Dannelse er et begreb, der er blevet populært igen, og det popper op både her og der i den politiske diskussion. Det er, fordi vi har for lidt af den. Folk mangler digital dannelse, boglig dannelse, almendannelse, religiøs dannelse, demokratisk dannelse – fortsæt selv rækken. Skal man tro denne beskrivelse, består Danmark af en stor flok kulturløse barbarer, der ikke kan finde ud af meget andet end at arbejde og forbruge i et kolossalt tempo. Det er vi til gengæld eminent gode til.
Nu har vi så også fået en kulturminister, der kalder sig selv for minister for ”dannelse og demokrati”. Han vil med et smæk rette op på den manglende dannelse og demokratiske krise. Det kan jo lyde meget godt, hvis bare ikke forholdet mellem dannelse og demokrati var så speget. Vi kan godt indføre obligatorisk morgensang i skolerne for at styrke fællesskabet og lade glæden ved at synge få frit spil. Det har bare ikke meget med demokrati at gøre, fordi sangen da bliver indført med tvang. I bedste fald bliver det til en lektie i et af demokratiets svage punkter, nemlig flertallets tyranni.
Dannelse har alle dage været et ømtåleligt begreb, og dannelsen har været svær at håndtere. Det er et farligt begreb, fordi det så let bliver unødvendigt. Som om man har dannelse, bare fordi man kan nævne Tove Ditlevsen og Karen Blixen eller engang har set et maleri af Asger Jorn og hørt et stykke af Mahler. Som om dannelse har noget med størrelsen af ens bogreol at gøre, eller om man kommer fra et hjem med klaver, som man sagde engang. Sådan set kan man let være både dum og dannet på én gang.
Der er noget frastødende over det begreb, fordi det alt for ofte bliver brugt til at diskvalificere andre mennesker med. Dannelse er for det meste noget, andre mangler, men som man selv er i besiddelse af eller mestrer. Deraf kommer også det konstante kulturelle ubehag, som mange føler over for ”vores kultur” – altså de andres.
Dannelsen står i konstant fare for at blive korrumperet af den magt, der står bag den. Den bliver til et magtinstrument og ikke et mål i sig selv for det enkelte individ. Den kan lanceres i den gode sags tjeneste, når det gælder demokratisk dannelse. Demokrati er jo godt, skulle man mene, men at sætte demokratiet som dannelsens højeste mål er alligevel at skyde langt forbi. Jeg kan da i hvert fald se et alternativt mål, nemlig individets myndighed og selvbevidsthed, dets evne til hengivenhed og medmenneskelighed. Det gælder først om at være og blive et menneske, så kan man bagefter være demokrat, teknokrat, teokrat, eller hvad man vil. Kristen, ikke mindst!
Kunst er heller ikke særlig demokratisk, ofte snarere tværtimod. Den splitter og sætter os op mod hinanden. Vi kan ikke stemme os til, hvad der er god kunst, og vi kan ikke sætte kunsten foran demokratiets eller det nationales vogn. Den vil straks sætte en kæp i hjulet – heldigvis. Deri ligger dens opbyggelighed.
Dannelse er ikke at lukke os selv inde i demokratiets reservat, men at holde os åbne for det menneskelige og alt, hvad dette måtte indebære. Det modsatte af at være dannet er at være ignorant. Eller mere præcist: at være selvfed og nøjes med sit eget. Jeg har det derfor ikke godt med humanister, der ligesom gør en dyd ud af, at de er dumme til matematik, fysik og biologi. De skulle hellere se at gøre noget ved det og sætte sig ind i, hvad det drejer sig om, i stedet for at kokettere med deres uvidenhed. Lige så skidt har jeg det med folk, der mener, at topmålet af national dannelse er, at man har set ”Matador” 40 gange og kan replikkerne udenad, som om det var salmevers.
Dannelse er ikke et vist mål af viden eller erkendelse, for her kommer vi alligevel aldrig i mål, og endnu mindre besiddelsen af de rette kunstværker og designermøbler. Dannelse er viljen og evnen til at se ud over sin egen næsetip. Herom kan der desværre ikke lovgives.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af litteratureksperterne Kathrine Maria Amann og Lars Handesten og bringes hver lørdag.