Lars Løkke: Lars Findsen-sagen har været håndteret forkert

Lars Løkke Rasmussen og Morten Messerschmidt er blandt de politikere, der er briefet om Lars Findsen-sagen.

Formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen mener, at FE-sagen er blevet håndteret forkert. (Arkivfoto).
Formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen mener, at FE-sagen er blevet håndteret forkert. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen mener, at hele forløbet omkring Lars Findsen-sagen har været håndteret forkert.

Det siger han til Berlingske.

- Der er intet fra briefingen, som rokkede ved min grundlæggende opfattelse af, at hele forløbet har været håndteret forkert.

Han er en af de politikere, der er blevet briefet om sagen, der omhandler den hjemsendte FE-chef Lars Findsen. Det samme er formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt. Det siger de til avisen.

Begge sidder tilbage med en følelse af, at de ikke har fået et fyldestgørende billede af sagen, skriver Berlingske.

- Man kan måske sige, at jeg ikke fik et fyldestgørende billede af sagen under briefingen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Berlingske kunne søndag bringe nye oplysninger om den ellers mørklagte sag. Ifølge avisen er Lars Findsen sigtet for at have ført samtaler med journalister og familiemedlemmer om statshemmeligheder.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen har han intet fået at vide i denne sag, som berettiger, at man indtil nu har ført sagen gennem domstolssystemet.

Det er ikke sådan, man gør tingene i Danmark, medmindre det er helt nødvendigt, siger han, og det er der ikke noget, som tyder på har været tilfældet i denne sag.

DF-formand Morten Messerschmidt siger, at Berlingskes fremlægning af sagens indhold, som blev bragt søndag, giver anledning til, at han må forholde justitsministeren nogle af informationerne.

Der er nogle ting, som undrer ham. Han har dog ikke lyst til at komme det nærmere på nuværende tidspunkt.

Heller ikke Lars Løkke Rasmussen ønsker at blive mere konkret. Så vil han også gøre sig selv skyldig i at bryde fortrolighed, påpeger han.

Ingen har bekræftet de nye oplysninger om sigtelsernes indhold. Men man vidste i forvejen, at Lars Findsen er sigtet for i alt ni forhold.

Han er sigtet efter straffelovens paragraf 109, som kan give op til 12 års fængsel. Den handler om at lække højt klassificerede oplysninger.

/ritzau/