Et enkelt skud kan udløse en krig, men kunst kræver tid. Derfor er det soldater og journalister, der bliver de første, der sætter ord og billeder på en krig. Men selvom journalister i stigende grad bruger fiktionens virkemidler, vil der altid være plads til den refleksive krigsroman, mener fagfolk
Krige er forfærdelige. Men de har også alt det, der skal til for at skabe forfærdelig gode fortællinger. For krig er fremragende dramatisk stof. Selv Bibelen er fuld af krigsskildringer, og siden Homer beskrev den trojanske krig i "Illiaden", har en hær af fremtrædende forfattere badet litteraturhistorien til i blodige fortællinger.
En del af dem bygger på virkelighedens krige, men ofte med nogen forsinkelse. Den russiske forfatter Leo Tolstojs mesterværk "Krig og fred" udkom for eksempel først i 1869, og Tolstoj var ikke engang født, da Napoleon ledte sine tropper ind i Rusland i 1812. Erich Maria Remarques "Intet nyt fra Vestfronten" om Første Verdenskrig udkom på samme måde først med mere end et årtis "forsinkelse" i 1929.
Læserne har ligeledes måttet vente længe på de største krigsromaner, der er kommet efter Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen. Og selvom åbningsscenen i Olav Hergels "Flygtningen" fra 2006 godt nok udspiller sig blandt de udsendte danske tropper i Irak, har den store samtidsroman om Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan også ladet vente på sig.
Efter at Danmark blev en krigsførende nation i kølvandet på den 11. september 2001, satte soldater og journalister sig til gengæld hurtigt på den ustoppelige strøm af bøger om Afghanistan, der har bestormet bestsellerlisterne herhjemme de seneste år med titler som "Soldat for Danmark", "De danske tigre", "I morgen angriber vi igen" og "Jæger – i krig med eliten", der også har skabt kampe på den hjemlige politiske scene.
Samme tendens kan ses i udlandet, hvor journalistiske reportagebøger som David Finkels "The Good Soldiers" og Sebastian Jungers "War" ifølge en artikel i den britiske avis The Guardian i forrige uge har vundet frem i England og USA på bekostning af den klassiske krigsroman.
Men de klassiske krigsromaner skal nok komme, mener journalist og forfatter Carsten Jensen, der ikke er enig i den engelske analyse:
"Journalistik er et meget hurtigere medie, og det er ikke nødvendigvis et tegn på et paradigmeskift i vores bearbejdning af krig, at der er kommet så mange krigsbøger fra journalister. For kunst kræver tid på en anden måde end journalistik. Anthony Swoffords roman "Jarhead" om Golf-krigen i 1991 udkom også først i 2003, så det er faktisk ikke så underligt, at det er journalister og soldater, der har været de første til at sætte ord på krigen i Afghanistan," siger Carsten Jensen, der selv har besøgt de danske tropper i Helmand-provinsen sidste år.
I øjeblikket skriver han oven i købet selv på en roman om Afghanistan, ligesom han tidligere på året skrev det roste teaterstykke "En dag i Helmand", der nu skal på danmarksturné, efter at det blev opført på Bornholms Teater i foråret:
"Jeg baserede det meget på mine egne oplevelser fra Helmand, men nu var det også en meget begrænset opgave, fordi stykket var stilet til unge mellem 16 og 18 år. Så det var ikke et stort, ambitiøst, nuanceret kunstværk, jeg skrev. Men jeg forsøgte alligevel at brede det ud, så det ikke blev en politisk diskussion, men et mere eksistentielt stykke om, hvad det vil sige at dræbe et andet menneske," siger Carsten Jensen, der endnu ikke vil løfte sløret for, hvad hans nye roman om Afghanistan indeholder.
Mere åben er Lars Husum, der slog igennem med debutromanen "Mit venskab med Jesus Kristus" i 2008. For til efteråret udkommer han selv med en roman, der både udspiller sig i Bosnien og Afghanistan, mens den følger to udsendte danske soldater. Romanen kommer til at hedde "Jeg er en hær". Og redaktøren på forlaget Gyldendal betegner den som "det første danske portræt af nutidens krigergeneration."
Men også Lars Husum har både arbejdet med krig og teater forud for bogen. For Lars Husum har stået for dramaturgien på teaterstykket "Let opklaring" fra teatergruppen Von Baden, der skildrer det første hold danske soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan.
"Der blev lavet et enormt researcharbejde i forbindelse med teaterstykket, som jeg har kunnet læne mig op ad, da jeg skrev min roman," siger Lars Husum, der mener, at man skal kunne have empati med de udsendte soldater, før man kan beskrive dem interessant:
"Man skal være villig til at sætte sig ind i de mennesker. Men jeg har oplevet en del folk, der skruer fuldt op for deres fordomme, når det handler om soldater. Men man bliver ikke automatisk en idiot, fordi man træder i uniform. Og hvis man ikke kan forsvare en soldat, så tror jeg ikke, at man skal skrive om det. For jeg er virkelig af den holdning, at man ikke skal lave litteratur, hvis man ikke kan forsvare sine karakterer."
Han ser dog under alle omstændigheder romangenren som et vigtigt supplement til den journalistiske krigsreportage:
"Romanen skal også have en base i virkeligheden, før det bliver interessant. Derfor har jeg også interviewet udsendte soldater undervejs og ladet en af dem være medlæser på min bog. Men som romanforfatter kan jeg tillade mig at være meget mere fri end en journalist og rejse de etiske spørgsmål, jeg vil, undervejs. Det, tror jeg også, skaber muligheden for en anden form for læsbarhed og identifikation med karaktererne. Jeg tror, at det, som gør soldater interessante at følge for mig som romanforfatter, er, at de på samme tid bærer rundt på en stærk beskyttermentalitet og nogle destruktive karaktertræk, der nok er nødvendige, hvis man er konstant udsat for kaos og krig og død. Og hvad sker der, når de kommer hjem og heller ikke kan forholde sig til et barn, der skriger derhjemme, eller indkøb til jul? Den slags er oplagt at undersøge i en roman."
Kreativ direktør på forlaget Peoples Press Jakob Kvist, der som forlægger har været med til at udgive en stribe soldaterbiografer og journalistiske bøger om Afghanistan, er enig i, at de journalistiske krigsreportager ikke kan erstatte de klassiske krigsromaner – og omvendt:
"Den gode dokumentar kan i princippet ramme lige så meget plet som en fri roman, men den kan jo ikke på samme måde skabe den moralske og fortællemæssige ramme, fordi den skal bygge på kendsgerninger. Først for nylig har vi danskere så småt fået øjnene op for, at Danmark faktisk er en krigsførende nation med alt, hvad det betyder. Det har vi hidtil skubbet væk, men både filmen "Armadillo" og "Jæger-bogen" har været med til at åbne vores øjne for, at det koster noget, at vi er i krig. I forhold til fortællingerne er tingene så ikke så entydige længere, for de journalistiske og dokumentariske film og bøger benytter sig i stigende grad af fiktionsgreb. Det er en klar tendens, men selvom de gør det for at skabe forståelige – og moralske – fortællinger, er der stadig afgørende forskel på, hvad en journalist og en romanforfatter kan tillade sig. Og derfor vil der altid være brug for kunstens og romanens frie form. Også i bearbejdelsen af de sår, som krigen i Afghanistan skaber," siger Jakob Kvist.
Mens de første danske krigsromaner om Afghanistan altså først er på vej nu, går danske film hurtigere til krigen. Siden Susanne Biers "Brødre" fra 2006 har både "Lille Soldat" og "Alting bliver godt igen" berørt emnet, ligesom DR's dramaserier Forbrydelsen I-II og Livvagterne også har tematiseret Danmarks rolle som krigsførende nation.
Og der vil både komme flere romaner og film om krigen, vurderer filmeksperten Peter Schepelern. Han genkender samtidig tendensen om, at journalister har taget fiktionens virkemidler til sig:
"Danske dokumentarfilm har de seneste 10-15 år i stigende grad brugt greb fra fiktionen, hvor doku-dramaet har vundet meget frem. Jeg tror, at man har indset, at al formidling er redigeret. Hvis man vil have den uredigerede sandhed, kan man se overvågningsbåndet fra Nørreport Station, men det får man jo ikke meget ud af. Og hvis man skal gribes af en sandhed, skal det fortælles med fiktionens virkemidler. For hvis en historie ikke svøbes ind i enkelte skæbner, bliver den sværere at fatte. Men krigsfilmen "Saving Private Ryan" er for eksempel på den ene side meget realistisk, men svøber det ind i en sentimental historie om enkelte mennesker," siger Peter Schepelern.
Han mener i øvrigt, at det er helt naturligt, at der ikke er kommet flere romaner om krigen i Afghanistan:
"Verdenskrigene involverede langt flere mennesker direkte i krigene. Hemingway var jo for eksempel selv soldat under Første Verdenskrig. Men sandsynligheden for, at der skulle sidde en ny Hemingway mellem de få tusinde soldater, der er udsendt til Afghanistan, er jo ikke overvældende."