Lars Handesten: Når jeg bli'r gammel - så skal der virkelig arbejdes igennem

Der er mange forventninger til alt det, man skal lave, når man går på pension. Nogle får mere travlt, end de nogensinde før har haft det

Når jeg bliver gammel

Så vil jeg sidde på en bænk

Der hvor havet slår ind over molen

Og ta imod duglette perlestænk

Af hav, når det glitrer i solen

Lyder det ikke godt? Og lyder det ikke endnu bedre, når næste vers kommer til i Gnags’ sang:

 Når jeg bliver gammel

Så vil jeg sidde på en bar

Der hvor havet slår ind over molen

Og dele rødvin med memoirer

Med de andre gamle i solen

Det lyder jo også meget godt. Men spørgsmålet er, hvornår man er gammel nok til den slags? Der er jo i hvert fald forskel på mig på 66 år og min far på 96. Han er gammel nok til at sidde på en bænk og se ud over Sundet og på skibene, der sejler forbi. Men han mener nok selv, at han er for gammel til at sidde på en bar.

Og jeg selv er endnu for ung og agil til at sidde på en bænk og lade tiden gå. At blive gammel er virkelig en relativ affære, og alt for ofte bliver ældre mennesker bare skåret over en kam. Lige pludselig er man bare 60+, selvom tidsrummet, fra man fylder 60 år, til man runder de 100 år, mindst dækker over et par generationer. De generationer har forskellige livserfaringer, og de befinder sig på helt forskellige stadier af livet.

Hvad man ikke når i dag, når man ikke i morgen, for da kan man måske ikke engang selv gå op til bænken, og man kan i hvert fald ikke holde ud at tage til Østen og ride på elefanter.

Lars Handesten

Men når jeg bliver gammel nok, vil jeg gøre det – altså sidde på en bænk og se ud over havet. Når jeg bliver pensioneret, skal jeg rigtig slappe af, hvis jeg altså ikke lige skal leve op til det aktive otium, som også ligger foran mig.

Der er så mange forventninger til det at blive ældre og gå på pension. Og de af mine venner, der er gået den vej, har mægtig travlt. Ja, de har måske aldrig følt, at de har mere travlt end netop nu. Børnebørn skal hentes fra børnehave, og de skal passes, til far og mor kommer hjem fra arbejde. Man skal synge i kor, svømme, ro og vinterbade. Sommerhuset skal vedligeholdes, og helårshuset skal også passes.

Og så skal man rejse, for at rejse er jo at leve – siger man. Snart skal man på en weekendtur til Berlin og så et smut til Rom et par dage. Og så er der de store rejser, som man har drømt om hele sit liv, men aldrig har haft tid til. Nu skal man til Østen eller Nordkap. Nu skal man cykle helt til Malaga ad små og maleriske veje. Eller også skal man på højskole. Man skal jo lære hele livet for ikke at gå i stå, og der er så meget, man gerne vil vide noget om lige fra opera til sort sol over Sønderjylland.

Man skal nå så meget, og man hører uret tikke højere og højere og hurtigere og hurtigere. Man mærker kroppens skavanker, der melder sig én efter én. Man går ikke så godt, man ser ikke så godt, man sover ikke så godt, og mærkelige sygdomme, man aldrig har hørt om, lærer man pludselig navnene på. Og jo mere alt dette trænger sig på, jo mere travlt får man med at gøre alt det, man så gerne vil nå her i livet. Man må ikke spilde tiden. Hvad man ikke når i dag, når man ikke i morgen, for da kan man måske ikke engang selv gå op til bænken, og man kan i hvert fald ikke holde ud at tage til Østen og ride på elefanter.

En af mine venner har netop været igennem en stor hjerteoperation, og han har lige præcis kræfter til at gå hen og sætte sig på en bæk og se på trafikken og folk, der går forbi. Han skal tage den med ro lige nu, men snart kommer der en tid, hvor han igen vil stå ansigt til ansigt med alle de forventninger, som han selv og andre har til et aktivt otium. Så må han overlade bænken til de virkelig gamle.

Når jeg hører mine ældre venners program, priser jeg mig nogle gange lykkelig for, at jeg har et arbejde, hvor jeg kan tage den med ro, fordi jeg hverken har travlt med at skulle slappe af eller gøre karriere. Ja, det er selvfølgelig ikke, fordi jeg bare dovner den på mit arbejde. Her er der rigeligt at lave, men forventningerne til mig er dog til at overskue. Jeg ved, hvad jeg skal lave, og hvordan jeg skal gøre det, og jeg skal i hvert fald ikke slappe af og være hyperaktiv på én gang.

Når jeg bliver gammel – nej, når jeg bliver endnu ældre end jeg er nu, så vil prøve at sætte mig på en bænk og se ud over havet og lade være med at tænke på alt det, jeg kunne gøre og kunne have gjort. Det kan blive en herlig tid, når man sådan rigtigt kan tage den med ro.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af litteratureksperterne Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.