ARoS hører til de museer, der lykkes med at vise samtidskunst på højt plan, og at det også kan gøres på en intelligent måde at vise sin samling af samtidskunst frem, er tydeligt på udstillingen ”Far From Home”. Den viser et righoldigt udvalg af indkøb gennem de senere år suppleret med to indlånte installationsværker. At samle kunsten under en tematik, som ”hjem” eller mangel på samme, kan lyde som en dårlig, men politisk korrekt og lidt uspiselig idé, men det virker altså på ARoS, når forskellige kunstneres værker således indordner sig et paraply-tema.
Det er en seværdig udstilling. Ja, faktisk kan den have karakter af international biennale, selvom der blandt snesen af kunstnere både er helt unge og anerkendte navne. Værkerne fungerer som udstilling og ikke blot som en samling af enkeltværker, hvilket er ret imponerende præmissen taget i betragtning. De har fingeren på pulsen på museet.
Og når det er sagt, kan man så træde ind i salene og få oplevelser af lyd, billeder, video og skulptur ofte sat i en installatorisk praksis, der gør det svært for et museum ellers at vise værket i længere tid. Kunsten her er pladskrævende. Således har den overnaturlige ”Boy”, som er kendt som ARoS’ vartegn skabt af kunstneren Ron Mueck, fået en ny omgivelse at sidde i. Et imponerende værk, denne lille menneskekrop, der med sin følsomhed er blæst op i eventyrlig dimension.
Også han er i uvante omgivelser langt hjemmefra, australsk født kan man sige, men del af det miljø, der adopterede ham, tog ham til sig, ARoS, hvor han både er hjemme og har sit flakkende blik som kendetegn: det unheimlige. Godt set af museet.
Udstillingen er heldigvis ikke bygget op omkring vartegnet, snarere tværtimod, han er bare et ligeværdigt indslag i en samling af blandt andre Rune Bosse og Ismar Cirkinagic, der på hver sin vis tager plantenaturen og dens æstetik op til overvejelse. I sidstnævntes ”Herbarium” er det tørrede planter samlet på massegrave efter krigen på Balkan, som var Ismar Cirkinagics hjemstavn.
Der er en snes kunstnere, hvor vekselvirkningen mellem ude og hjem er tydelig som pointe. Det kræver naturligvis, at man stopper op og læser de udmærkede vægtekster undervejs.
Udstillingens værker står stramt, men det er ikke hele tiden givet, hvad sigtet er. Sommetider er det overtydeligt som hos eksempelvis Elmgreen & Dragset, der lader et Welcome-skilt fra den amerikanske ørken knække sammen over en sølv retro-campingvogn, finske Jani Leinonen, der har indsamlet og guldrammet tigger/hjemløse-papskilte fra forskellige storbyer og Gardar Eide Einarsson, der bunker nationalflag op i et hjørne. Disse værker er en slags one-liners, hvor publikum fanger kunsten som en catch-frase og kan sige: Okay, jeg har forstået pointen. Og så kan debatten om dette og hint tema jo fortsætte i al sin politiske højglans. Måske ændrer det verden. Måske ikke. Men museumskunst er det i hvert fald, så ARoS har understøttet pointen.
De to indlånte værker er i en klasse for sig. Norske Marianne Heske viser ”Prosjekt Gjerdeløa”, et værk, der dateres fra 1980, hvor hun tager en sæterhytte ned fra Norge og transporterer i et Citroën-salatfad af den type, Egon Olsen blev afhentet af i ”Olsen-banden”-filmene. Kunstneren viser sæter-hytten, hjemstavnen i det europæiske kunstmiljø. Fotografier fortæller om turen. En replika af hytten er så tilføjet den oprindelige i 2014. Nyt og gammelt mødes, autenticitet, natur, kvalitet i hver en knast og hvert plaststykke. Det er et smukt værk.
Ligeledes gælder det amerikanske Doug Aitkens videoværk, der er installeret i et lag grus og bræddebunker fra en nedrivning af kunstnerens forældres hus i Venice Beach, Los Angeles. Aitken har filmet sine forældre under nedrivningen. De sidder koncenteret, mens væggene falder om ørene på dem. Også her mærkes reflektion, tid, også den forgangne mellem ægteparret, ja endda husets tid i den hundredårige bygning, der må lade livet for en beslutning, vi intet ved om. Der er blot det, der er, det, vi ser, det, vi er vidner til. En scenografi, en aktion, der sender psykologiske strømninger gennem rum og mennesker. ”Simple living” på grænsen til kaos.
Velklædte aldrende, der er langt fra tiggerstadiet, men har lige så stor fornemmelse for, hvad det er at miste: Også de er uden hjem – uden at ligne hjemløse. ”Far From Home” som subtilt psykologisk drama eller rent faktum. En proces, der fortjener et studium. Og Doug Aitken leverer varen.