamer", som blev beskyldt for at dulme deres sociale samvittighed gennem uddeling af almisser ... Ret beset har Det kvindelige velgørende Selskabs vigtigste mission været at formidle en offentlig anerkendelse til en faggruppe, der aldrig har været særlig højt vurderet i offentligheden". Bardenfleth-familien har været med i Selskabets arbejde lige fra stiftelsen. Også Selskabets sidste overbestyrerinde, overlærer Elisabeth Moltke Jarløv, har med sin indsats fulgt en gammel familietradition.

boas@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$Det kvindelige velgørende Selskab

Det kvindelige velgørende Selskab blev stiftet i 1815 på initiativ af Frederik VI efter ide fra Wien. Selskabet var udelukkende baseret på virkelyst og offervilje.

Selskabet ydede donationer til dårligt stillede enkeltpersoner og en række velgørende formål, men oprettede også en skole for tjenestepiger samt et børneasyl.

Det, selskabet er mest kendt for, er dog uddelingen af fortjenstmedaljer til tjenestepiger og husassistenter, der har tjent trofast og igennem en lang periode i samme familie.

Samtidig med sidste uddeling af denne fortjenstmedalje udkommer Niels Gustav Bardenfleths bog "For lang og tro tjeneste – Det kvindelige velgørende Selskab 1815-2004". Bogen er udkommet hos Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

For nogle af "Laura'erne" blev tjenestepigefaget en livsstilling. Som for Margrethe Christensen, her fotograferet med familien Hunderups lille datter Aase på armen i 1908.  (Privatfoto fra bogen)
For nogle af "Laura'erne" blev tjenestepigefaget en livsstilling. Som for Margrethe Christensen, her fotograferet med familien Hunderups lille datter Aase på armen i 1908. (Privatfoto fra bogen)
Som vi husker scenen fra "Matador", hvor Laura, alias skuespiller Elin Reimer, modtager en medalje for lang og tro tjeneste. I virkelighedens verden blev tjenestepigerne hædret med et kontant beløb. (Foto fra bogen/DR)
Som vi husker scenen fra "Matador", hvor Laura, alias skuespiller Elin Reimer, modtager en medalje for lang og tro tjeneste. I virkelighedens verden blev tjenestepigerne hædret med et kontant beløb. (Foto fra bogen/DR)