Lars Handesten læser Dostojevskij og snakker med hønsene

Hønsene bliver delagtiggjort i store eksistentielle problemer, som Dostojevskij sætter på dagsordenen i ”Brødrene Karamazov”. Hønsene har altid svar på rede hånd

Til sin store overraskelse er Lars Handesten begyndt at snakke med sine høns.
Til sin store overraskelse er Lars Handesten begyndt at snakke med sine høns. Foto: Pia Hansen/BAM/Ritzau Scanpix.

Min kone har fået tre høns og et hønsehus. Det er tværstribede skovhøns, der lægger en hulens masse æg. De går frit rundt i haven og er meget tillidsfulde. De kommer løbende, så snart de ser os, fordi de ofte får en godbid. Jeg har aldrig selv haft husdyr eller kæledyr, og jeg har tit set med undren på folk, som snakker med deres hund. En ting er at give den en kommando, men at snakke til den, som om den forstod et ord af, hvad der blev sagt, har jeg altid fundet lidt latterligt. Kunne hundeejerne ikke snakke med et fornuftigt menneske i stedet for deres umælende hund? De gør ligesom sig selv dummere, end de sandsynligvis er, ved at pludre løs uden at få svar.

Men nu er jeg til min store overraskelse selv begyndt at snakke med hønsene. Det troede jeg alligevel aldrig skulle overgå mig. Jeg er lidt flov over, hvis min nabo skulle høre det, men han er vant til at konversere med sin hund, så han finder det måske ikke så mærkeligt, at jeg tager en sludder med hønsene.

Det begynder om morgenen, når de skal lukkes ud af hønsehuset. De står i det lille hus og brokker sig over, at jeg ikke skynder mig. Jeg beroliger dem med min egen lette pludren:

”Så, så, jeg gør det jo så hurtigt, jeg kan. Nu skal I få lidt kogte kartofler, som I så godt kan lide. Har I sovet godt? Eller har I haft mareridt om ræven?”

Det når de ikke at svare på, for så snart døren er åben, piler de ud til en ny dag. De har ikke tid til smalltalk om morgenen. Men det kommer op ad dagen. Når jeg går ude i haven, kommer de hen til mig og vil snakke. Skal jeg lave noget, vil de helst gå lige dér, hvor jeg arbejder. De er meget sociale og meget nysgerrige.

”Goork, goork,” siger de, og jeg siger:

”Nå, hvad så? Hvad har I gang i?”

”Goork, gooork, goork.”

”Skal I have lidt havregryn?”

”Gooork, gooork.”

Når jeg sidder i mit arbejdsværelse, kan de se mig ude fra haven. Så kommer de hen til vinduet og gør opmærksom på sig selv.

”Goork, gooork.”

Men hvad skal jeg sige til dem? Jeg er i fuld gang med at læse Dostojevskijs gigantiske roman ”Brødrene Karamazov”. Den har jeg ikke læst før. Det er en af de klassikere, som bare har stået og ventet, og nu skulle det altså være.

Men hold nu op, hvor de taler i den roman! Der er ingen ende på de lange indlæg i diskussionerne om verdens indretning og skæve gang. Hvis alt er fysik og kemi og blottet for sjæl, hvad så? Den flamboyante Mitja Karamazov må spørge sin fromme lillebror Aljosja:

”Hvad nu med mennesket efter dette? Uden Gud, uden det evige liv? For så er alt jo tilladt. For den kloge er alt tilladt, den kloge narrer dumrianerne.”

Kan man så bare slå sin far ihjel? Kan man vende sig fra ham, som ikke har gjort sig fortjent til faderværdigheden, fordi han har glemt sine børn og væltet sig i overdrevet vellevned? Den gamle Karamazov bliver dræbt af en af sine sønner, og det nytter ikke at spørge hønsene, om han havde fortjent denne skæbne. De siger bare gooork, gooork, når jeg spørger, og nipper til græsset og ser lettere forurettede ud, fordi jeg ikke straks rejser mig og giver dem noget at spise. Goork, Goork. Det er logik for høns.

I Dostojevskijs roman er der en kakofoni af stemmer. Meninger krydses og konfronteres, og det er ikke helt til at finde ud af, hvad man skal mene om det hele. Set fra et russisk synspunkt synes alle samfundsnedbrydende tanker at komme fra Vesten. Det er her, kuglerne er blevet støbt til fædrenes og Guds død. Men de enfoldige russiske bønder med deres intakte tro på Gud og traditionens verdensorden står imod – og ender med at dømme den forkerte skyldig i fadermordet. Sikke en ironi! Sikke en absurditet! Jeg begynder at forstå, hvorfor folk snakker med deres hund, og bliver selv til fals for netop den nihilisme, som Dostojevskij tager afstand fra.

O at være en høne. Goork Goork. Det hele handler om at finde et frø, pudse sine fjer, lægge et æg og passe på, at ræven ikke tager en. Det er enkelt. Og hver dag er det det samme. Mellem brødrene Karamazov bliver det hele uoverskueligt og kompliceret og egentlig slet ikke til at bære, medmindre man har troen i behold – eller man helt opgiver ævred, resignerer og gør som hønsene. De har altid det samme uudgrundelige svar parat på ethvert eksistensspørgsmål, stort som småt: ”Goork. Goork.”

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.