Prøv avisen

Langdistancevenskab skabte stor kunst

Michelangelo var interesseret i den mandlige figur og virkede i højrenæssancen, hvor udviklingen i det kristne formsprog kulminerede. Foto: The National Gallery Photographic Department

Michelangelo inspirerede den yngre kunstner Sebastiano til at skabe kristne motiver. Danske Matthias Wivel står bag udstilling med de to store kirkekunstnere på Londons National Gallery

500 år efter, de arbejdede tæt sammen, kan værker af de gamle venner Michelangelo og Sebastiano atter ses i selskab. Det sker på National Gallery i London, hvor den danske museumsinspektør Matthias Wivel er manden bag udstillingen, som viser, hvordan de to producerede nogle af de mest monumentale værker i den kristne kunst.

"Opvækkelsen af Lazarus" med skitser af Michelangelo

Udstillingen er inspireret af Sebastianos værk ”Opvækkelsen af Lazarus”, som var det første maleri i samlingen, da National Gallery blev grundlagt i 1824 med 38 malerier doneret af forsikringsmægleren John Julius Angerstein.

Det er netop 500 år siden, at Sebastiano del Piombo (1485-1547) begyndte på det næsten fire meter høje maleri, som i dag er alt for stort og skrøbeligt til at blive udlånt. Men her på udstillingen kan maleriet ses sammen med nogle af de skitser af Lazarus, som Michelangelo (1475-1564) bidrog med.

”Venskabet og samarbejdet var afgørende for Sebastiano i hans udvikling som kunstner – hvorimod det for Michelangelo var mindre vigtigt og heller ikke havde den store kreative betydning. Men han var en god ven, der hjalp Michelangelo med hans forretningsaftaler i Rom, så de havde brug for hinanden på forskellige niveauer,” fortæller Matthias Wivel.

Han fremhæver, at der er store Michelangelo-udstillinger hele tiden, men de består primært af hans store produktion af tegninger og skitser, samt enkelte af de skulpturer, som det er muligt at låne. Det nærmeste, publikum kan komme på en retrospektiv udstilling, er derfor en tur til Firenze, hvor mange af hans skulpturer og ikke mindst freskomalerier, som i sagens natur ikke kan flyttes, findes.

Forårets store satsning på National Gallery i London handler i høj grad om at vise, hvordan venskabet – som ofte var på langdistance med Michelangelo i Firenze og Sebastiano i Rom – resulterede i stor kirkekunst.

”De fleste andre kunstnere, som Michelangelo samarbejdede med, var mere underdanige og udførte arbejder efter hans tegninger. Sebastiano var derimod en fuldt formet kunstner med en anden sensibilitet og dermed en stor kunstner i sin egen ret,” fortæller Matthias Wivel.

Michelangelo og Sebastiano udfordrede Rafael

En af de markante forskelle er, at Sebastiano malede i olie, mens Michelangelo foretrak freskomaling, tegninger og ikke mindst skulpturer.

”Michelangelo var interesseret i figurer, og særligt den mandlige figur. Det er samtidig højrenæssancen, hvor udviklingen i det kristne formsprog kulminerer,” forklarer han.

Når Michelangelo var interesseret i den 10 år yngre kunstner, så hang det dels sammen med hans rivalisering med Rafael, som han lå i evig konkurrence med om at være den foretrukne kunstner ved Vatikanet.

”Rafael kan det hele. Male hvad det skal være. Det er Michelangelo ikke interesseret i, for det passer ikke til hans temperament. Men Michelangelo er paranoid, som mange kunstnere er, og det generer ham, at Rafael bliver hyldet. Og her kommer Sebastiano frisk fra Venedig med de nyeste teknikker, og det er en oplagt chance for at udfordre Rafael,” forklarer Matthias Wivel.

Sebastiano bringer i høj grad farver, atmosfære og ikke mindst psykologiske følelser ind i maleriet.

”Michelangelo udtrykker følelser gennem menneskekroppen og er ikke interesseret i den individuelle psykologi, som Sebastiano er så god til. Han lærer at kondensere et spirituelt budskab for beskueren.”

Udstillingen på National Gallery består næsten udelukkende af bibelske motiver og så nogle portrætter af paverne, som bestilte de store værker. Det hænger sammen med, at det var kirken, der var den store kunde for kunstnerne, og når private rigmænd bestilte værker, så var det typisk husaltre.

”Vi ved fra hans skriverier, at Michelangelo var stærkt troende, og det udgør en stor del af hans kunst. Vi ved ikke så meget om Sebastianos specifikke teologiske grundlag, udover at det kristne var vigtigt,” forklarer den danske ekspert i den italienske renæssancekunst.

25 år langt venskab mellem Sebastiano og Michelangelo

Kunstnerne havde et 25 år langt venskab, som også kan følges i de mange breve, der er mellem de to, hvoraf flere er med på udstillingen. Brevene viser forskellen mellem den intellektuelle Michelangelo og den mere praktisk indstillede Sebastiano. De to arbejdede i en tid, hvor indstillingen til kunst ændrede sig som en del af modreformationen.

”Det var en helt anden tilgang, end Michelangelo havde. Når Michelangelo lavede skulpterer, så var det progressivt med Kristus som en græsk figur med genitalier og det hele. De blev efter modformationen dækket og er det nogle steder stadig,” siger Matthias Wivel med henvisning til skulpturen ”Den opstandne Kristus”, som aldrig forlader den dominikanske Santa Maria sopra Minerva-kirke i Rom.

Men skulpturen er – uden figenblad – i en gipsafstøbning udlånt fra Statens Museum for Kunst i København og kan her ses sammen med mange af de skitser, som lå til grund for Michelangelos skulpturer af den opstandne Kristus.

Matthias Wivel medgiver, at Michelangelo i det kunsthistoriske perspektiv er meget større end Sebastiano.

”Pointen med udstillingen er ikke at sammenligne på kvaliteten, men at se, hvordan de samarbejder. Sebastiano har været underkendt, fordi han bliver associeret med Michelangelo og altid vil stå i hans skygge. Sebastiano var dog ikke ukendt i sin egen tid, men var den vigtigste maler i Rom efter Rafael. Men efter hans død lider hans omdømme et knæk, og det er Michelangelo, der taler nedsættende om ham,” fortæller han.

Deres venskab endte med en disput over dommedagsbilledet i Det Sixtinske Kapel, hvor Michelangelo beskyldte Sebastiano for at gå bag hans ryg og overtale paven til, at det skulle være et oliemaleri – og ikke en fresko, som er teknikken Michelangelo mestrede.

Det kostede venskabet – men det var Michelangelo der malede motivet – og hans berømmelse har siden hængt som en skygge over Sebastiano.

Forårets store satsning på National Gallery i London handler om at vise, hvordan venskabet – som ofte var på langdistance med Michelangelo i Firenze og Sebastiano i Rom – resulterede i stor kirkekunst. Her ses Sebastianos værk ”Opvækkelsen af Lazarus” som var det første maleri i samlingen, da National Gallery blev grundlagt i 1824. – Alle fotos: National Gallery. Foto: Sebastiano del Piombo
Udstillingen på National Gallery består næsten udelukkende af bibelske motiver. Foto: Sebastiano del Piombo