Lars Løkke-bog er både selvterapi og et opgør med Venstre

”Om de fleste og det meste” tegner et velskrevet billede af den tidligere Venstre-statsministers udvikling, men er også vidnesbyrd om en midaldrende mand i krise

Bogen er også et vidnesbyrd om, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan rumme, at han mere end noget andet faldt, fordi hans adfærd som politisk hård hund og privatperson ikke levede op til manges forventninger til en toppolitiker.
Bogen er også et vidnesbyrd om, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan rumme, at han mere end noget andet faldt, fordi hans adfærd som politisk hård hund og privatperson ikke levede op til manges forventninger til en toppolitiker. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Normen for tidligere partiformænd og statsministre er, at de trækker sig tilbage til andre sysler end Christiansborgpolitik. Frem for alt kritiserer de ikke deres efterfølgere. Sidder de en tid i Folketinget endnu, siger de sjældent noget her. Lever de ikke op til disse forventninger, risikerer de, at de overskygger deres politiske eftermæle af et billede af en hærgende ronkedor, der lægger sig ud med selv deres gamle støtter. Men Lars Løkke Rasmussen (V) kan ikke affinde sig med det, han kan ikke holde sig fra aktuel politik: ”Jeg dur simpelthen ikke til at være halvt med.” Han har fra sin pure ungdom været politiker, og hvad andet kan egentlig fange hans ubestridelige evner og interesse?

Det er ikke i Folketinget, han markerer sig. Det er i den offentlige debat. Under coronakrisen har han i dagbladet B.T. skrevet, som var han fortsat oppositionens egentlige leder. Det er normalt for en forhenværende politisk leder at pleje eftermælet med en erindringsbog. Men denne bog er ikke kun en erindringsbog, selvom den giver fremragende glimt af hans ungdom, hvor han blandt andet deltog i små ulovligheder, men hvor han også nød godt af gode forældre. For han tegner også et velskrevet billede af sin egen udvikling til en meget pragmatisk og praktisk politiker. Bogen er også selvterapi. Og tillige et opgør med det aktuelle Venstre.

Lars Løkke Rasmussen føler sig forsmået af sit eget parti. Han udstiller sine følelser ved at bruge det trick at referere tilfældige mennesker, han har mødt, for, at han efter deres opfattelse er blevet behandlet ”svinsk” og lignende. Han ved ikke, hvad han nu skal stille op med sit detroniserede liv. Som litterært værk er det en fremragende bog, fordi Løkke er en usædvanlig kreativ sprogbruger, der ikke kan lade være med at krænge en midaldrende mands krise ud over bogens sider. Han er et politisk dyr, der ikke kan slippe sin tidligere rolle og sætte en ny i stedet. ”Hvem er jeg?”, spørger han. Og hvad skal han beskæftige sig med i fremtiden? Han slutter med at skrive: ”Jeg er stadig i tvivl. Dog ikke om, at valget snart må træffes. Jeg kan mærke, det er tæt på”. Ud fra bogens velskrevethed giver jeg den fem stjerner. Om det så er klogt af Løkke at udgive den, er et andet spørgsmål.

Som historisk kildeskrift er det selvsagt et partsindlæg, men den kaster også en del steder nyt lys over vigtige begivenheder. Han fremlægger således 13 siders båndudskrift fra det opgør den 31. august 2019 på Hotel Comwell i Brejning ved Vejle, hvor det kom til at stå klart, at det nu var slut med hans tid som partiformand. Løkke optog hele mødet på sin telefon, og i strid med sædvanlige normer offentliggør han alt. Under læsningen føler man, hvor pinligt mødet var.

Bogen er også et vidnesbyrd om, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan rumme, at han mere end noget andet faldt, fordi hans adfærd som politisk hård hund og privatperson ikke levede op til manges forventninger til en toppolitiker.

Han vil have orden i samfundsøkonomien, men han havde ikke orden i privatøkonomien. Det førte til en stribe af velbegrundede angreb for at bruge andres penge, som underminerde tilliden til hans dømmekraft. Givetvis føler han, at angrebene var smålige, selvom han skriver: ”Der er så meget, man ikke skulle have gjort. Jeg skulle også have holdt mig til mine egne udtjente jakkesæt frem for at lade partiet lægge ud for en tøjmæssig opgradering.” Ordene ”lægge ud” får det til at se ud, som om det bare var et lån. Men var det nu det?

Lars Løkke Rasmussen forstår næppe til fulde, at det ikke er nok at være en lynhurtig og meget idérig politisk navigatør. En toppolitiker skal også skabe tillid og tryghed om sin person. Både blandt vælgerne og i sit parti. Hans soloudmelding i foråret 2019 om at være åben for en SV-regering var ikke en dårlig idé. Men det var uklogt, at Løkke gjorde det uden at have rygdækning i sit parti. Også det bidrog til hans fald.

Han fastholder nu, at Venstre efter hans opfattelse bør være et midterparti, der rækker hen over midten, ikke et parti i en broget og disharmonisk borgerlig blok. Derved går han lodret imod Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Som politisk handling er bogen et desperat forsøg på at teste, om der dog ikke er tilstrækkelig mange, som vil slutte op om ham i (endnu) et nyt liberalt, men også et midtsøgende parti. Han skriver humoristisk og lidt kritisk om tidligere folketingsmedlem og minister for Venstre Søren Pind, men egentlig kan det godt læses som en invitation. En sådan offentlig tilkendegivelse om at stifte et nyt parti ville normalt føre til eksklusion fra Venstre, men mon ikke han som tidligere statsminister endnu et stykke tid får lov til at fortsætte på sin kollisionskurs? Men kursen peger frem mod et brag, hvad Løkkes sikre politiske seismograf også siger ham.

Historien gentager sig ikke. Og dog. Venstrehøvdingen Knud Kristensen (statsminister 1945-1947) sondrede som Lars Løkke mellem at være statsminister og privatperson. Heller ikke dengang respekterede offentligheden, at en statsminister som privatperson agerer imod de forventninger, der stilles til Danmarks vigtigste politiker. Knud Kristensen endte med at forlade Venstre og stifte et nyt parti, De Uafhængige. Hans efterfølger, Erik Eriksen, gemte Kristensens udmeldelse i en bog med titlen ”Svinets røgt og pleje”. Gad vide, hvor Jakob Ellemann-Jensen vil arkivere Løkke Rasmussens bog?