Prøv avisen

Lars Lilholt og 1864

"Tilbagetoget fra Dannevirke 1864" er et af de kendte billeder fra krigen dengang. Soldaterne blev siden hånet for at have trukket sig tilbage og overladt Dannevirke - symbolet på al nationalistisk danskhed - til tyskerne. Lars Lilholt har fået foræret en kopi af billedet, malet af en kinesisk kunstner. Foto: Simon Jeppesen.

Historiens sange: Musikeren og sangskriveren Lilholt dykker ned i historien og henter inspiration til sine sange. Det har han altid gjort, og hans nye cd er ingen undtagelse

Himmelbjergets engel synger luften ren, så vi kan ånde frit. Døden klør sin fod og kommer endnu en gang i diskussion med færgemanden, som fragter de døde til dødsriget. En ulykkeligt forelsket venter ved bredden på at blive sejlet over, men hører sømændene synge om Pigen, der kom ind fra vest og opgiver derefter sit planlagte selvmordsforsøg. Imens ligger Gud på lur i intervallet, og vanviddet og visdommen holder fest i landet midtvejs mellem smil og tårer ...

LÆS OGSÅ: Lilholt: Det skrøbelige liv

Det er sådan, vi kender Lars Lilholt fra hans fabulerende sange, hvor store og små mytologiske og religiøse skikkelser sættes i spil, og det sker også i flere af sangene på Lars Lilholt Bands nye cd, Stilheden bag støjen (Universal). Det er den første i fire år, og teksterne bæres af en drøm om frihed og tolerance, men omfatter samtidig også en klar appel om at værne om et Danmark, hvor der fortsat vil være plads til alle, uanset om du hedder Fatima, Kim Lee eller Hans, som det udtrykkes.

Lilholts glæde ved Danmark, som han sammen med sit band gennemtrawler hver sommer, når han og bandet spiller op i de lyse sommeraftener, kan genfindes i mange af hans sange; men med Danmark ligger åben er der tale om en direkte hyldest til fædrelandet, og med denne titel og dette omkvæd samtidig en understregning af, at glæden ved at være dansk ikke må forveksles med selvglad og eksklusiv nationalisme, for: det er din pligt at bygge broer og bryde mure ned.

Vi skal jo ikke lukke os om os selv, for i lukketheden ligger dæmonien, siger Lilholt. På den anden side: Hvis vi ikke passer på vores danske værdier, har vi ikke noget at byde ind med på globalt plan. I et fladt land som vores opfører vi os naturligvis anderledes, end hvis vi havde været alpebønder. Det er den danske drøm, jeg forsøger at hente frem. At være dansk er for mig at være rodfæstet i det danske sprog, historien og den danske kultur.

Mens der i disse år udgives bunker af historiske romaner, og som de seneste eksempler film om Hvidstengruppen og Struensees og Caroline Mathildes kongelige affære i 1700-tallet har kunnet fylde biograferne, har vi i Danmark ikke mange sange fra historien, som bliver taget alvorligt af rockpublikummet, konstaterer Lilholt. Det har altid forundret og irriteret ham, og det er helt anderledes end i den amerikanske tradition, hvor musikkoryfæer som Johnny Cash, Bob Dylan og Bruce Springsteen uden at blinke kan synge sange fra borgerkrigen og guldgravertiden i deres USA.

Selv skiller Lilholt sig ud fra andre danske sangskrivere ved gennem hele sin karriere også at hente inspiration til nogle af sine sange i historien, såvel den danske som den på verdensplan. På Stilheden bag støjen er to nye historiske sange med, og det kunne sammen med de øvrige udlægges som Lilholts modspil til tidens historieløshed; men sangskriveren lader sig ikke pådutte sådanne skjulte dagsordener.

Jeg er hverken politiker eller missionær, men sangskriver, og når jeg skriver mine historiske sange, så er det udelukkende, fordi jeg selv altid har været fascineret af historien, fastslår han.

Samtidig erkender han, at historieløsheden er udbredt, og advarer imod den.

For kender vi ikke vores egen historie, bliver vi meget lettere at manipulere med. I krisetider, hvor der er smalhans, og nye nationalistiske og fascistiske bevægelser igen begynder at røre på sig i Europa, så selv fornuftige mennesker nu begynder at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet, må vi ikke glemme, hvordan det gik, da den lille malersvend med det sjove overskæg kom til magten i Tyskland i 30erne. Så risikerer vi ikke en gentagelse af Hitlers 12 år ved magten, med hvad det medførte af krig, jødeforfølgelser, had og lidelser.

Vi må huske, hvad der skete i Sønderjylland, da man i 1864 pinedød ville indlemme sydslesvigerne i kongeriget.

Jødeforfølgelserne i 1943 og krigen i 1864 er emnerne for Lilholts to nye historiske sange. Krigen i 1864 var kort, men blodig. 4000 danske soldater mistede livet, og lige så mange måtte bagefter leve som invalider. Krigen i 1864 er samtidig et godt eksempel på tidens historieløshed, hvad historikeren og forfatteren Tom Buk-Swienty opdagede, da han skrev sin bog om Slagtebænk 1864. De fleste kunne kun forbinde 1864 med en stump af børnesangen Mallebrok er død i krigen, som i øvrigt ikke har noget som helst med sagen at gøre. Lars Lilholt har brugt Buk-Swientys bøger som baggrund for sin sang.

I datidens Danmark var der nok stort set ikke en familie, som ikke blev ramt af denne krig samtidig med frygten for, at Danmark ville ende som en tysk provins, fortæller Lilholt.

Det er en krig, som vi siden har forsøgt at fortrænge og mere eller mindre omskrive til den enkle forklaring, at tyskerne jo var nogle dumme svin, som overfaldt Danmark, og at krigen i 1864 dermed nærmest kunne ses som en slags forpremiere på besættelsen og Anden Verdenskrig. Sandheden er derimod, at den krig kunne have været undgået, hvis ikke statsministeren havde været besat af tanken om et Danmark til Ejderen.

Danmarks Killing Fields, som sangen hedder, er fra Lilholts side tænkt som en fredssang, til eftertanke om konsekvenserne af politisk svigt, dumhed og nationalistisk snævertsyn.

Der er siden produceret en musikvideo over sangen, som vises i båndsløjfe på museet på Dybbøl Banke. Samtidig er Lilholt blevet kritiseret for med sangen at drage uholdbare sammenligninger mellem Pol Pots folkemord i Cambodia og den gamle krigsskueplads, fordi han anvender udtrykket Killing Fields.

Men det er jo blot, fordi vi kender det fra filmen The Killing Fields, som handler om Pol Pots folkemord; men Killing Fields er samtidig en ældgammel betegnelse for et sted, hvor mange må lade livet. Strandene i Normandiet nævnes som en Killing Field fra Anden Verdenskrig, og i Danmark findes der ikke noget afgrænset sted, som har suget mere blod til sig end Dybbøl Banke. I alt fald ikke siden jernalderen.

Mens 1864 handlede om nederlag og svigt, er det en ren heltehistorie, Lars Lilholt besynger i Bådene sejler over Øresund.

Det var en stjernestund i det danske folks historie, da 7000 danske jøder blev reddet fra Gestapo til Sverige i oktober 1943. For mig er det nærmest en historie af bibelske dimensioner om at hjælpe andre i nød.

Da han i begyndelsen af 1990erne begyndte på det første skitsearbejde til sangen, levede den populære sangerinde Raquel Rastenni endnu, og Lilholt skrev til hende om at medvirke ved indspilningen.

Hun var jo en af dem, der blev reddet af bådene over Øresund, så jeg syntes, der var stor mening i at få hende med, men det lod sig desværre ikke gøre.

Til gengæld har en anden af de danske jøder, der blev reddet, tidligere chefredaktør Herbert Pundik, nu takket Lilholt for hans sang.

Den uselviske hjælp til de flygtende jøder var udtryk for de fineste menneskelige værdier, som kan tjene kommende genrationer til inspiration. For os jøder er oktoberdagene, trods deres tragiske karakter, en stjernestund. Godt at den nu har fået sin sang, skriver Pundik i sin mail til Lilholt.