Langt væk og utrolig tæt på

Lars Handesten tager læseren med på en lang rejse. Selvom han undervejs bringer os på afveje, vender vi klogere hjem

I Rusland smiler man ikke imødekommende til fremmede mennesker, heller ikke selvom disse mennesker er ens russiske medborgere, skriver Anna Libak i sin anmeldelse -- dog med undtagelse af Moskva (billedet) og Sankt Petersborg, for de er europæiserede byer.
I Rusland smiler man ikke imødekommende til fremmede mennesker, heller ikke selvom disse mennesker er ens russiske medborgere, skriver Anna Libak i sin anmeldelse -- dog med undtagelse af Moskva (billedet) og Sankt Petersborg, for de er europæiserede byer. . Foto: .

Da den russiske præsident Medvedev for et år siden var i Danmark, stod jeg i Prins Jørgens Gård sammen med NTV's korrespondent, Vladimir Kondratjev, og hans kamerahold og ventede på at blive lukket ind til pressekonferencen. De havde ventet længe og skulle nå at stille deres grej op i salen, så de var sure. Pludselig kom en dame fra Statsministeriet hastigt trippende over mod kameraholdet med et stort smil på sit ansigt. Det var tydeligt, at hun kom for at fortælle, at der nu var fundet en løsning på de forviklinger, der var opstået med akkreditering af kameraholdet.

LÆS OGSÅ:Rejse uden ord

"Prøv at se," sagde den ene af kamerafolkene på russisk til den anden, "hun smiler sgu stadigvæk." "Utroligt," lød svaret. "Hun har fandeme haft det smil limet fast i ansigtet siden i morges. De europæere er ikke rigtig kloge."

Jeg blev mindet om episoden, da jeg læste Lars Handestens nye essaysamling "En by i Rusland", hvor han fortæller om, hvordan det aldrig lykkedes ham at få en billet til rutebådene på Volga, fordi han ikke kunne russisk. Billetdamerne blev så tossede over, at han talte engelsk, at de viftede ham væk. Eller da han fortæller, hvordan han bliver smidt af en bus i den vestukrainske by Lviv, fordi han spørger chaufføren på et fremmedsprog, om den kører til centrum.

Hvad skyldes det mon? Det skyldes kultur. I Rusland smiler man ikke imødekommende til fremmede mennesker, heller ikke selvom disse mennesker er ens russiske medborgere. (Moskva og Sankt Petersborg gælder ikke, de er europæiserede). Generelt finder man det i bedste fald dybt infantilt, at europæere går rundt og smiler uden grund – i værste fald tror man, at de ønsker at demonstrere, at de befinder sig på livets solside. En fremmed er – om det så er en kunde i et supermarked – som udgangspunkt en belastning.

Når jeg understreger det så kraftigt, er det fordi, at jeg ville have læst Lars Handestens beretning om rejsen i Rusland med langt større begejstring, hvis det ikke var fordi, han var så forhippet på at "bevise", at russerne er ligesom os. Fordi han møder flere venlige, intelligente, rare og gæstfrie russere, drager han flere gange den konklusion, at vi er ens. Det er noget sludder.

Naturligvis går den enkelte russer ikke rundt som repræsentant for sin kultur; kultur er ikke genetisk; kultur er vaner. I Danmark vil man også kunne møde masser af skøre, outrerede, festlige originaler, og dog ved alle, hvad der menes med jantelov. Vores arkitektur, møbelkunst, madkultur, ja, litteratur vidner om, "at ved jorden at blive det tjener os bedst" – prøv bare at sammenlign med italienerne (og nej, italienernes kultur er ikke bedre, den er bare anderledes). Russerne minder ikke om danskerne. De minder meget mere om italienere, mens vi minder om nordtyskere. Grotesk bliver det, da Handesten vil overbevise nogle af sine russiske samtalepartnere om, at de er europæere; hvad de afviser på det bestemteste. Har han glemt sin Grundtvig: "Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil?"?

Men heldigvis flyver Lars Handesten videre til Shanghai på side 88 i sin essaysamling, og her har han ingen politisk dagsorden om, at kineserne er ligesom os. Måske fordi han ikke lærer nogle kinesere nærmere at kende. Havde han gjort det, er jeg sikker på, at han kunne have draget samme konklusion: Kineserne er lige så søde, begavede, imødekommende og så videre som os, for selvfølgelig er de det. Og i øvrigt også lige så dumme, ucharmerende etcetera.

Fraværet af "dagsorden" sætter ham fri til bare at fortælle, hvad han oplever. Og det gør han drønharmende godt. Jeg troede ikke, at jeg var interesseret i verdensudstillingen i Shanghai, før jeg læste hans deltaljerede beretning.

Essaysamlingens højdepunkter er dog geografisk meget tættere på. Lars Handesten viser sig at være amatørornitolog af den slags, som tager til Hornborgasjön for at studere traner og til Skåne for at se på ørne. Disse essay er, selvom de viser sig allerede at have været trykt i aviser, ikke journalistik. De er litteratur. Tonefaldet er lavmælt og melankolsk; betragtningerne klarsynede og bevægende på samme tid.

I bogens sidste del rejser vi med Handesten ind i hans intimsfære og hører beretningen om hans søn, der blev født alt, alt for tidligt, og om den kræftdiagnose, han ikke har fået, men bestandig venter at få. Her er vi sågar helt inde i Handestens krop med et kikkertrør.

Fra det meget fjerne til det meget nære. På så lang en tur er der altid irritationsmomenter. Alt i alt nød jeg rejsen.

kultur@k.dk

Anna Libak er litteraturredaktør på Weekendavisen

Læs et kapitel fra bogen på

@Webhenv k.dk:k.dk/kultur

Lars Handesten: En by i Rusland. 194 sider. 248 kroner. Forlaget Spring.