”For mig var Læsø det bedste ved Danmark,” har billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen sagt i forbindelse med denne nyåbnede udstilling, der sommeren igennem vises i Læsø Kunsthal i Østerby på Kattegat-øen. Han har givetvis mærket de mange solskinstimer, der netop har placeret Læsø som Danmarks solskinsø nummer et målt gennem 10 år.
Kunstneren erhvervede en gård i 1965 på øen. Senere forlod han Danmark for at slå sig permanent ned i Italien og andre sydeuropæiske lande. Han kunne ikke med klimaet. Måske også det politiske. Og arbejdet med skulpturen i marmorbruddet i Pietrasanta trak. Det kan man se på udstillingen med den drabelige titel ”Man skar benene af de hvide heste”, som refererer til et monumentalværk, kunstneren i samarbejde med maleren Giovanni Meloni udførte i 1975, blandt andet til ophængning på en udstilling på Louisiana.
Vi får et tilbageblik i Jørgen Haugen Sørensens skulpturværk og nogle få eksempler på det nye i den 83-årige kunstners liv. Han er en stærk personlighed, og hans værk er stærkt, formet af levet liv og erfaring omsat i smertefuldt skønne skulpturer og relieffer. Vi får også et fint katalog med gode historier fra barndommen om tiden med en enlig mor, Dagny, på Amager, der, når hun gik på arbejde, efterlod brødrene, Arne og Jørgen, der begge blev kunstnere, for nedrullede gardiner, hvor de så sad i eftertænksomhed og tegnede og fantaserede om et liv med hunde, der endnu ikke var blevet virkelighed.
Instinkter og fremdrift var der til overmål i den fattige opvækst, og formgivningen begyndte at professionaliseres da Haugen Sørensen som 15-årig kom i pottemagerlære men heldigvis også havde kunstneriske forbindelser på Bornholm, så der blev lagt til udvikling her og der. Billedkunsten var et muligt refugium og blev også et levebrød, da kunstneren succesrigt blev introduceret af galleristen Børge Birch med ordene, at Jørgen Haugen Sørensen var ”den største danske billedhugger siden Thorvaldsen herhjemme”.
Alt dette udsprunget af et særligt talent, der viste sig hos en 17-årig, som i 1951 viste sig for offentligheden på Charlottenborgs forårsudstilling. Børge Birch, der havde hus på Læsø, trak Jørgen til øen og lagde ud for ejendommen mod tilbagebetaling i skulpturer. Den del trak ud mange år. Kunstneren vægrede sig. Men da Birch endelig meddelte, at nu ville han sætte ejendommen på tvang, udstillede Jørgen hos Børge under overskriften, der også blev titlen på værket: ”Portræt af en gammel aftale”.
På Læsø er det samarbejderne mellem kunstnere, Jørgen har mødt, der er i fokus. Giovanni Meloni er en blandt en håndfuld, men den gennemtrængende stemme er Jørgen Haugen Sørensens formsprog. I tidlige øvelser på gulv med mange materialer kaldet ”Souvenir” er der givet form i plastik, jern, aluminium, papmaché, bronze, stof og uld. Det er en leg og i legen elementet af alvor. Ting, der lever deres eget liv som nyskilte forældre og splittede børn. Souvenirs, der rummer følelser. Genstande født under pres og ikke kun glæde, fornemmer jeg.
Når man dertil lægger, at det er hensigten, at publikum gerne må flytte på sagerne skabt i ”Summer of Love” og Vietnamkrigens skygge i 1967, kan man mærke, at her er nogle objekter, der som fortabte sønner trænger til kærlig omsorg; til at blive løftet op fra gulvplanet og givet omsorg. Han var tidligt ude; og tidligt inde i sjælen, Jørgen Haugen Sørensen. Den afdøde østrigske kunstner Franz West kunne med tilsvarende gestus – at skulpturerne kun var noget, når folk tog sig af dem – vise verden, at skulpturens sprog var under forvandling.
På den måde er Jørgen Haugen Sørensen ikke traditionalist. Men han bliver ved sin læst og sværger til materialerne med tyngde. Det var et klogt valg. Opløsningen i avantgardisme når aldrig at blive Jørgen Haugen Sørensens varemærke. Han flytter til Italien. Og til marmor og bronze. Men forsøger at bevare optimismen. ”I can hop, I can run, it’s fun, fun, fun” hedder et værk fra 1975.
Formidlingen i rummet er ikke den bedste, men oplevelsen af at rejse til langsomhedens ø og dér møde langsomhedens kunst er god. De sene værker i glaseret ler og stentøj er unikke i deres fremtræden. Her er ”Tæppefald” fra 2016 skabt med Eli Benveniste et sidestykke til franske Auguste Rodins ”Helvedes-porten”. I det hele taget fornemmer man, at Dantes gudommelige komedie er vakt til live på sin rejse fra varme Pietrasanta tilbage til den nordlige kølige region, Østerby, Læsø.
Det er al ære værd. Og seværdigt.