DR har gennem tiden gjort en del i historiske dramadokumentarer. Alle disse har et stærkt fællespræg, for ikke at sige at de uden afvigelse kører efter et fast mønster og derfor ligner hinanden som vanddråber: Et antal dramatiserede nedslag med skuespillere, som spiller historiske personligheder eller bare ”folk”, afløst af diverse mere eller mindre anonyme ”ekspertudsagn”, som tilsammen skal drive fortællingen.
Væk er tidligere tiders dokumentarers autoritative – og nu dybt savnede – fortællerstemme, væk er manuskriptet til fordel for et klippe-klister af en uoverskuelig bunke ekspertudsagn på en eller to linjer ad gangen, som peger i mange forskellige retninger. Det er sært misbrug af eksperter. De skulle vel ikke bruges til at fremsætte facts, men til tolkninger.
I denne dramadokumentar om det danske kongehus’ historie mellem 1912 og 1972 – kaldet ”Frederik IX” – dukker indtil videre (de to første afsnit) 10-15 historikere frem med navneskilt og stillingsbetegnelsen ”historiker” uden videre melding om ansættelse eller baggrund i øvrigt. Historikere er åbenbart noget, man kan fodre svin med. Ved at pløre kommentarer sammen på denne måde har man muligvis villet sikre sig mod anklager om politisk tendens og lignende skævheder. Nu bliver det bare leverpostej.
I det første afsnit med titlen ”I sin fars skygge” står vi ikke mindst over for kong Christian X, Frederiks far. Han fremstilles helt endimensionalt som en antidemokratisk stivstikker, som både er modstander af den kvindelige valgret i Grundloven af 1915 og den lovligt valgte regering under Påskekrisen i 1920. Skuespilleren bag ham præsenterer kongen som en indelukket neurotiker med overtydelig mimik, der bliver ikke tale om at forsvare manden på nogen måde. Var der slet ikke noget forsvarligt ved Christian X?
Frederik IX (født i 1899) er en underkuet dreng med flair for musik, hvilket udtrykkes ved, at han som 14-årig sidder i Det Kongelige Teaters kongeloge og dirigerer med på musikken, som om han var fire år.
Fremstillingen bevæger sig letargisk-teatralsk af sted med lange, tomme blikke og stumme trækninger omkring munden.
I det andet afsnit, ”Den svære kærlighed”, handler nedslagene i Frederik IX’s liv mest om kvinderne. Vi springer uden forklaring over de 13 år fra hans umodne forlovelse med prinsesse Olga af Grækenland i 1923 til hans ditto med prinsesse Ingrid i 1936. Skete der intet interessant derimellem?
Vi hører om Frederik IX’s opdragelse til søofficer, får endda et glimt af alle hans sagnomspundne tatoveringer, men intet indblik i hans karakter eller mentalitet. Det er mest tungen ud ad vinduet. Det hjælper heller ikke, at han spilles af tre forskellige skuespillere i de første to afsnit, hvoraf den sidste er den eneste, der fysisk kan minde lidt om den historiske Frederik.
Ingrid får vi lidt mere af. ”Disse lorte!”, kalder hun passende tyskerne, da de besætter Danmark og ikke nøjes med Norge, som man troede og håbede, de ville. Dronning Margrethe beskriver, hvordan det var for en ”alvorlig” svensk prinsesse pludselig at skulle begå sig her i landet, ”hvor man, hvis man ikke har et smil på, så er man sur”. Dronning Margrethe brillerer med sine levende, velovervejede og impulsive indslag.
Som drama betragtet er det lavbudget hele vejen. Hvis man har set den britiske serie ”The Crown”, så er dette noget helt andet. Fint nok, man har ikke haft mange penge at gøre godt med, men behøver det være Nyboder, man tyer til, hver eneste gang man skal finde en historisk location?
Dette resultat af det indledningsvist omtalte faste mønster for DR-dramadokumentarer er endnu en gang ret uinteressant, forudsigeligt og uudfordrende. Scoopet er dronning Margrethes medvirken.