Lone Aburas’ nye bog har en kompleks titel og genrebetegnelse, nemlig ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Agitprop”. Den første del af titlen alluderer formodentlig til det banebrydende værk ”Det er et bånd der taler” (1983), hvor psykiateren Bent Rosenbaum og litteraturforskeren Harly Sonne analyserer tekster af skizofrene, og hvor en vigtig pointe er, at den psykisk syge – og måske også os andre i visse tilstande – rummer en lang række forskellige stemmer og personligheder. De to sidste betegnelser kan derimod dels henvise til rappens vrængende udtryk repræsenteret ved Clemens’ debutalbum, ”Regnskabets time” (1997), dels til noget af det mest radikale politiske kunst, man har set i Danmark, nemlig Røde Mor og andre revolutionære kunstnergruppers – efter sovjetisk forbillede – agitprop fra 1970’erne.
Og hvad siger det så om Aburas’ bog? En del, faktisk, for det jeg, der taler i værket, er tydeligvis en ganske bestemt slags jeg. Det er således ikke noget kontemplativt eller stemningsdvælende, traditionelt poetisk subjekt, men en politisk rebel i højeste gear.
Bogen består af en 20 sider lang associativ strøm, hvor et jeg udlader sin vrede over stigmatiseringen og racismen i det danske samfund. Der er her tale om en tydelig parallel til en række andre værker, som kan kaldes migrationslitteratur, hvor forfattere med familiemæssige rødder uden for Danmark udtrykker deres frustrationer over og problemer med det danske samfund. Man kan nævne Eva Tind, Yahya Hassan, Hassan Preisler og Maja Lee Langvad. Sidstnævnte har i værket ”Hun er vred” (2014) også anvendt en seriel komposition, som man finder en række steder i Aburas’ værk:
”Jeg hader de sydstatsagtige måder, gymnasieklasser lidt uden for Aarhus bliver inddelt på. Jeg hader den moderne apartheidløsning. Jeg hader ideen om, at danske elever ikke længere skal føle sig klemt, at de frit skal kunne udleve deres udsvævende ungdomsliv med bræk og udpumpning uden at komme i mindretal. Jeg hader at føle mig så dum, og alle de metoder, der bliver taget i brug.”
Som hos Langvad er det den rablende, rasende og idiosynkratiske tone, som tekstens jeg anvender, men der er på ingen måde tale om, at jeget skåner sig selv.
Man finder selvreflekterende passager, der peger på, at ligegyldig hvor meget solidaritet med de undertrykte, protest og ”agitprop”, jeget vil fremføre, så lever hun stadig et trygt liv som privilegeret forfatter, der udgives på Gyldendal: ”Der er noget perverteret ved at sidde her med sin MacBook Pro og tænke SÅ meget over det poetiske overskud og eksperimenterne, at være et sansende jeg i omverdenen, når jeg alligevel ikke kan gøre det politiske poetisk. Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord på en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen?”.
Samlende møder man i Aburas’ værk et jeg, der blander stort og småt, privat og politisk, erindring og refleksion, hudløs smerte, sarkastisk vrængen og rablende idiosynkrasi. Der opstår ikke nogen helhed ud af dette. Men det er et værk, der imponerer med sine stil- og stemningsskift og sin energiske poetiske skrift.