Temmelig langstrakt beretning om enfoldigheden

Jens Bach Andersens roman ”Gandi” er for udvendig

Temmelig langstrakt beretning om enfoldigheden

Jens Bach Andersen debuterede i 2018 med den fængslende roman ”Helstedgaard”, der forener lokal-, danmarks- og Europahistorie. Noget mindre overbevisende er hans roman nummer to, ”Gandi. Danmarks svar på Forrest Gump”, der ifølge forfatteren er skrevet med succesfilmen ”Forrest Gump” som ”løst forbillede”.

Hvorfor den enfoldige Gandi, søn af en enlig sigøjnerpige, hedder, som han gør, fortaber sig i det uvisse. Hentydningen til hans berømte indiske navnebroder, Gandhi, skal man vist ikke tillægge den store betydning.

Bogen er ifølge den indledende ”tilegnelse” en hyldest til dem, der engang blev henvist til bagerste række i skolen – ”dem vi i dag klistrer bogstavdiagnoser på. De rummer så meget godt og kan udrette det mest utrolige, hvis bare de får lov”. Og Gandi får lov.

Vi følger ham hele vejen gennem livet – fra hans fødsel i 1950. Blandt andet arbejder han på det lokale andelsmejeri, hvor han udmærker sig ved ikke at stille uvelkomne spørgsmål om det fuskeri, der finder sted med med mælken. Senere er han beskæftiget som landbrugsmedhjælper i et afrikansk land samt i Australien og Letland. Med til historien hører hans kvindetække. Både stor kærlighed og stor sorg oplever han. I det hele taget er han ude for meget, inden han dør som dement i den fiktive jyske landsby Randborg, hvor han voksede op.

Meget får vi at vide om Gandi. Men beretningen virker temmelig langstrakt. Fordi den er for udvendig. Jeg ville gerne i langt højere grad have været konfronteret med hans verden, sådan som han selv oplever den. Den sympati med manden, som Bach Andersen skriver på, er ikke tilstrækkelig.

Romanen er ikke alene et portræt af Gandi, men også et forsøg på at skildre samfundsudviklingen i efterkrigstiden – en udvikling, der for Randborgs vedkommende mest har karakter af afvikling.

Forfatteren har fundet plads til indslag af religiøs satire. Men overflødig plads – sartiren er som styret af en automatpilot. Det gælder udleveringen af en hyklerisk leder af en religiøs sekt – samt nogle glimt af Indre Mission, der beskrives i konventionel troskab over for de gældende fordomme. Disse passager er helt ude af trit med helheden. Det samme gælder nogle sekvenser fra OL i Sydney i 2000, hvor Bach Andersen har moret sig med at lege lidt med historien om kronprins Frederik og hans dengang nye bekendtskab med Mary Donaldson.